fredag den 25. november 2011

Hengiven karismatiker til den tredje vej

1958 var året. Det år jeg blev født, altså født ind i denne verden, i en katolsk familie tilhørende middelklassen, i en lille by i USA, kaldet Nebraska.

Omkring 12 år senere, blev jeg født ind i en anden verden. Nej, jeg døde ikke og blev reinkarneret et eller andet sted. Jeg taler 'billedligt' nu. Denne gang blev jeg født ind i den karismatiske og fanatiske verden (under mine forældres lederskab og indflydelse).

Som en del af min indoktrinering ind i denne nye verden, fik jeg lært, at det næste skridt i at vandre med Gud, var at blive fyldt med eller døbt med Helligånden, efter at være blevet 'frelst'. Og beviset for, at du var nået dertil og var blevet døbt, var 'at tale i tunger'. At tale i tunger var angiveligt en overnaturlig evne, der blev givet af Ånden, som i bund og grund, gav dig en direkte telefonlinje til Himlen.

Hvis vi fortsætter yderligere tolv år ned ad vejen, ser vi, at jeg bliver født endnu engang! Denne gang ind i verden af karismatisk 'tjeneste', med højprofil. Jeg flyttede min familie til Tulsa i Oklahoma (USA), for at starte med at arbejde for 'Dave Roberson Ministries'. Dave Roberson var en højt begavet, salvet (eller sådan så det ud) og karismatisk (i begge betydninger) helbreds og undervisnings evangelist, som jeg respekterede højt. Hans undervisning drejede sig om 'tungetale' som den altafgørende og mest vigtige åndelige gave.

Dave angav at både hans salvede helbreds- og undervisnings-tjeneste skyldtes tungetale. Ifølge ham, var 'tungetale' en brønd, hvorfra man kunne hente næsten alle andre åndelig ting. Det var nøglen til åndelig opbyggelse. Det var nøglen til at forstå Guds hemmeligheder. Det var nøglen til at bygge dig selv op, i din allerhelligste tro. Det var nøglen til fremgang og et godt helbred. Det var døren til de andre 'gaver'. Det var nøglen til styrke i tjeneste. Det var nøglen til det mirakuløse, både i dit personlige liv og tjeneste. Det var som jeg sagde, bogstaveligtalt, stort set alting. Det var perfekt åndsinspireret bøn. Når du bad i tunger, bad du Guds perfekte vilje for dit liv. Ved at overgive dig til 'Helligånden', igennem at bede i tunger, så kunne du være sikker på, at du ikke bad i vantro eller på nogen måde imod Guds vilje. Du kunne være sikker på, at alle dine bønner blev besvaret, fordi Helligånden kendte fuldstændig Faderens sind og Han ville inspirere dig, til at bede i perfekt overensstemmelse med det. Selvfølgelig ledte alt dette til fuldstændig fred. Hvad mere kunne en person bede om, end at Guds perfekte vilje måtte ske for dit liv?

Ud over alle disse personlige goder, som kunne udledes ved at bede i tunger, så var tungetale også den mest effektive måde, at bede for og gå i forbøn for andre. Endnuengang, Helligånden vidste bedst hvad de andres behov var og du kunne stole på Ham, ikke at bede forkert.

Nå, som den hengivne og sultne (og utrolig naiv og usikker) discipel som jeg var – altså sulten for godt helbred, rigdom, magt og resten af Guds materielle velsignelser – bad jeg i tunger hele tiden. Jeg bad i tunger mens jeg gik, mens jeg sad, når jeg arbejdede og når jeg spillede. Jeg bad så meget i tunger, at min hustru nogle gange om morgenen fortalte mig, at hun hørte mig bede i tunger, mens jeg sov. Som Apostlen Paulus, bad/talte jeg i tunger mere ”end nogen af jer” (1 Kor 14,18).

Når jeg kunne, kombinerede jeg det med faste, fordi, ifølge Dave, var kombinationen af de to (at bede i tunger og faste) det ultimative i at frigøre din tro og dræbe dit kød. Det var den ultimative kombination for at komme nærmere Gud.

Endnu engang, jeg var meget naiv og godtroende, som du sikkert har opdaget nu. Så naiv, at jeg aldrig stillede spørgsmål til noget af det og jeg drømte aldrig nogensinde om, at noget af det ville vise sig, at være andet end sandt. Jeg var fuldstændig solgt.

Lad os gå yderligere 5 år ned ad vejen. Nu var jeg kommet meget tæt på Dave. Jeg rejste med ham i stort omfang. Jeg fungerede som hans personlige følgesvend. Jeg blev hans fortrolige ven. Jeg er involveret i at håndtere tjenestens anliggender.

Men på trods af min nærhed til Dave, udvikler der sig en krise. Jeg bliver dødtræt af nogle af de ting der foregår i tjenesten – navnlig den måde bestemte folk opførte sig på – og jeg siger op. Det var et dristigt træk, for jeg havde ikke andre steder at gå hen. Jeg havde ingen uddannelse, ej heller opsparing. Jeg havde ingenting. Og jeg havde en familie at sørge for. Men jeg tænkte (igen, meget naivt), at jeg kunne tage hjem og så bare begynde at bede i tunger og faste og så ville Gud tage sig af det hele. Jeg tænkte for mig selv, ”Hvorfor finde mig i al denne nonsens, når jeg kan gå hjem og bede (i tunger) og faste indtil Gud dukker op og giver mig min egen tjeneste?!”

Så det var hvad jeg gjorde. Jeg tog bogstaveligtalt hjem og begyndte at 'bede' og faste. Jeg dedikerede mig totalt til det og forlod min families og min egen velfærd på det. Igen, vi havde ikke nogen opsparing der var værd at tale om, ej heller nogen anden indkomst. Jeg forventede at Gud dukkede op og gjorde et eller andet mirakuløst i vores liv.

Tre uger senere (det er korrekt, jeg sagde 'uger'), kunne jeg se, at det eneste som blev udrettet, var at jeg sultede mig selv ihjel. Jeg gik fra ca. 68 kilo til 57 kilo. Jeg var skind og ben! Jeg så ud som om jeg var fra Auschwitz. Gud var ikke dukket op, som jeg havde forventet (tilsyneladende var han ikke så imponeret) og jeg begyndte at blive desperat.

I min desperation stoppede jeg i nogen grad, med at 'bede i tunger' og råbte på Herren. Jeg begyndte at vende mig mere til min Bibel og bad forstandigt (Er der reelt nogen anden måde??) Jeg læste meget fra Salmernes Bog og udbrød som David: ”kun det længes jeg efter: At bo i Herrens hus, ... Herre, kom mig til hjælp!” (Sl 27,4 & 30,11)

På en eller anden måde begyndte Herren, at komme igennem til mig. Han begyndte at åbne mine øjne (med mit samvirke) og åbenbarede for mig, mit ondskabsfulde (selviske) hjerte og hensigt. Jeg begyndte at se hvor selvisk og stolt jeg var. Jeg begyndte at se mine motiver. Jeg ønskede salvelsen, sandt nok, men kun på grund af al den berømmelse og rigdom der følger med den! Basalt set prøvede jeg, at bruge Gud som et middel, til at tjene mine egne selviske mål (frem for at have det mål, at tjene Ham). Wow! Sikke en måde jeg havde bedraget mig selv på, til at tro at jeg var noget åndeligt! (Men jeg havde fået massere af hjælp. Det meste af det jeg havde fået lært, hjalp mig i mit selvbedrag. Min doktrinære diet indtil da, affødte kun selviskhed og grådighed, frem for at dræbe det, som god doktrin bør gøre).

På dette sted i historien, vil jeg gerne introducere et uddrag fra Robert Ringer, som George Otis citere i hans bog ”Den Gud de aldrig kendte”:

Simpel ræsonnement viser, at du må tage hensyn til andres interesser, for at nå dine mål. Dine medmennesker repræsentere potentielle værdier for dig, i forbindelse med dine forretningsmæssige og personlige relationer. Og det rationelle individ forstår, at for at høste disse værdier, så må han være villig til at opfylde bestemte behov hos andre. På den vis, er det mest rationelle selviske individ også den mest 'givende' person.” (Robert J. Ringer, Looking Out For #1, quoted by George Otis, Jr., in "The God They Never Knew.")

Og hvis der er noget der beskriver mig op til dette punkt i mit liv, så er det dette. Åh ja, udadtil var jeg en flink, hårdtarbejdende person. Men indeni, var jeg så selvisk, som dagen er lang. Og da Herren åbenbarede dette for mig, begyndte jeg at vride mig i mental pine og smerte – i anger, fortrydelse og sorg.

Og det var ikke noget, som jeg hurtigt ville igennem. Det var ikke en sag hvor jeg bare skødesløst ville sige ”Herre, jeg har syndet, tilgiv mig” og så gå videre. Nej det var meget seriøst, til en forandring. Jeg så hvordan jeg havde bedrøvet og krænket Gud og hvordan jeg havde søgt at bruge Ham, og jeg ville lad Ham vide hvor oprigtig ked af det jeg var. Jeg ønskede at lade min synds hæslighed presse mod mit sind, indtil jeg var fuldstændig syg af mig selv og den måde jeg havde levet på.
Jeg ønskede at se synd og i særdeleshed min synd, på den måde Gud så min synd på. Jeg ønskede Hans tanker fæstnet hårdt til mit sind, så at synd ville blive en stank for mig, som den var for Ham. Med det formål, at jeg ville holde op med at henfalde til den. Jeg ønskede også at tænke på min retfærdige straf pga. min synd.

Det er svært for mig at huske hvor lang tid, jeg befandt mig i denne tilstand. Jeg ønsker at sige, at det var et par dage, men jeg er ikke sikker. Uanset hvor lang tid, så kulminerede det hele i, at jeg fandt mig selv ved foden af korset, hvor jeg angrede mine synder og gav mit liv til Gud, igennem Jesus Kristus. Det er trist at sige det, men jeg kan ikke huske (fordi jeg tror det aldrig fandt sted), at nogen som helst, på denne måde, bragte mig ansigt til ansigt med min synd – i alle mine år i det karismatiske vanvid. Tværtimod, jeg blev ledt til at tro at jeg var et Guds barn, af den simple årsag, at jeg 'talte i tunger'. Sikke en forfærdelig doktrin. Den kunne nemt have sendt mig i Helvede, dog ville jeg ikke kunne bebrejde nogen andre end mig selv. Jeg havde bedraget migselv. Nuvel, tilbage til historien ...

På dette tidspunkt (altså det punkt hvor jeg på ægte vis havde omvendt mig og sat min lid til Kristus), skete der noget fantastisk. Jeg følte at Helligånden steg ned på mig som en moder høne, ”Han dækker dig med sine fjer” (Sl 91). Så meget af det jeg havde læst om i Salmernes Bog, blev pludselig levende og betød noget for mig. ”En dag i dine forgårde er bedre end tusind, jeg selv har valgt. At ligge ved tærskelen til min Guds hus er bedre end at bo i ugudeliges telte” (Sl 84,11). ”Herren er min klippe, min borg, min befrier, min Gud ..., hvor jeg søger tilflugt” (Sl 18,3).

For første gang i mit liv kendte jeg til hvad ”fred, som overgår al forstand” (Fil 4,7) var. Den fuldstændig perfekte fred, den mest beroligende og trøstende fred, kom pludselig over mig, som en sky, og fulgte mig overalt hvor jeg gik.

Og for første gang i mit liv følte jeg mig som et barn.

Indtil dette øjeblik, havde mit liv konstant været fyldt af enten bekymringer om fremtiden eller ærgrelse over fortiden. Jeg havde aldrig haft det fredfyldte sind til at kunne nyde øjeblikket. Jeg havde aldrig kendt til hvad det betød at ”stoppe op og dufte til roserne”. Jeg stræbbede altid, konkurrerede altid, og ønskede altid. Nu, for første gang i mit liv, var jeg et barn (HANS barn), et tilfreds barn, med en Fader, som jeg vidste elskede mig, og som ville tage sig fuldstændig af mig. Al min usikkerhed, al min frygt, al min ønsketænkning om hvad jeg kunne have været blevet, forduftede. Jeg havde fred og tilfredshed, fordi jeg var fuldstændig overgivet til Ham. Der var intet andet jeg havde behov for. Min Fader var alt. Han var alt hvad jeg havde brug for og længtes efter. Intet i denne verden ville nogensinde kunne tilfredsstille mig igen.

Guds kærlighed blev udgydt i mit hjerte og fyldte min sjæl. Jeg var forelsket i alle. Kærlighed for andre bare flød ud af mig. Jeg opdagede endda, at jeg ikke kunne se på en smuk kvinde med lystne tanker! Tanken om at gøre noget sådan, var simpelthen afskyelig for mig. Jeg kunne kun se med kærlighed og sympati.

Jeg kunne fortsætte med at fortælle, om alle de forandringer der fandt sted med mig, men siden det vil blive alt for meget, vil jeg gå videre. Dog, lad mig tilføje dette: som resultat af og midt i denne åndelige opvågning, befandt jeg mig i det mest vidunderlige fællesskab med Gud. Jeg kunne nu gå i bøn og opleve den mest vidunderlige stund af intelligent samvær med Ham. Jeg kunne lukke mine øjne, hvor som helst og når som helst og rette min opmærksomhed mod Ham og opleve dette vidunderlige fællesskab. Hvis jeg fik for travlt og var afkræftet, gik jeg blot i ene-rum og begyndte at vente på Ham. Jeg lod mine strømme af tanker drosle ned og fokuserede gradvist på Ham. Og når jeg begyndte, at udtrykke mine tanker og hælde mit hjerte ud til Ham, svarede Han. Han gav mit hjerte liv på ny med Hans kærlighed og jeg blev styrket og forfrisket. Som David sagde, ”Hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen” (Klages 3,23). Han gav også mine tanker nyt liv, med vidsom og forståelse, når jeg havde spørgsmål og problemer at kæmpe med.

Efter denne åndelige opvågning og transformation fandt sted, fik jeg muligheden for at komme tilbage og arbejde ved Daves tjeneste. Jeg tog imod tilbudet og jeg var meget taknemmelig for det, fordi som jeg sagde før, havde jeg ikke andre måder at forsørge min familie på.
Jeg slog fred med den person jeg havde problemer med og alt var såre godt. Selvom jeg vidste, at tjenesten havde sine problemer, følte jeg, at vi med Guds hjælp, kunne håndtere dem. (Jeg vidste meget lidt om, hvad de to næste år ville bringe).

Lad mig stoppe op på dette sted og sige, at jeg stadig troede helhjertet på Daves undervisning og doktrin. Jeg troede stadig, at 'bede i tunger', var denne unikke forordning fra Gud, til åndelig opbyggelse. Men mine nyelige oplevelser med Gud, berørte mig så dybt og gennemgående, at jeg langsomt og næsten ubevidst, startede med at genoverveje alting. Det føltes for mig som om, at mit sind bogstaveligtalt var blevet vækket, som et resultat af Guds transformerende nærvær og fred.

Så her er hvad der skete i løbet af de næste to år: Min tilbagevenden til arbejdet, faldt sammen med, at Dave besluttede at leje et lokale, så han kunne begynde med at holde regelmæssige lokale gudstjenester (i modsætning til konstant, at være på vejen), så vel som regelmæssige 'møder med forbøn'. Han kaldte stedet 'Bønne-centret'. Dave udpegede bestemte aftener, som bønne-aftner og begyndte derefter, at prædike et par af de andre aftener, for at opfordre dem der kom, til også at komme og bede. Han ønskede at oprette en gruppe af forbøns-krigere. En bønne-aften bestod simpelthen i, at komme og 'bede i tunger' et par timer.

Så, mens jeg forsøgte at deltage i disse bønne-møder og 'bede i tunger', fandt jeg, at jeg følte at jeg ikke 'kom nogen vegne'. Så jeg begyndte simpelthen, at ty til at udtrykke (omend i stilhed og til migselv) mine tanker forstandigt til Gud (igen, er der nogen anden måde?!). Og når som helst jeg gjorde det, oplevede jeg endnu engang dette herlige fællesskab, som jeg på det sidste, var blevet vant til og som jeg nød meget. Når jeg 'bad i tunger', var det som at tale til en væg, men når jeg bad normalt, oplevede jeg ægte vidunderligt fællesskab.

For at gøre en lang historie kort, denne 'konflikt' (som nu eksisterede mellem min doktrin og min oplevelse) fik mig til at gå tilbage til Bibelen og se for mig selv, hvad den havde at sige om 'tungetale' og omkring doktrinen 'at bede i tunger for personlig opbyggelse'. Igennem to år læste jeg og genlæste jeg (tusinde gange) disse passager (i sammenhængen), og bad Gud om at oplyse mig og give mig en forståelse af hvad de betød. Endnu engang, jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at noget sådant ville ske, men ved slutningen af disse to år, kulminerede mine tanker i den konklusion, at Daves yndlings doktrin ikke fandtes nogetsteds i bibelen!
Den konklusion havde alvorlige potentielle konsekvenser for mit liv. Hvordan kunne jeg fortsætte med at arbejde for og støtte tjenesten, givet at jeg nu var så uenig doktrinært? Hvordan ville jeg kunne forsørge min familie, hvis jeg sagde op? Jeg havde et valg. Jeg kunne vælge at gå på kompromis, eller jeg kunne vælge at blive en mand af princip og sandhed. Hvad ville jeg vælge?

Jeg var i en højt værdsat position. Jeg var Daves direkte/personlige assistent og betroet. Jeg var hans partner. Jeg var en af administratorerne. Jeg var ansvarlig for opgaverne med rådgivning (Daves 'bønne-center' havde på dette tidspunkt udviklet sig til en menighed). Jeg planlagde min egen arbejdstid. Jeg blev lønnet godt. Jeg havde en ny bil og hus. Jeg havde prestige. Kort sagt, jeg havde det HELE (fra et verdsligt synspunkt). Og jeg kunne have beholdt det hele, hvis jeg bare havde bevaret min forrige position angående tungetale.

For at være ærlig, tænkte jeg ikke engang på, at gå på kompromis. Jeg tænkte mig ikke om to gange. Jeg ønskede mere end noget andet, at være ret foran Gud. Jeg var ligeglad om jeg så skulle blive hjemløs eller om jeg overhovedet fik noget at spise! Jeg ønskede fred med Gud og jeg ønskede at bevare den fred. Jeg vidste at jeg måtte sige op og at jeg aldrig kom tilbage igen, fordi denne gang gik jeg på grund af doktrinen og min samvittighed og ikke pga. følelsesmæssige årsager. (Selvfølgelig begik jeg i Daves og alle andres øjne, den utilgivelige synd. ”Hvad?! Benægte tungetale?? Det svarer til at benægte Helligånden! Hvad er der i vejen med dig?! Er du SKØR?!”).

Her var jeg så, med kone og 4 børn (vi har nu 6), og intet til at forsørge dem med. Hvad skulle jeg gøre? Jeg havde ingen anden træning, jeg kendte intet fag, jeg havde ingen eksamens-grad!

Tja, hvordan vi overlevede er ikke den historie jeg vil fortælle om nu. (For at gøre en lang historie kort, så tog Gud sig af os. Vi gennemgik nogle magre og ydmyge tider, men Gud tog sig stadig af os. Den forvandling af mit hjerte, som jeg havde gennemgået, havde lagt et nyt fundament for mit liv og forberedte mig til, at gå igennem hårde tider). Hvad jeg vil gøre nu, er at gå tilbage og gennemgå mine tanker, som fandt sted i løbet af de foregående to år, og som ledte mig til at forsage den karismatiske 'tungetale'-doktrin og til at bekende, at jeg havde været bedraget de sidste 20 år!

Lad os springe ud i det.

En af de første ting som fangede mit nyligt genoplivet tænkende sind var, at hvis alt jeg havde fået fortalt om 'tungetale' var sandt, og hvis det at bede i Ånden virkelig var synonymt med 'at bede i tunger', hvorfor ville nogen, så nogensinde, bede på nogen anden måde?? Hvorfor tage risikoen og bede kødeligt? (O.k., måske vil vi, i lydighed til andre dele af Skriften bede ”med vores forstand”, ved lejlighed, men vi ville sandelig minimere det. Når alt kommer til alt, ønsker vi jo ikke, at vores sind går i vejen for Helligånden!). Udfoldelsen af 'tungetale'-doktrinen, så sådan ud for mig, på det tidspunkt. Men det stemte ikke overens med mine nye erfaringer og det betød, at jeg skulle holde op med dette middel til vidunderlig åndelig fællesskab, som jeg havde fået med Gud. Noget var bare ikke rigtigt.

Det næste som faldt mig i øjnene, var at, mens jeg gennemlæste disse kapitler på ny (kapitel 12 til 14 i Første Korintherbrev), var at Paulus sagde ”Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde.” (1 Kor 13,1). Med andre ord, jeg laver bare støj, hvis jeg taler i tunger uden kærlighed.

Dette gjorde op med den idé, jeg havde fået lært, at du kunne bede i tunger når som helst, selv når du var faldet tilbage i synd og din kærlighed til Gud var blevet kold og så ville Helligånden 'opbygge' dig og hjælpe dig til at 'dræbe kødet'. (En af Daves favorit vers, var Rom 8,13: ”..., men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve”. Selvfølgelig gjorde Helligånden dette igennem at bede i tunger!).

Det første vers i kapitel 13, fik mig til at tænke, at den 'tungetale' folk praktiserer, ikke altid var inspireret af Ånden, fordi jeg selv kendte folk som 'talte i tunger' og levede i seriøs synd på samme tid. Hvordan kunne Ånden inspirere tungtale, som ikke beløb sig til mere, end et rungende malm og en klingende bjælde? Tja, du kan forestille dig mit svar – Det kunne Han ikke. Jeg ræsonnerede at Helligånden ikke var en der spildte sine ord. Det jeg mener er, at hvis Han forventer, at vi skal ”aflægge regnskab for ethvert tomt ord” (Matt 12,36), så ville han sandelig ikke selv, beskæftige sig med tomme ord. ”Hvad der er godt for gåsen, er godt for gasen”. Hvis ordene ikke gavner noget, hvis det kun er tomme ord, så var Helligånden ikke involveret i det. Så det første (tøvende) skridt jeg tog var, at al 'tungetale' ikke var ægte tungetale. (Argumentationen, der fik mig til det punkt, har muligvis ikke været fuldstændig sammenhængende, men det var ikke desto mindre min konklusion, og den var god). Med andre ord, ”alt som glimtede, var ikke guld”. Det var et stort skridt. Det var et kæmpestort skridt. Men jeg var ligeglad. På det tidspunkt, var jeg mere sulten efter sandheden, end jeg var efter at have ret. (Det er en egenskab, som karakteriserer alle sande kristne).

Det næste logiske skridt var at spørge, ”O.k. hvis al tungetale ikke er ægte tungetale, hvordan skelner en person så mellem de to? Hvad er kendetegnet for ægte tungetale? Hvad er det som gør pinsebevægelsens eller karismatisk tungetale forskellig fra fx mormonernes tungetale?”

Ved du hvad? Der var ingen der kunne svare mig. Det bedste svar nogen kunne give mig, var at sige at de stolede på en følelse de havde, første gang de talte i tunger. De vidste at det var af Gud, fordi de ikke på det tidspunkt, tænkte på tungetale og denne følelse, kom bare over dem. (Så det måtte have været fra Gud). Andre sagde at de tænkte på det, endda søgte det, og de vidste bare, at det var af Gud, fordi de følte sig skyndet til at tale. ”Wow”, sagde jeg til mig selv! ”Nu handler alt sammen om følelser! Hvilken forskel er der mellem det og verdens filosofiske system?” Tja, jeg fortsatte med at læse og håbede at jeg ville finde svaret i Skrifterne.

Det næste som faldt mig i øjnene, var hele sammenhængen i kapitel 14. I sammenhængen korrigerede Paulus menigheden. Han kom ikke med positive instruktioner til kirken, omhandlende en doktrin om bøn, i et for en selv og andre ukendt sprog. Han konstruerede ikke en åbenlys doktrin om privat bøn, i en for en selv og andre uforståelig 'tungetale'. Privat bøn var ikke emnet. Han korrigerede uorden i den offentlige forsamling af kirken.

Dette styrkede min tidligere konklusion om at ikke al tungetale var inspireret. Hvis den tungetale, som blev talt i Korinther-menigheden, var uordentlig, ville de ikke have været direkte inspireret af Ånden. Kan Ånden inspirere noget, som er i uorden.

Dernæst måtte jeg stille mig selv det spørgsmål, hvilken natur havde korinthernes tungetale? Var det hedensk tungetale (nogle hedenske grupper taler uforståeligt vrøvl, ganske ligesom moderne tungetalere gør), som nogle hævder? Det kunne ikke være sagen, fordi jeg måtte tro at hvis det var tilfældet, så ville Paulus uden tvivl have fordømt det. Paulus ville ikke have tilladt et hedensk ritual, at foregå i den kristne kirke. Og siden han godkendte tungetalen, så længe, at der var en udlægger tilstede, så kunne det ikke have været hedensk eller dæmonisk tungetale. Hvilken tungetale, kunne det så have været?

Det næste jeg bemærkede var, at jeg ikke kunne finde der hvor Paulus gjorde den almindelige skelnen, som pinsefolk/karismatikere gør i dag, at nogen tungetale, kun er til privat brug, mens andre er til offentlig brug (til at blive udlagt).

Jeg gik baglæns til kapitel 12 og begyndte at læse mere af sammenhængen. Jeg gjorde store øjne, da jeg så Paulus analogi med det menneskelige legeme. Hele legemet er ikke et øje eller en hånd eller et øre. Hvis det var – hvis det hele var et lem (altså, hvis alle havde den samme gave), hvor ville legemet så være?! Jeg så at Kristi legeme, var et legeme bestående af forskellige lemmer, ganske ligesom det menneskelige legeme, og at hvert lem har en forskellig gave eller formål eller funktion!

”For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus” (1 Kor 12,12).

Et legeme består heller ikke kun af én del, men af mange. Siger foden: »Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke til legemet,« er den dog alligevel en del af legemet, og siger øret: »Jeg er ikke øje, altså hører jeg ikke til legemet,« er det dog ligefuldt en del af legemet. Var hele legemet øje, hvad blev der så af hørelsen? Og var det hele hørelse, hvad blev der så af lugtesansen? Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det. Hvis det hele kun var én legemsdel, hvad blev der så af legemet? Men nu er der mange [forskellige] lemmer, men ét legeme (1 Kor 12,14-20).

”I er Kristi legeme og hver især hans [forskellige] lemmer” (1 Kor 12,27).

For ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver, således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer. Vi har forskellige nådegaver, alt efter den nåde, vi har fået ...” (Rom 12,4-6).

Og alle disse forskellige gaver og funktioner samarbejder om, at opbygge hele legemet. De individuelle gaver er lagt i legemet for det fælles gode (altså, alles gode), ikke for den enkelte.

”Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn” (1 Kor 12,7).

(”Hmm”, sagde jeg. ”Dette lader ikke megen plads tilbage til doktrinen, om en såkaldt tungetale-gave til personlig/privat brug”. Jeg ved det, jeg ved det, nogle kan komme med det argument, at hvis du personligt bliver opbygget, så er du mere duelig til, at være en velsignelse for legemet som helhed. Men Skriften antyder, at gaven i sig selv, er direkte gavnlig for legemet).
Mens jeg fortsatte min læsning (over flere måneder), fandt jeg, at Paulus stillede det retoriske spørgsmål i kapitel 12, vers 30: ”Kan alle tale i tunger?”. Det åbenlyse svar var NEJ!! (”Hvad?! Dette modsiger alt, hvad jeg havde lært! Hvor vil han hen med, at antyde, at ikke alle taler i tunger?! Hvor vover han!”).

Moderne pinsefolk og karismatikere har for sædvane, at sige, at Paulus her kun talte om dem, som var kaldet til at tale i tunger offentligt. Ja, jeg er enig, det er åbenlyst hvad Paulus taler om her – offentlig tjeneste. Men jeg kunne ikke finde der, hvor Paulus skelnede mellem tungetale til offentlig brug (eller tjeneste), og tungetale til privat brug. Jeg kunne ikke finde nogetsteds, hvor Paulus modererede sin udtalelse og sagde, ”imidlertid, taler alle i tunger i privat bøn” (eller, ”alle har – eller bør – have tungetalens gave til privat bøn”). Det er der bare ikke. INTETSTEDS etablerer Paulus (eller nogen anden nytestamentlig forfatter) en doktrin om, at bede privat i en ny, ukendt og uforståelig for en selv og andre 'tungetale' – for nogen som helst.

Jeg fortsatte med at læse – og bede (forståeligt), jeg ønskede desperat at begribe (forstå) naturen for den tungetale, som Paulus talte om og betydningen af bestemte udsagn, som Paulus kom med i kapitel 14, der historisk set har været brugt, som grundlag for den moderne doktrin.

Et eller andet tidspunkt i min vandring (jeg er ikke sikker på hvornår, helt nøjagtigt), blev jeg konfronteret med pinsebevægelsens og den karismatiske bevægelses (herefter PK's), definition af ”ånd”. PK definere ”ånd”, som en slags irrationel, overjordisk essens, eller aspekt af vores væsen, adskilt fra vores forstand, som Helligånden kommunikerer 'tungetale' til, og som Helligånden 'opbygger'. Hvor de får dette fra, ved jeg ikke. Hvorfor jeg accepterede det, ved jeg ikke. Sandsynligvis, fordi så meget af det jeg tænkte om Gud, på det tidspunkt, ikke gav nogen mening, og jeg tænkte bare, at religion ikke skulle give nogen mening. (Hvor tog jeg fejl. Kristendom er den mest fornuftige ting på jorden. Hvor om alting er, lad os vende tilbage til konceptet for 'ånd');

Ånden henviser til det indre, immaterielle, ultimative, rationelle, moralske, bevidste selv. Ånden er generelt alle disse ting. Det er selvsamme ting, som gør mennesket, der er skabt i Guds billede, til den skabning som han er. Ånden er sæde for hans intelligens og personlighed. Det er det som giver hans sind eksistens. Der er ikke nogen sådan ting, som en kommunikations-kanal adskilt fra sindet.

Ånd bliver ofte brugt synonymt/ombyttelig med 'sjæl' eller 'hjerte'. At 'bede' eller 'tale', med ånden, eller i Ånden, er ikke at bede tankeløst eller uforståeligt. Det er det eksakt modsatte! Se på Gud. Han er ånd – Han er ÅNDEN – og Han er det mest rationelle og intelligente Væsen i universet. Han er ren og skær fornuft og intelligens. Og Han handler aldrig uforståeligt for Sig Selv.

Overvej 1 Korintherbrev 2,11:

For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud”.

Min ånd kender mine tanker. Når min ånd beder, så er det mig, der (bevidst og forståeligt) beder. Jeg ved hvad min ånd beder, fordi min ånd er mig (med alle mine rationelle sanser).

Ligeledes, Guds ånd kender Guds tanker. Igen, Gud er ånd, Han er ren ånd, og han er ikke tankeløs. Der findes ingen adskillelse af Hans sind fra resten af Hans væsen.

Bøn bliver aldrig repræsenteret i Bibelen som værende tankeløst. (Det trodser definitionen af bøn. Bøn er samtale med Gud. Hvordan kan vi samtale adskilt fra vores sind?) Det udspringer altid fra ånden (eller hjertet), hvilket er en gennemgående del af vores intelligente og rationelle/moralske menneskelige natur. Bare at udtale ord, udgør ikke bøn (for slet ikke at tale om uforståelige lyde). Hvis det var tilfældet, kunne jeg optage min egen bøn på bånd, og så genspille det igen og igen, så at jeg på den måde kunne bede mere.

At være i Ånden – at vandre i Ånden – er ikke at omgå eller tilsidesætte sindet. Det er at bruge sindet ordentligt. Det er at vandre med vores sind, under indflydelsen af og i underordning til, Guds Ånd. (Gud befaler os at bruge sindet – og at elske Ham med hele vort sind (hjerte) se 5 Mos 6,5 & 11,13, ikke at tilsidesætte det). Sådan er det også med bøn i Ånden. Bøn i Ånden, er bøn ledet under indflydelse af og i underordning til Helligånden.

At bede eller vandre i Ånden, er at tænke på de ting som er af Ånden. Moderne karismatisk 'tungetale' (kaldt sådan med urette), giver ikke sindet noget som helst at tænke på. Det er volapyk.

Her nogle kommentarer fra andre kilder angående emnet sjæl versus ånd:

Fra bogen Hvorfor vi tror af James H. Jauncey

”Hvad er sjælen?”:
”Udødelighed afhænger af eksistensen af sjælen. Lykkeligvis er der ikke noget problem med det. Sjælen er simpelthen det navn vi giver til den immaterielle del af os selv og er i den forstand synonymt med 'ånd'.

Siden begge disse ord bliver brugt med forskellige meninger i forskellige sammenhæng i Bibelen, må vi være påpasselige. 'Sjæl' kan henvise til liv eller følelserne, så vel som til vort væsens ikke-materielle element. 'Ånd' kan henvise til sindets attitude eller viljens magt og bliver ofte brugt ligesom ordet 'spøgelse' [ghost].

Fordi Jesus henviste til den to-foldige opdeling af mennesket (legeme og sjæl), og Paulus talte om en tre-foldig opdeling (legeme, sjæl og ånd), har nogen antydet at der foreligger en modsigelse. Men der er ingen modsigelse. Sådanne klassifikationer er kun for undervisningens fordels skyld og havde ikke til hensigt, at være absolutte opdelinger.

Der er ingen tvivl om, at der findes en ikke-materiel del af mig, min personlighed, kærlighed, håb, frygt, kultur og sind. Der er et essentielt 'mig', som har varet ved, igennem en livstid af legemlig forandring. Vi kan ikke definere hvordan det er relateret til mit legeme, eller mit legeme til det, men det er der. Når vi giver det et navn, er det 'sjæl' eller 'ånd'.

Spørgsmålet om hvorvidt jeg har en sjæl eller om jeg er en sjæl, er akademisk. Begge kan være sande, afhængigt af hvordan vi ser det. Siden der er en ikke-materiel del i mig, kan jeg sige, at jeg har den, men siden det er den eneste permanente del af mig, er jeg den. Sjælens udødelighed, betyder faktisk min udødelighed.”

Fra Blue Letter Bible:

d. Er der en bevidst og væsentlig forskel mellem sjæl og ånd her [Heb. 4:12]?

i. Der er en forskel; ”Det Nye Testamentes brug af pneuma for den menneskelige ånd, fokuserer på det åndelig aspekt af mennesket, fx hans liv i relation til Gud, hvorimod psyche henviser til menneskets liv uanset hans åndelige erfaring, fx hans liv i relation til sig selv, hans følelser og tanker. Der er en stærk modsætning mellem de to i Paulus teologi. (Guthrie)

ii. Dog, i denne passage, ”Forsøg på, at forklare [disse ord] på en psykologisk basis, er nytteløse. Det er et poetisk udtryk og angiver at ordet trænger igennem, til det allerinderste af vores åndelige væsen, som et sværd skærer igennem legemets marv og ben. (Vincent)”

Her er nogle flere af mine egne tanker:

Ordene ånd, sjæl, hjerte og sind, har alle en semantisk rækkevidde. Nogle har en længere, andre en kortere. Fra tid til anden kan de bruges synonymt. Andre gange, bruges den ene frem for den anden, for at understrege et særligt aspekt/side af mennesket.

Baseret på et bibelstudium, kan ordene betyde:

Sind: tanker, intellekt, menneskets rationelle kapacitet.
Sjæl: hele menneskets personlighed, komplet med tanker, følelser, vilje,
intelligens og rationalitet etc.
Ånd: Enten synonymt med 'sjæl', eller brugt som reference til natur eller ulegemlig væsen.
Hjerte: Center for menneskets moralske struktur, komplet med vilje, intellekt og hengivenhed.

Håndteringen af den fejlagtige karismatiske definition af 'ånd', var en hovedfaktor, i at fordrive den tåge der lå over mange af Paulus udsagn i kapitel 14.

Et andet problem som blev åbenlyst og som jeg blev nød til at håndtere, var den måde hvorpå PK definerede legemets (kirkens) funktion og Åndens individuelle 'gaver'. Ifølge dem, var alle 'Åndens gaver' overnaturlige gaver.

En ven foreslog mig at det muligvis ikke var tilfældet. Måske det ikke var alle 'gaverne', der var overnaturlige, i det mindste i samme betydning. Jeg undersøgte dette og se engang, Skriftens vidnesbyrd så ud til at understøtte dette. (Det faktum, at mirakuløse gerninger blev opremset som en særlig gave i kapitel 12 vers 10 [KJV] antydede, at nogle af de ting som foregår i legemet med hensyn til opbyggelse og vækst af legemet selv, ikke er mirakuløse, igen, i det mindste i samme betydning.
Peter henviser til 'tjene' og 'tale'-'gaver' i 1 Pet 4,11. Paulus henviser til 'undervisnings', 'formanings', 'give' og 'forstander', 'gaver', samt den gave at 'øve barmhjertighed' i Rom 12,6-8. Er 'formaning', 'undervisning' og 'at give' alle mirakuløse gaver? (Der kan henvises til andre eksempler fra det Gamle Testamente, om gaver/talenter, som Gud specifikt siger, at Han placerer i mennesker – gaver/talenter, som normalt ikke anses for at være 'mirakuløse').

Hvorfor, kan vi se, ved bare at tage et kig på det selskab, som Paulus placerer 'forskellige slags tungetale' i, i slutningen af kapitel 12: 'at hjælpe' og 'at lede'. Anser vi normalt disse, for at være 'Åndens overnaturlige gaver'? Det er dog i det selskab, Paulus placerer 'forskellige slags tungetale' i, som vigtige gaver og funktioner i Kristi legeme!

Selv kapitel 14 understøtter idéen om, at den 'tungetale' Paulus taler om, er menneskelige sprog, lært på naturligvis. Se på vers 20 til 22, hvor Paulus henviser til israelitternes fjenders 'tungetale' [Oversat fra 'heteroglossos', fremmede tunger]. (Rent faktisk er der ikke blot tale om, at kapitlet understøtter, men meningen er åbenlys her. Og med sådan en åbenlys definition af 'tungetale', lige midt i det omstridte kapitel, hvilken ret har vi så til at være tvetydige omkring udtrykket?).

Disse fjender kom, med deres 'fremmede' tungetale, imod israelitterne, som Guds måde at dømme dem på, for deres synder. Og deres 'tungetale', var åbenlyst ikke overnaturlig. Det var deres normale, naturlige, modersmål.

Du vil også opdage, at Paulus fortæller medlemmerne af kirken, som talte i tunger, at de blev nød til at finde en tolk, ellers måtte de tie stille (1 Kor 14,27-28). Svar mig nu på dette, hvis Helligånden var den direkte igangsætter, af denne tungetale, ville Paulus så blive nød til, at fortælle kirken, at de måtte finde en tolk til Helligånden? Ville Helligånden ikke vide det? Ville Helligånden ikke vide, om der var en tolk tilstede? Ville Helligånden ikke vide det, hvis han skulle give udlægningen til en eller anden? (Bedre endnu, hvis Helligånden ønskede at kommunikere med hele forsamlingen, og Han havde for vane, at uddele nye sprog, hvorfor gik Han så den lange vej? Hvorfor inspirerede Han ikke bare beskeden, i et kendt tungemål, til at begynde med? Jeg ved det, jeg ved det, nogle vil argumentere for, at Helligånden kan have sine begrundelser for, at gøre det på den måde, som vi ikke kender til. Fx at få folk til at bruge deres tro, men alligevel, det giver ingen mening for mig.

Nej, ved en grundig gennemgang af hele kapitlet – med det mål, at give Paulus (for ikke at nævne Helligånden, som inspirerede ham), nok respekt for, at hvad han sagde var sammenhængende, logisk og intelligent - er den eneste konklusion, som giver meningen, for kapitlet som en helhed, at Paulus henvendte sig til folk, som talte deres eget modersmål, tungemål, som ingen andre forstod.

Dette vil jeg demonstrere om et øjeblik, ved at tage et kig på kapitlet, vers for vers. Men lad mig først sige et par ting mere.

Overvej de hedenske nationers flersprogede kultur som en helhed. Ville den naturlige evne til, at tale mere end et sprog, ikke være meget værdifuld og kunne blive brugt stort til opbyggelse af Kristi legeme – da det ville betyde, at de Gode Nyheder om Frelsen i Jesus Kristus, kunne blive forkyndt til flere mennesker? Var en af årsagerne (hvis ikke hovedårsagen), til at Paulus blev valgt som en apostel (Apostelen – til den koloenorme hedenske befolkning), at han på naturligvis, var så godt uddannet og kendte Skrifterne? (Hvorfor brugte Gud ikke, en eller anden overnaturlig måde, frem for en naturlig måde?) Hvem brugte Gud til, at skrive de fleste af brevene i det Nye Testamente? Var det ikke den normalt uddannede Paulus, som talte aramæisk, græsk og hebræisk på naturlig vis og hvem ved, hvor mange andre sprog, eller var det en af de uuddannede fiskere?

Hvis tungetale, er den overnaturlige gave, som alle påstår den er, hvordan kan det så være, at du aldrig har hørt om nogen, som nogensinde er blevet begavet med den overnaturlige evne, i denne hensende, til det formål, at evangelisere seriøst? Fra de tidlige kirkefædre, helt til vores tid, hører vi ikke om noget sådant. Det ser for mig ud til, givet at Gud ønsker at evangelisere verden, at hvis dette virkelig var gaven, som den postuleres at være, at en eller anden (i det mindste én person), ville have fremstået, i løbet af årene, som et eksempel og vidnesbyrd, på sådan en gave. Imidlertid finder vi ikke noget sådant vidnesbyrd.

Tværtimod, vi finder vidnesbyrd om tidlige pinsefolk, som troede, at de på overnaturlig vis, kunne tale på andre nationers tungemål, som vendte skuffede hjem.

Ærligtalt, jeg tror at kirken har ramt ved siden af, i stor udstrækning, når det kommer til forståelsen af Paulus kommentarer i 1 Korintherbrev 12-14, angående åndelige ting.

For det første, jeg tror vi har en tendens til, at have en simpel definition af 'kirke'. Vi plejer at tænke på 'kirken', som en lokal forsamling inden for fire vægge, mens den sande kirke, rent faktisk udgøres, af alle sande kristne, som lever på nuværende tidspunkt og de som nogensinde har levet (og vil leve).

efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn” (Ef 3,15).

Enhver sand kristen i Himlen eller på jorden, er en del af kirken.

Så når Paulus siger: ”Og i kirken har Gud sat nogle til at være for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, endvidere nogle med kraft til at gøre mægtige gerninger, endvidere nogle med nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at lede, til forskellige slags tungetale” (1 Kor 12,28), taler han om kirken, SOM HELHED. Han siger ikke, at Gud sætter alle disse forskellige 'gaver', 'tjenester' og 'funktioner' i enhver lokal kirke. De behøver endda ikke, alle sammen, at eksistere på jorden, på samme tid. Tag apostlene foreksempel. Jeg tror ikke at vi har apostle i alle generationerne. Apostlene var fundamentet for kirken (se nedenstående vers). Når du bygger et hus, lægger du så fundamentet (igen), ved hvert stadie i byggeriet?

Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand. I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten” (Ef 2,19-20).

Hvorfor så korinther-menigheden hen til den fjerne Paulus, som en apostel, hvis de havde deres egne bosiddende apostle?

Selvom vi muligvis ikke har, 'nogle med kraft til at gøre mægtige gerninger [mirakler]' eller 'apostle' hos os i dag (hypotetisk set), drager vi som kirke, stadigvæk gavn af fortidige tjenester af denne natur, så vel som vi drager gavn af de tegn og undere, som Gud forvoldte hos egypterne igennem Moses. Vi drager stadig nytte af apostlen Paulus tjeneste, på en STOR måde.

Siden Kristi tid, har kirken draget vidunderlig nytte, af de, der havde evnen til at tale og oversætte/udlægge andre sprog. Hvor ville vi være i dag uden disse naturlige gaver? Jesus talte sandelig ikke på engelsk. (Lidt senere, siger jeg mere om denne pointe, omkring, at alle 'gaverne' er overnaturlige).

En anden misforståelse mange har omkring denne del af Skriften, er at Paulus gav en endegyldig liste af alle 'Åndens gaver'. Det var ikke Paulus pointe. Hvad med alle de 'gaver' jeg nævnte før, som vi finder i Rom 12 og 1 Pet 4? Hvad med Ef 4 og de 'evangelist' og 'hyrde' gaver/tjenester?

Paulus pointe var simpelthen at vise, at der fandtes en mangfoldighed i legemet og for at fortælle dem han skrev til, at alle gaver, og tjenester, og funktioner, var vigtige for kirken og skulle bruges på en måde, der opbyggede kirken.

En anden ting som overses, er det faktum, at Paulus ikke bare opremser en liste af 'gaver' i kapitel 12. Paulus siger ikke, ”Om Åndens gaver, brødre, ...” Ordet 'gaver' findes ikke i grundteksten. Det blev tilføjet af oversætterne. To andre steder, bliver ordet, der her er oversat 'Åndens', oversat til 'åndelige TING' (1 Kor 2,13 & 9,11 – 1933-udgaven). Jeg mener, at dette ville have været en bedre oversættelse i dette tilfælde (dog indrømmer jeg, at jeg ikke er nogen professor i græsk). Paulus taler om åndelige TING. Han taler om kirkens åndelige funktion.

Paulus siger, ”... jeg [vil] ikke holde jer i uvidenhed. I ved, hvordan I viljeløst blev drevet med til de stumme afguder, dengang I var hedninger” (1 Kor 12,1-2). Implikationen er, at Guds Ånd, har noget at SIGE, noget meningsfyldt at sige, (ikke volapyk, volapyk er lige så skidt, som de stumme afguder). Ånden 'virker' også, i modsætning til de stumme, døde, livløse afguder, fra deres fortid. Helligånden benytter sig af forskellige måder, metoder og tjenester, til at få spredt Guds Ord, men det er ultimativt Guds Ord, som vi lever af og bliver opbygget af.

Paulus fortsætter med udtrykkeligt at sige, at der er ”forskel på nådegaver” (v. 4), ”forskel på tjenester” (v. 5), og ”forskel på kraftige gerninger” (v. 6). Hvorfor har vi overset 'tjenester' og 'gerninger'?

'Tjenester' kommer fra det ord, som vi får vores ord 'menighedstjener' fra. Det henviser til service eller tjeneste. Det er det samme ord, brugt i ApG 6, i forbindelse med tjenesten af de syv velanskrevene mænd ”fyldt af ånd og visdom” (ApG 6,3). Vil du fortælle mig, at den tjeneste ikke var en manifestation af Ånden??

'Gerninger' henviser til et 'arbejde'.

Så hvad har vi? Vi har Paulus der med andre ord siger, at der er forskellige slags (variationer) af gaver, forskellige slags service eller tjeneste, og forskellige måder at arbejde på (eller forskellige måder Gud arbejder på). Så hvem skulle sige, at 'forskellige slags tungetale' nødvendigvis er en 'gave'. Siger Bibelen eksplicit det, nogetsted?

Det kunne simpelthen være en slags tjeneste eller service. Er 'at hjælpe' og 'at lede', ikke typer af service og tjeneste (altså, 'tjenester' i modsætning til 'gaver')? Er 'apostel'- og 'profet'-gerningerne ikke også tjenester, i modsætning til gaver? Igen, disse 'tjenester' er det selskab, som Paulus opremser 'forskellige slags tungetale' i, nær slutningen af kapitel 12. Hvad med 'lærere'? Tænker vi normalt at lærere, er en overnaturlig gave?

Kan kirken, Kristi legeme, overleve alene på det mirakuløse og overnaturlige? Omfatter den ikke, en kombination af mirakuløse og naturlige funktioner og/eller tjenester? Det mente apostlene sandelig, da de bød folket, ”Find derfor blandt jer selv, brødre, syv velanskrevne mænd” (ApG 6,3), til at varetage den ”daglige uddeling [på græsk, diakonia]” (ApG 6,1). Det samme græske ord, 'diakoni', ses igen i ”forskel på tjenester” i 1 Kor 12,5. De anså denne 'uddeling', som en vigtig og ja, endda en 'åndelig ting', siden de stillede som betingelse, at disse mænd skulle være ”fyldt af ånd og visdom” (ApG 6,3).

Jeg hævder, at det levende, åndende, fungerende Kristi legeme ER sammensat af mange forskellige lemmer (og gaver) – både naturlige og overnaturlige. Jeg hævder også, at ”forskellige slags tungetale” (1 Kor 12,28), simpelthen henviser til anvendelsen, af forskellige sprog, af visse folk, som Gud sætter i kirken – til kirkens gavn (ikke for nogen enkeltpersons gode). Det er en tjeneste (eller en 'funktion' eller service), som opbygger Kristi legeme, ved at hjælpe til med, at bygge bro mellem folk med forskellige sprog. Det samme med hensyn til udlægningen af tungetale.

De uomtvistelig fakta er:

”Den internationale handels-by, Korinth, fra oldtiden, havde en meget usædvanlig beliggenhed – på den tynde landtange, i det centrale Grækenland, mellem de to meget større landmasser Nord Grækenland og Syd Grækenland og også mellem Adriaterhavet og det Ioniske Hav mod vest og det Ægæiske Hav mod øst. Korinths beliggenhed, var således meget lig Panama City i den nye verden – på den tynde Mellemamerikanske talje, mellem de to kontinenter Nord Amerika og Syd Amerika, og også mellem Stillehavet mod vest og Atlanterhavet mod øst.

I det internationale handelscenter, Panama City, bliver der i dag, regelmæssigt talt mindst tyve forskellige sprog. Ligeledes i det ældgamle Korinth. Der måtte ingen, af de forskellige fremmede sprog, blive talt i løbet af gudstjenesten, i korinthermenigheden – med mindre de blev oversat. Hvis de blev brugt, så skulle disse fremmede sprog, altid oversættes til den korinthiske dialekt – så at alle tilstedeværende kunne forstå, den besked der blev givet.

Ifølge de tidligst eksisterende kommentarer – dem fra år 185 e.Kr. af Irenaeus og fra år 190 e.Kr. af Clement fra Alexandria – var korinthernes tungetale helt klart sproglige (og derfor ikke ekstatiske). Det samme gør sig gældende for Origenes, Eusebius, Athanasius, Gregor af Nazianz, Gregor af Nyssa, Basilios, Hilarius, Hieronymus, Chrysostomos, Epifanes, Augustin, Theodoret, Vincent, Leo, og Gregor den store. Ligesåvel for Thomas Aquinas, Martin Luther, og John Calvin. Ligeledes for Matthew Henry, Lange, Plumptre, Meyer, Alford, Buswell, E.J. Young, Morton H. Smith, Robert Reymond, Richard Gaffin, Leonard Coppes, og Francis Nigel Lee. Minsandten om ikke også nogle (Neo-)pinsefolk selv, – såsom Harald Bredesen, Carl Brumback, Howard Carter, David J. DuPlessis, Donald Gee, Harold Horton og Oral Roberts – også medgiver denne pointe” (Ældste og professor Francis Nigel Lee, Queensland Presbyterian Theological Hall, Brisbane, Australien, Maj 1990. Tungetale ved Korinth: Sprog ikke ekstatisk ytringer [Tongues at Corinth: Languages, not Ecstasies!).

Så mine brødre, hvor er vi så henne nu? (Jeg har ingen kommentarer angående resten af kapitlet). Hvor findes denne moderne doktrin for, at tale uforståeligt vrøvl ('at tale' offentligt ELLER 'bede' privat), med (såkaldte) 'ord', som vi ikke forstår?! Hvor spørger jeg?! Det findes bare ikke i Bibelen.

Sandheden er, at PK's-doktrin, om moderne 'tungetale' (volapyk), er et svindelnummer, et bedrag fra djævelen, udformet således, at vi tror vi har noget åndeligt, når det ikke er tilfældet. Designet til at give os en falsk trykhed, og gøre frugtesløse hjulspind, mens ægte inspiration fra Ånden venter på os.

Doktrinen, er en 'hav det godt' doktrin. Den får os til at have det godt med, vores (angivelige) relation med Gud. Den giver os en følelse af sikkerhed, at vi på en eller anden måde, er i kontakt med Ham – specielt når vi synder (!!!! - Hvor forfærdeligt, at vi skulle finde en måde, at have det godt på, når vi synder!).



Original af Robert J Borer