torsdag den 27. oktober 2011

Er Allah Guds navn?

Allah er navnet for den eneste Gud i islam. Allah er et præ-islamisk navn, der kommer fra det sammensatte arabiske ord Al-ilah, hvilket betyder Guden, hvilket stammer fra al (den) ilah (guddom).

"Al-ilah" blev brugt som en generel titel for hvilken som helst gud, der blev anset for at være den højeste gud. Forskellige arabiske stammer brugte "Allah" til at henvise til deres personlige højeste gud. "Allah" blev tilbedt i Ka'baen i Mekka af arabere før Muhammeds tid. Det var tidligere navnet for den højeste gud iblandt de mange afguder (360) i Ka'baen i Mekka, før Muhammed gjorde dem monoteister. Historikere har påvist at måneguden kaldet "Hubal" var den gud araberne tilbad i Ka'baen og at de brugte navnet "Allah" når de bad.

I dag er en muslim en som underkaster sig Guden Allah.

Islam betyder underkastelse til (Allah), men oprindeligt betød det, den styrke som karakteriserede en ørken kriger, som når den stod ansigt til ansigt med umulige odds, ville kæmpe til døden for sin stamme. (Dr. M. Baravmann, The Spiritual Background of Early Islam, E. J. Brill, Leiden, 1972)

Mange tror at ordet "Allah" stammer fra det mellemøstlige ord "el" hvilket i ugarittisk, kana'anittisk og hebræisk kan betyde sand eller falsk Gud. Dette er ikke korrekt, "Kilden til denne (Allah) går tilbage til præ-muslimsk tid. Allah er ikke et generelt navn der betyder "Gud" (eller en "gud", og en muslim må bruge et andet ord eller form, hvis han ønsker at give udtryk for en anden end hans egen særlige guddom." (Encyclopedia of Religion and Ethics (ed. Hastings), I:326.)

Ifølge Encyclopedia of Religion, svare Allah til den babylonske gud Baal, og araberne kendte til ham, længe før Muhammed tilbad ham, som den ypperste Gud. Før islam anerkendte araberne mange guder og gudinder, hver stamme havde deres egen guddom. Der var også naturguddomme. Allah var guden for den lokale stamme Quarish, hvilken var Muhammeds stamme, før han opfandt islam, til at lede hans folk væk fra deres polyteisme. Allah var da kendt som måneguden, som havde 3 døtre, som blev anset for at gå i forbøn til Allah for folket. Deres navne var Al-at, Al-uzza, og Al-Manat, hvilke er tre gudinder; de første af Allahs to døtre havde femmine former af navnet Allah. Hubal var den øverste Gud i Ka'baen blandt 360 andre guddomme. Hubal var en statue der lignede en mand, hvis krop var lavet af dyrebare røde sten og arme af guld. (Reference Islam George Braswell Jr.)

"Historikere som Vaqqidi har sagt at Allah faktisk var den øverste af de 360 guder som blev tilbedt i Arabien, på den tid Muhammed kom på banen. Ibn Al-Kalbi gav 27 navne på præ-islamiske guddomme... Det er tankevækkende, at der ikke er mange muslimer som vil acceptere, at Allah, allerede blev tilbedt i Ka'baen i Mekka af arabiske hedninge, før Muhammeds tid. Nogle muslimer bliver vrede når de bliver konfronteret med dette faktum. Men historien er ikke på deres side. Præ-islamisk litteratur har bevist det." (G. J. O. Moshay, Who Is This Allah? (Dorchester House, Bucks, UK, 1994), s. 138).

Historien viser at Mekka og den hellige sten Ka'baen var hellige steder for de præ-islamiske hedenske arabere. Ka'baen i Mekka hed tidligere Beit-Allah, der betyder Allahs hus. Vi bliver fortalt at det først blev bygget i himlen. Dette er i modsætning til hvad Moses blev instrueret om at bygge, noget der er overset af mange muslimer, når de læser Bibelen.

Koranen fortæller os at Muhammed drev de andre afguder væk; han gjorde en Gud, nu den eneste gud og han var dens budbringer. Han beholdt Ka'baen som et helligt, indviet sted og bekræftede at den sorte sten havde magten til at fjerne menneskets synd. Han forpligtede enhver troende til at gøre en pilgrimsrejse til stenen, mindst en gang i livet (Sura 22,26-37). Ingen af de hellige i det Gamle Testamente, gjorde nogensinde en pilgrimsrejse til Ka'baen og kyssede dens sorte sten, til trods for historierne om at Abraham og Ismael genopbyggede den.

Muhammed brugte navnet Allah, hvilket tidligere var navnet på en specifik afgud, uden nogensinde at adskille det fra den afgud folkene i Mekka allerede tilbad. Dette var en ændring i den tidligere tilbedelse, men aldrig et komplet brud. Han påbød aldrig folket at stoppe deres tilbedelse af den forkerte Allah, og tilbede den rigtige. Det kan godt  være monoteisme og på samme tid tilbedelsen af en anden Gud end den Bibelske Gud.

Al-Lat hvilket er et T for enden af navnet Allah, blev repræsenteret af en kvadratisk sten, hvis største helligdom var i byen Taif. I helligdommen var der en sort sten i byen Qudayd mellem Mekka og Medina. Hun var gudinden for tro, et kvindeligt modstykke til Allah. Al-uzza var gudinden i øst Mekka. Det er fortalt at der blev ofret mennesker til hende og islamisk tradition fortæller en historie, hvor Muhammeds bedstefar var lige ved at ofre hans søn, Muhammeds far, til hende. Det som forhindrede dette, var at han opsøgte en sandsigerske, som fortalte ham, at han måtte købe sin søn fri, for et hundrede kameler. Muslimer ser dette som Allahs vilje, for at Muhammed skulle blive født (Reference Muhammad husain haykal, Hayat mohammed).

"Navnet Allah, som koranen selv er vidne på, var velkendt i det præ-islamiske Arabien. Både det og dets feminine form, Allat, er ofte fundet mellem guddomsnavne i inskriptioner fra Nord Afrika." (Arthur Jeffrey, ed., Islam: Muhammad and His Religion (1958), s. 85.)

Muhammeds fars bogstavelige navn er på arabisk Abd Allah og hans onkels navn Obred Allah. Disse navne viser Muhammeds families hedenske rødders hengivenhed og beviser også at Allah var en del af et polyteistisk afgudssystem, før Allah blev gjort den suveræne og eneste gud, blandt de andre Guder.

Dette bør være tilstrækkelig bevis for de præ-islamiske rødder for navnet Allah for muslimen. Husk på, at det var hedninger der brugte dette navn. Han beholdt hans families navn, frem for alle de andre navne. Muhammed havde gode intentioner, ved at fjerne folk fra deres polyteistiske afgudsdyrkning, imidlertid gik han ikke langt nok med hans reform.

Mekka var stedet hvor afguden Allah var lokaliseret, så folk ville bede med ansigtet i den retning. Før islam ville folk bede 5 gange om dagen, med ansigtet mod Mekka (The Encyclopedia of Islam s. 303). Før islams begyndelse, brugte hver af de arabiske stammer Allah, til at henvise til hver deres højeste gud. Dette er derfor Hubal, måneguden, (også kendt under andre navne) var det centrale fokus for bøn i Ka'baen og folk bad til Hubal og de brugte navnet Allah. Halvmånen var symbolet for måneguden Allah (Hubal) og bliver stadigvæk brugt som symbol i islam, den dag i dag (selvom de har ændret betydningen til at være - fra Mekka til månen, vil islam udbrede sig). I dag er der sjældent en muslim som kender til dens ældgamle oprindelse. Historien har nedfældet den som et ældgammelt hedensk symbol på frugtbarhed, som findes overalt i Mellemøsten. Muhammed smadrede alle afguderne som førte folket ind i afgudsdyrkning, men den sorte sten blev bibeholdt, denne fortsætter muslimer med at kysse i dag. Dette var en anden praksis som gik før Muhammed.

For muslimen er Gud strengt én, alt seende, alt hørende, almægtig, Han er den første og den sidste. Det der er anderledes er, at han ikke har nogen Søn og han kan ikke kan kaldes for Fader.

Ud af de 99 navne for Gud i islam, er ingen af dem "Fader" eller har en personlig bibetydning. Forskellen bør ikke overses. Bibelens Gud er personlig. Islam fremstiller Gud som en man ikke kan kende personligt. Ingen muslim ville nogensinde overveje at have en personlig relation med ham, ved at tale til ham og elske ham. Jesus derimod, underviste kristne i at bede "Vor Fader, du som er i himlene" (Matthæusevangeliet 6,9). Igennem det Gamle Testamente, var Gud virkelig for profeterne, som hørte ham tale til dem personligt og de talte med ham. "Har vi ikke alle den samme fader? Er det ikke den samme Gud, der har skabt os? Hvorfor er vi da troløse mod hinanden og bryder vore fædres pagt?" (Malakias' Bog 2,10)

I islam angiver nogle, at hvis man memorerer de 99 navne for Allah og gentager dem, så vil man komme i paradis, fordi de giver den troende kraft, gør dem bevidste om Gud. Hverken Koranen eller Hadith taler om disse navne på sådan en måde. Suraerne i Koranen begynder med "I den nådige og barmhjertige Guds [Allahs] navn". Dog i praksis er islams gud fremstillet som streng og hård, barmhjertig overfor dem som gør det rigtige og ubarmhjertig med dem der ikke gør.

Muslimer påstår at navnet Allah findes i Bibelen. Dette er ikke anderledes end hvad Jehovas Vidner gør med navnet Jehova. Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud bliver kaldt for 'Jahve', (2 Mos 3,15). Allah bliver ikke kaldt Javhe én eneste gang i Koranen og Javhe bliver heller ikke kaldt Allah i Bibelen. Så de kan ikke være den samme Gud. Ordet Elohim, som tillæges Javhe over 2500 gange i Biblen, bliver heller ikke brugt i Koranen.

Bibelens Gud identificerer sig selv som Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Jakobs navn bliver senere ændret til navnet Israel, han er far til Israels 12 stammer. Bibelens Gud kalder Jerusalem Davids by og at Messias ville nedstamme fra hans slægt. Ej heller nævner Bibelens Gud Mekka eller Medina, men i stedet Jerusalem 800 gange. Jerusalem, som muslimerne kalder for deres, er end ikke nævnt i Koranen.

Bibelens Gud bliver kaldt jødernes Gud, en umulighed med Allah. De bliver kaldt hans udvalgte folk, men de er ikke Allahs udvalgte. Allah befaler at muslimen ikke må tage jøder og kristne som venner, se sura 5,51, en foragt for jøderne. Muhammed sagde "Den sidste time vil ikke komme før muslimerne kæmper med jøderne og muslimerne slår dem ihjel." (Mishkat Al Masabih Sh.M. Ashraf s. 147, 721, 810-11 og 1130). Så hvordan kan Israel arve landet eller nogle af Guds løfter fra Allah, hvis han er deres Gud. Tydeligvis er han ikke den samme som Bibelens Gud.

Muslimer som prøver at bevise deres position ud fra Bibelen, peger på ordet alleluyah i det Gamle Testamente og udlægger den første del af ordet alle som Allah. Ordet [H]alleluyah er ikke et sammensat hebræisk ord. Det er ikke to ord, men ét ord der betyder lovprisning til Jahve (alle: pris, lu: til, yah: Jahve). Begyndelsen af ordet er Hallel, der betyder prise. Dette har intet at gøre med Allah, og den sidste stavelse af ordet er en henvisning til Javhe Bibelens Gud, dette er næppe noget bevis for deres påstande. De forveksler også Aramæisk med Arabisk. Dette er ikke udsædvanligt, for muslimer tager ofte ord og betydninger, fastlagt i et andet sprog og kultur og adopterer dem, for at bevise deres egen bog eller religion.

Dette ordspil bliver kun mere grotesk, når de prøver at få Jesus til at sige navnet for deres Gud. Da Jesus hang på korset påstår de, at da han udbrød Eli, Eli, udbrød han i virkeligheden Allah, Allah. Det Nye Testamente blev skrevet på græsk, dog viser det os, at han talte på det aramæisk sprog, ikke arabisk. Jesus citerede Salmernes Bog 22,2, hvilket lyder, Elí, Elí lemá sabaktáni "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?". Det der giver endnu mindre mening for denne position, er det faktum at de ikke tror, at det var Jesus der hang på korset i det hele taget, men at en anden havde taget hans plads. Nogle tror at det var Judas; så, var det Judas der udbrød Allah, Allah?

Den første arabiske oversættelse af Bibelen blev lavet i det 9 århundrede. Intetsteds bliver navnet Allah fundet i det Gamle eller Nye Testamente. Da islam blev den dominerende politiske magt, blev folk tvunget til at bruge navnet Allah for Gud eller lide konsekvenserne fra de militante muslimer. På grund af islams dominans, blev Allah det normale navn for Gud. Oversætterne af Bibelen, gav efter for det religiøse pres og byttede Jahve ud med Allah i de arabiske bibler, men dette er ikke navnet for hebræernes Gud, ej heller Skaberen, som skabte himlen og jorden, og dette på grund af navnets hedenske oprindelse. Hans natur og egenskaber har kun nogle få basale ligheder og mange flere forskelle. Og den vigtigste pointe er, at hele vejen igennem Koranen, siges der, at Allah ikke har nogen søn.

Hvis der ikke er angivet andet er bibelteksten hentet fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992 og koranteksten fra Koranen i ny dansk oversættelse 2006

Ingen kommentarer:

Send en kommentar