lørdag den 5. november 2011

De troendes præsteskab

Blandt kristne er der en debat om hvorvidt kvinder kan være præster eller ej, denne debat viser bl.a. hvor lidt kendskab der er til læren om de troendes præsteskab. Hvad er en præst i følge Bibelen? Hvem er præster? Hvordan bliver en præst til? Er der forskel på præsteskabet under den Gamle Pagt og præsteskabet i den Nye Pagt?

Traditioner kan hurtige blive en snare, så lad os først grunde på denne passage i Bibelen:

"Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne" (Rom 12,2).

Det oprindelige formål i Guds plan
"Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig. Dette er, hvad du skal sige til israelitterne" (2 Mos 19,5-6).

Det midlertidige formål i Guds plan
"Men du og dine sønner skal forrette jeres præstetjeneste i alt, hvad der har med alteret at gøre og med det, der er inde bag forhænget; I skal udføre selve tjenesten. Jeg giver jer præstetjenesten som gave; men den uindviede, der kommer nær, skal lide døden!" (4 Mos 18,7).

Genetablering af Guds oprindelige formål
"Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed" (1 Pet 2,9-10).

"Indtil loven blev givet var overhovedet for hver familie, familiens præst (1 Mos 8,20; 26,25; 31,54)".1

Patriarkerne var nomader og hyrder, som flyttede fra sted til sted, til de gode græsgange. Overhovedet i familien, var familiens præst. Hver mand byggede hans eget alter og ofrede direkte til Gud for ham selv og for hans familie.
"Da den Gamle Pagt (loven) blev forelagt, var løftet, at Israel skulle være et "kongerige af præster" for Gud (2 Mos 19,6), vel at mærke hvis de adlød til perfektion. Men Israel brød loven og Gud begrænsede præsteskabet til Arons familie. Han udpegede levit-stammen til at tjene Israel, hvilket konstituerede det typiske præsteskab."1
"Lad din bror Aron og hans sønner træde frem for dig ud af israelitternes midte for at gøre præstetjeneste for mig, Aron og hans sønner Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar" (2 Mos 28,1).

Med andre ord, det levittiske præsteskab, var ikke Guds ultimative formål for Israel. Selv før de ti bud og resten af loven, havde Gud erklæret hans ønske om, at Israel måtte blive et kongerige af præster (2 Mos 19,5-6).

Imidlertid, i stedet for at avancere fra familie-overhoved-præsteskabet til præsteskabet af alle troende, viste Israel sig uværdige og forspildte sin chance for Guds oprindelige formål med det universelle præsteskab. Det levittiske præsteskab var faktisk et tilbageskridt på grund af Israels synd, i at tilbede afguder mens Moses var væk for at modtage de Ti Bud. Denne triste historie kan man læse om i (2 Mos 32). Resultatet af Israels synd var det begrænsede levittiske præsteskab, med dets dødsdom over enhver som vovede at "komme nær" for at ofre direkte til Gud (4 Mos 18,7).

Hvad ville der være sket hvis Israel ikke havde syndet, ved at lave og tilbede Guldkalven? Israel ville øjeblikket være blevet et "kongerige af præster", og dermed opfylde 2 Mos 19,5-6.

Ved genetableringen af Guds oprindelige formål i den Nye Pagt, er det således, at når den troende bliver en del af kirken (1 Kor 12,13), bliver denne samtidigt en hellig præst, jævnfør 1 Pet 2,5 og Åb 1,6
"og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud."
"og som har gjort os til et kongeligt folk, til præster for Gud, sin fader, ham være ære og magt i evighedernes evigheder. Amen."

Den troende er nu blevet præst og står i den samme position, som Gud oprindeligt havde tiltænkt hele Israel at stå i (2 Mos 19,6).
"Det væsentligste privilegium for en præst er adgang til Gud. Under loven, var det kun ypperstepræsten, som kunne træde ind i det 'Allerhelligste', og kun én gang om året (Hebr 9,7). Men da Kristus døde, flængedes forhænget, symbolsk for Kristi jordiske krop (Hebr 10,20), så at hver troende-præst, nu på lige fod med Kristus, ypperstepræsten, har adgang til Gud i det allerhelligste (Hebr 10,19-22).1

Som kongelige præster kan de bringe åndelige ofre til Gud.
"Lad os bestandig ved ham bringe Gud takoffer, det vil sige frugten af læber, som bekender hans navn. Glem heller ikke godgørenhed og gavmildhed; det er den slags ofre, Gud finder behag i" (Hebr 13,15-16).
"Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste" (Rom 12,1).

Det er vigtigt at indse, at i den Nye Pagt, er Jesus Kristus ypperstepræsten og hver troende præst (1 Pet 2,9-10, Hebr 10,19-22 samt Åb 1,6). Endvidere er det væsentligt, at præst ikke er synonym med lærer eller hyrde. Kirkens primære lærer er hverken præst eller prædikant, men Guds ånd (Joh 14,15-17; 16,12-14). Gud sagde,
"Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger mine love i deres indre og skriver dem i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: ›Kend Herren!‹ For alle kender mig, fra den mindste til den største" (Hebr 8,10-11).

Den troende er i hjertet af den Nye Pagt! I stedet for at præster er ansvarlige for at undervise i moseloven, så er hver troende ansvarlig for hans eller hendes egen åndelige søgen efter Guds vilje. En hver funktion, udført af præsterne under den Gamle Pagt, udføres i den Nye Pagt af hver troende. Endnu en gang, det er den troende og ikke hyrden eller læreren, som har afløst præsten i den Gamle Pagt.

Hyrden og/eller læren i den Nye Pagt har mere til fældes med profeten og senere rabbien i den Gamle Pagt, end dens præster.

De tidligste kirkefædre og kirke-historikerer bringer rigeligt med bevismateriale for, at der ikke var nogen forskel mellem lægfolk og præsteskab igennem næsten tohundrede år. Da denne ingen-forskel gik tabt, da præstestanden udviklede sig til et overlegent hierarki, da den lokale biskop blev transformeret til en "biskop-præst", da læren om de troendes præsteskab blev skubbet til side - da begyndte et betalt fuldtids præsteskab at dukke frem i kirkehistorien. Uheldigvis behandler selv mange protestantiske kirker deres prædikanter og hyrder som "præster", ved at forvente, at de udføre de fleste af de præstelige funktioner for lægfolket.

Læg mærke til at på intet tidspunkt begrænser Gud præsteskabet i den Nye Pagt til kun at omhandle mænd over en hvis alder. Nej præsteskabet er for alle troende, kvinder og børn inklusiv, hør blot Guds ord i Hebræerne 10,19-22
"Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme, og vi har i ham en stor præst over Guds hus. Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand."

Igennem Jesus Kristi sonoffer, kan det nye præsteskab træde direkte ind for Guds åsyn og tilbede Ham og bringe Ham åndelige ofre.

Noter
1) New Scofield Reference Bible

(Artiklen er til dels baseret på kapitel 26 i broder Russell Earl Kelly's bog "Should the Church Teach Tithing")

Ingen kommentarer:

Send en kommentar