tirsdag den 1. november 2011

Et historisk indblik i Jehovas Vidner

Begyndelsen

Jehovas Vidner blev stiftet i 1881 af amerikaneren Charles Taze Russell, under navnet "Zion's Watch Tower Tract Society". Han blev født 1852 i Pittsburg, Pennsylvania, og opvoksede i den presbyterianske tro. I 1870 deltog han i et adventistmøde der fik afgørende indflydelse på hans videre udvikling. Han studerede Bibelen sammen med en gruppe venner, og i okt. 1876 blev han valgt til "Pastor" i denne gruppe. Deraf navnet Pastor Russell.

Mange af Russell's vigtigste læresætninger, f.eks. afvisningen af tanken om en evig pine og læren om at nadveren kun skulle fejres 1 gang om året, samt den stærke interesse for Jesu genkomst, havde han fra personer i adventistmenigheden. Bibelens profetier om Jesu genkomst spillede en stor rolle for Russell's samtid. Interessen for emnet var ikke mindst blevet vakt af Adventistsamfundets stifter, William Miller. Denne hævde, at Jesu genkomst ville finde sted i 1843 eller 1844, men Russell var uenig med ham på flere punkter. I 1873 udgav Russell bogen "The Object and Mannor of Our Lords Return", (Hensigten med og måden for Herrens genkomst, ikke udgivet på dansk)  hvori han hævdede, at Jesu genkomst ville foregå i 2 etaper, og at den 1. etape ville være en usynlig genkomst. Efter at have været i kontakt med adventisten Barbour, fastsatte Russell tidspunktet for den usynlige genkomst til 1874. Læren om "hedningernes tider" skulle være forbi i 1914, havde han også fra Barbour.

Efter bruddet med Barbour, begyndte Russell i 1879 at udgive sit eget blad, "Zion's Watch Tower and Herald of Christ's Presence", med 6000 eksemplarer. Gennem bladet, fik Russell mange mennesker  i tale, og det varede ikke længe førend læserne begyndte at danne små menigheder rundt omkring i USA. Menighederne blev ikke startet af Russell men af læserne selv, der så udvalgte deres ledere eller ældste. Men de betragtede Russell som deres Pastor, og efterhånden blev kontakten mellem de forskellige menigheder lagt i fastere rammer. Stiftelsen af "Vagttårnsselskabet" eller "Zion's Watch Tower Tract Society" i 1881 spillede en afgørende rolle.

Russell's omfattende rejsevirksomhed, og det stigende antal kolportører, der brugte al deres tid på at forkynde og udbrede bladet Vagttårnet, var med til at bevægelsen voksede. Russell var flittig til at skrive, det blev til mere end ca. 50.000 sider og hans skrifter blev trykt i ca. 20 mill. eksemplarer. I 1886, gav han en samlet fremstilling af sin lære i bogen "The Devine Plan of the Ages (Guds Verdensplan). Yderligere 5 bøger fulgte i årene 1889-1904, som tilsammen udgjorde serien "The Millennium Dawns" eller "Studier i Skriften". Bøgerne gjorde Russell's lære kendt vidt omkring, også udenfor USA. I 1891 tog han på den 1. af sine mange udenlandsrejser. De resulterede i, at der blev oprettet afdelinger af organisationen i andre lande. London 1900, Tyskland 1902, Australien 1904, Danmark 1909. For at varetage arbejdet i udlandet, oprettede Russell i 1914 "International Bible Students Association".

Joseph F. Rutherford

I okt. 1916 døde Russell og det blev en kritisk periode for "Vagttårnsselskabet", da han ikke havde udpeget en efterfølger. Han havde uden tvivl forestillet sig, at organisationen skulle ledes kollektivt efter hans død. Der var derfor store spændinger indenfor organisationen, men en foreløbig ledelse blev dannet i nov. 1916, indtil det næste årlige møde fandt sted i jan. 1917. Her valgtes Joseph F. Rutherford enstemmigt til præsident.

Rutherford blev født 1869 i Morgan Country, Missouri, opvoksede i baptist kirken og blev uddannet til jurist. Han tilsluttede sig Bibelstudenterne (nu Jehovas Vidner) i 1906, og året efter blev han Vagttårnsselskabets juridiske rådgiver. Før den tid havde han en kort overgang fungeret som dommer, deraf navnet Dommer Rutherford. Han var en egenrådig natur, der selv ville have fuld kontrol over alle Vagttårnets anliggender. Han var utilfreds med, at Vagttårnsselskabets styrelse havde den reelle magt. Han afsatte 4 styrelsesmedlemmer der ikke støttede hans synspunkter og ved årsmødet i 1918 lykkedes det ham, at stadfæste sin stilling juridisk.

Foruden de 4 afsatte styrelsesmedlemmer (udnævnt af Russell men juridisk ugyldige, da de aldrig var blevet stadfæstet ved afstemning på et årsmøde) var der også mange trofaste Bibelstudenter der forlod organisationen. De prøvede at føre Russell's lære videre på egen hånd og dannede en række organisationer med dette formål for øje: "Dawn Bible Students Association, Pastoral Bible Institute, Paul Johnson Movement (senere kaldt The Laymen's Home Missionary Movement), The Stand fast Movement m.fl." Nogle af dem eksisterer stadig.

Vagttårnsselskabet oplevede således en kraftig reduktion i medlemstallet. Rutherford tolkede hurtigt dette som en nødvendig renselsesproces. Man talte om, at Jesus Kristus i foråret 1918 kom til Jehovas tempel for at holde dom og adskille "den tro og kloge tjenerskare" fra "den onde tjenerskare". Vagttårnsselskabet begyndte også at møde modstand fra myndighederne. Grunden var at der i en del af den litteratur der blev udsendt, fandtes udsagn der kunne tolkes som en kritik af USA's deltagelse i 1. Verdenskrig. Det endte med, at Rutherford og 7 af hans medarbejdere ved hovedkontoret blev arresteret den 7. maj 1918. De blev fundet skyldige og alle på nær én, idømt 20 års fængsel. Den 25. marts 1919 blev de løsladt, og dommen blev senere omstødt. Disse begivenheder blev bagefter tolket i lyset af de bibelske profetier. Man betragtede 1918-19 som "en prøvelsens og dommens tid". Det endte med "genindførelsen af den sande tilbedelse". Jehovas organisation kunne tage fat på en fornyet, velorganiseret, verdensomfattende forkyndelse.

Nøgleordet var nu "organisation", eller rettere "teokratisk organisation". I Russell's tid havde Bibelstudenterne været selvstyrende. I 1919 begyndte man at bevæge sig i retning af en centralstyret, verdensomspændende organisation. Samme år begyndte man udgivelsen af bladet "The Golden Age" (Den gyldne tidsalder) nu Vågn Op. I forbindelse med spredningen af bladet, udnævnte Vagttårnsselskabet en direktør i de menigheder, der ville bruge bladet. Det første led i en proces, der skulle underlægge menighedernes virksomhed Vagttårnsselskabets overopsyn. På den måde begyndte Vagttårnsselskabet delvis at føre teokratisk tilsyn med menighedernes tjeneste.

Næste skridt var at afskaffe de demokratiske ældste-valg. I 1921 begyndte Vagttårnsselskabet, at sætte en stopper for den anskuelse, som visse lokale menigheders "valgte ældste" brugte, nemlig at de udgjorde en lokal bestyrelse der kunne følge sin egen afhængige, demokratiske fremgangsmåde uden om hovedkontorets organisation. Der blev udsendt en opfordring til over hele verden, at indføre enhed og ensartethed i Jehovas folks udførelse af forkynderarbejdet. I 1938 skrev Rutherford en redegørelse for tankerne bag den teokratiske organisation i Vagttårnet, og de enkelte menigheder blev bedt om at gå ind for følgende resolutionsforslag:

"Vi, Kredsen af Guds Folk udtaget for hans Navn i ... anerkender, at Guds Herredømme er et rent Teokrati, og at Kristus Jesus er i Templet og har fuldt Opsyn med og hele Ledelsen af Jehovas synlige Organisation saavel som den usynlige i sine Hænder, og at Selskabet er Herrens synlige Repræsentant på Jorden, og vi anmoder derfor Selskabet om at organisere denne Kreds til Arbejdet og udnævne dens forskellige Tjenere, saa at vi alle kan samarbejde i Fred, Retfærd, Harmoni og fuldstændig Enhed. Vi vedlægger en Liste over Navnene paa de Personer i denne Kreds, der synes os at være mere modne og derfor mest egnede til at udfylde de respektive tjenende Stillinger".

De fleste menigheder vedtog resolutionen, og hermed var grundlaget for den moderne, centralstyrede organisation skabt. Navnet Jehovas Vidner blev fremlagt af Rutherford i 1931 ved et stævne i Columbus, Ohio og taget i brug med det samme. Navnet var ikke tilfældigt valgt, for Russell's tilhængere blev gerne kaldt russellitter af udenforstående. Selv havde de altid kaldt sig for Bibelstudenterne, et navn der afspejlede den betydning Russell tillagde bibelstudiet.

Vidnetjenesten var derimod den vigtigste for Rutherford. Han fik sat nyt skub i kolportørtjenesten og indførte i 1918, ordningen med en ugentlig aflæggelse af rapport over forkyndervirksomheden. Han var en flittig skribent og litteraturen der blev spredt af kolportørerne, var alle skrevet af ham. Han var samtidig en dygtig taler, der gennem radiostationer, højtalerbiler og rejsegrammofonen, fik sine korte foredrag om bibelske emner spredt over hele USA og til dele af resten af verden. Den omfattende, udadvendte virksomhed gjorde Jehovas Vidner kendte, men affødte også modstand. Det vakte især harme, at Jehovas Vidner i 1927 brugte søndag formiddag til at sprede deres litteratur. De fik adskillige retssager på nakken af mennesker, der anklagede dem for ulovlig salgsvirksomhed og forstyrrelse af søndagsfreden.

Jehovas Vidner var i mellemkrigstiden præget af en række retssager, der blev anlagt imod dem. Der var flere årsager hertil, bl.a. deres "neutralitetslinie". I USA blev der stort postyr over, at de ikke ville hilse flaget. I 1940 fastslog en højesteretsdom, at Jehovas Vidners børn kunne bortvises fra skolerne, men dommen blev omstødt i 1943. I Tyskland under nazismen fik Jehovas Vidner store problemer, da de ikke ville sige "Heil Hitler" og nægtede at gøre militærtjeneste. Tusinder endte i koncentrationslejre, og mange af dem mistede livet.

Nathan H. Knorr

I januar 1942 døde Rutherford og han efterlod en stærk organisation. Vagttårnsselskabets 3. præsident blev Nathan Homer Knorr. Han blev født 1905 i Bethlehem, Pennsylvania, var i den reformerte kirke indtil 1921, hvor han tilsluttede sig Jehovas Vidner og blev vicepræsident i 1940. Fra og med Knorr's tiltrædelse som præsident, begyndte den øverste leder at spille en mere anonym rolle. Det afspejlede sig bl.a. i, at Vagttårnsselskabets litteratur begyndte at udkomme uden forfatternavn. Bøgerne blev heller ikke skrevet af Knorr, men af F.W. Franz, der fra 1945 var selskabets vicepræsident. Knorr var den typiske administrator og forretningsmand, og Franz overtog i en periode arbejdet med Vagttårnsselskabets ideologi.

Blandt de vigtige ting der blev gennemført i Knorr's præsidentperiode, var styrkelsen af oplæringen indenfor organisationen. Udover de sædvanlige 2 menighedsmøder om ugen, blev der indført en ekstra dag med 2 møder. Møderne blev kaldt Den teokratiske skole og Tjenestemødet, og formålet var at dygtiggøre Vidnerne til deres tjeneste. Ordningen er stadig den samme. Der blev også udarbejdet egnede lærerbøger til brug for undervisningen. En anden vigtig begivenhed var oprettelsen af bibelskolen "Gilead" i 1943, der skulle uddanne fuldtidsforkyndere til missionærarbejde. Ordningen med omrejsende tilsynsmænd var også en vigtig nyskabelse. Der indsattes både kredstilsynsmænd og distriktstilsynsmænd. På denne måde fik Vagttårnsselskabet et godt indblik i, hvad der rørte sig i de forskellige menigheder verden over.

I Knorr's præsidentperiode blev Vagttårnsselskabets egen Bibeloversættelse udgivet, New World Translation. Denne bog samt andre og nyere studiebøger, blev gode hjælpemidler for Vidnerne i deres arbejde. Resultaterne udeblev heller ikke. I årene efter 2. verdenskrig var der en jævn stigning af døbte og i antallet af aktive forkyndere. Den største vækst oplevede organisationen i årene 1966-75, fra ca.1.110.000 til 2.179.256. Årsagen hertil var den store forventning om, at tusindårsriget ville komme i 1975.

Forventningerne som knyttes til 1975 er, at skabelsesugens dage hver er på 7000 år. Guds "hviledag" som også er 7000 år lang, begyndte da Gud havde skabt Adam og Eva. Til det knyttes de "tusind år" i Åbenbaringsbogen kap. 20. Disse "tusinde år" hvor Satan skal være bundet, og de salvede kristne skal regere med Kristus, opfattes som den sidste del af Guds hviledag. I flg. Vagttårnsselskabets kronologi, blev Adam skabt år 4026 f. kr., og de 6000 år fra Adam skulle i flg. denne kronologi slutte i 1975. Men der er en vanskelighed her , for Guds hviledag begyndte ikke efter Adams skabelse, men først efter Evas. Hvor lang var perioden mellem Adams og Evas skabelse?

Fra og med 1966 begyndte Vagttårnsselskabet at argumentere kraftigt for, at tiden mellem Adams og Evas skabelse kun udgjorde nogle få måneder, ikke år. Den logiske konklusion et Vidne måtte drage af dette var, at menneskenes tid på jorden faktisk faldt sammen med Guds hviledag, og at "Tusindårsriget var at vente i året 1975" - eller i alt fald meget nær dette tidspunkt. Men 1975 gik og 1976 kom uden nogen ændringer. Vagttårnsselskabet forsøgte først at skyde ansvaret for de fejlslagne forventninger på de enkelte Vidner. De bidrog kun til at skabe en tillidskrise indenfor bevægelsen. Da dette til sidst medførte til nedgang i medlemstallet verden over, blev Vagttårnsselskabet nød til at ændre taktik og gøre visse indrømmelser. I Vagttårnet 15. juni 1980 s. 9-10 stod der flg.:

"I sin udgave for 15. okt. 1976 nævnte Vagttårnet hvor uklogt det er at sætte sin lid til et bestemt tidspunkt. I dette nr. stod der bl.a.: "Hvis nogle er blevet skuffede fordi de ikke fulgte denne tankegang, bør de nu koncentrere sig om at ændre deres synspunkt og indse at det ikke er Guds ord der er slået fejl eller har narret og skuffet dem, men at deres egen forståelse har bygget på forkerte forudsætninger". Når Vagttårnet her siger "Hvis nogle er blevet skuffede", så indbefatter dette "nogle" alle blandt Jehovas Vidner som er blevet skuffede, altså også dem der har at gøre med udgivelsen af de oplysninger der har bidraget til at forhåbningerne har samlet sig om et bestemt tidspunkt".

Tiden efter 1975 har været en meget urolig tid for Jehovas Vidner. Den fejlslagne profeti om året 1975 skabte frustration og fortvivlelse. Kort før 1975 var der flere Vidner der solgte deres huse og ejendomme og sagde deres arbejde op, for at bruge den sidste tid udelukkende på forkyndelsen. I 1975 var tilgangen af nye døbte 295.000, mens der i 1978 kun var 95.000, det viser lidt om den frustration der herskede.

I 70'erne fandt der vigtige ændringer sted i organisationens ledelsesstruktur. I en årrække havde man lært, at "den tro og kloge træl" - dvs. de endnu levende af de 144.000, som skal danne en himmelsk regering - var Guds kanal i denne verden. Det var også blevet understreget, at Vagttårnsselskabet blot var et redskab for "den tro og kloge træl". På Vagttårnsselskabets årsmøde i 1971 blev det gjort klart, idet man her begyndte at tale om et styrende råd til forskel fra et indregistreret selskab. I flg. sine vedtægter var Vagttårnsselskabet kun et administrativt redskab for Jehovas Vidner, det skulle ikke fungere som et åndeligt lederskab. Den opgave skulle derimod varetages af et styrende råd, hvis "virkeområde er helt igennem åndeligt".

Denne skelnen førte til oprettelsen af et helt nyt organ i Jehovas Vidners organisation: Det styrende Råd. Det var dette råd og ikke Vagttårnsselskabets styrelse, der skulle betragtes som ledelsen af Jehovas teokratiske organisation på jorden. Der blev udpeget 4 personer, som sammen med Vagttårnsselskabets 7 styrelsesmedlemmer skulle udgøre det styrende råd. I 1974 blev antallet øget til 18, men i dag består rådet af 10 medlemmer hvis gennemsnitlige alder er 81 år.

I 1975 blev der igen ændret i ledelsesstrukturen, og Vagttårnet omtalte dette som "en af de mest betydningsfulde ændringer i Jehovas Vidners organisation inden for de sidste hundrede år". Forandringen bestod først og fremmest i, at det administrative ansvar i organisationen blev fordelt på 6 forskellige udvalg. Ud over ordstyrerens udvalg (bestående af ordstyrerne for det foregående, det indeværende og det kommende år) oprettedes 5 permanente udvalg med 5-7 medlemmer: Redaktionsudvalget, undervisningsudvalget, tjenesteudvalget, udgiverudvalget og personaleudvalget. Hvert af de permanente udvalg fik tilknyttet en sekretær eller koordinator.

Frederick W. Franz

Knorr døde i juni 1977, og Frederick William Franz blev Vagttårnsselskabets 4. præsident. Franz blev født i 1893 i Covington, Kentucky. Han var i den presbyterianske kirke indtil 1913, hvor han tilsluttede sig Bibelstudenterne (nu Jehovas Vidner). Han blev den mest fremtrædende lærer i organisationen, hvilket helt tydeligt skyldes, at han, i modsætning til de fleste andre havde en uddannelse. Han havde studeret latin i 7 år og klassisk og nytestamentlig græsk i næsten 3 år ved universitetet i Cincinatti. Han har sandsynligvis været den eneste virkeligt kompetente blandt oversætterne, da New World Translation blev lavet.

I slutningen af 70'erne forlod mange mennesker organisationen. Stadigt flere begyndte at sætte spørgsmålstegn ved Jehovas Vidner læresætninger, fordi deres bibelstudium overbeviste dem om noget andet. Vagttårnet advarede derfor imod selvstændigt bibelstudium - dvs. studier, der ikke var baseret på organisationens litteratur og vejledning. Den mest opsigtsvækkende begivenhed var, at præsidentens nevø Raymond Franz, medlem af det styrende råd fra 1971-80, blev tvunget til at forlade organisationen, fordi han satte spørgsmålstegn ved nogle punkter i Vagttårnsselskabets lære. I sin bog Samvittighedskrise fortæller han om, hvordan Selskabet greb sagen an.

Milton G. Henschell

I dec.1992 døde Franz, og Milton G. Henschell født 1920, blev Vagttårnsselskabets 5. præsident. Indtil da havde han været vicepræsident gennem flere år. Yderligere oplysninger om Henschell foreligger ikke, da man fra Jehovas Vidners side, ikke har personoplysninger om ham.
 
Kilde
http://www.dci.dk/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar