lørdag den 5. november 2011

Født på ny ved dåben?

Kristus befalede hans oprindelige disciple, at gå ud i verden og forkynde evangeliet om riget (Mark 16,15). Dem der troede på evangeliet skulle døbes (Matt 28,19). Dåben symboliserer bl.a. den troendes identifikation med Kristus i hans død, begravelse og opstandelse: "Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ..., skal leve et nyt liv" (Rom 6,4).

Uheldigvis blev flere nyskabelser og vranglære gradvist introduceret med hensyn til dåb: at man skal døbes for at blive frelst; ja du læste rigtigt, at dåben i sig selv frelser, selv når den bliver tildelt spædbørn. Denne vranglære blev kendt som læren om genfødsel ved dåb [baptismal regeneration]. De fleste protestanter som holder sig til denne lære er ikke klar over, at den stammer fra den Romersk Katolske Kirke i middelalderen.

Tridentinerkoncilet (1545 - 63) angiver, at mens Jesus Kristus "ved sin hellige lidelse på korset fortjente retfærdigheden til os ... [så er] den instrumentale årsag [til at blive født på ny / retfærdiggjort] ... Dåbens sakramente ... Hvis nogen siger at dåb ... ikke er nødvendig for frelse, lad ham være forbandet"1 Det andet Vatikankoncil (1962 - 65) genbekræfter hele Tridentinerkoncilet2 og gentager nødvendigheden af dåb for frelse,3 hvilket den universelle katolske kirkes katekismus, udgivet af Vatikanet i 1993, også gør: "Dåb er nødvendigt for frelse ... Kirken kender ingen [andre] metoder ... der sikre adgang til de evige saligprisninger ..."4

Tridentinerkoncilet forbander alle som afviser, at "Jesu Kristi fortjeneste bliver tildelt ... spædbørn ved dåbens sakramente" eller som afviser, at ved dåben "udlignes arvesyndens skyld ..."5 Den nuværende kanoniske lov (Kanon 849) erklærer, at de som døbes hermed er "frigjort fra deres synd, født på ny som Guds børn og ...indlemmet i Kirken." Kanon 204 angiver, "De rettroende kristne er dem som ... er blevet indlemmet i Kristus ved dåb" og dermed medlemmer af den eneste sande Katolske Kirke.6

I århundreder før reformationen, blev genfødsel ved dåb afvist af folk som ikke var katolikker, som den Romersk Katolske Kirke derfor forfulgte, torturerede og slagtede i millionvis. Ikke-katolikker underviste ud fra Skriften, at dåb kun var for dem som tror på evangeliet: "gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem [som tror på evangeliet]" (Matt 28,19); "De, som tog imod hans ord, blev døbt" (ApG 2,41); "hvad hindrer mig i at blive døbt? ... Tror du af hele dit hjerte, så kan det ske" (ApG 8,35-37). Spædbørn kan ikke tro på Kristus og hans budskab.

Overvej Cornelius' husstand: de hørte evangeliet, troede på det og blev døbt. At der ikke blev døbt nogen spædbørn er også tydeligt, for de var alle samlet "for at høre alt, hvad Herren har pålagt" (ApG 10,33). "Helligånden [kom] over alle, der hørte [og naturligvis forstod og troede] ordet [budskabet]" (v. 44); og de lovpriste Gud (v. 46). At de har "fået Helligånden" (v. 47), overbeviste Peter om, at de var frelst, derfor døbte han dem (v. 48).

Ej heller, kan dåb af spædbørn underbygges af tilfældet med fangevogteren i Filippi, som "selv og alle i hans hus [blev] døbt" (ApG 16,33). Endnu engang er der ikke nogle spædbørn til stede fordi Paulus og Silas forkyndte evangeliet "for ham og hele hans hus" (v. 32), og "hele hans husstand" troede (v. 34) og blev da døbt.

De tidlige reformatorer som Martin Luther var katolikker, som uheldigvis bevarede nogle katolske dogmer, her i blandt genfødsel ved dåb og dåb af spædbørn. Nogle protestantiske kirkesamfund holder sig stadigvæk til disse lærer den dag i dag. Det er en seriøs sag. Hvis man bliver født på ny ved dåben, vil en afvisning af dette føre til fortabelse. 

Da Paulus minde korintherne om den essentielle ingrediens i det evangelium som han forkyndte og ved hvilket de frelses ved, nævnte han ikke dåben (1 Kor 15,1-4). Faktisk skelnede han mellem evangeliet og dåben: "For Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde evangeliet" (1 Kor 1,17). Han havde kun døbt et fåtal af korintherne og han kunne ikke huske hvem han havde døbt og var taknemmelig over at det kun havde været ganske få (1 Kor 1,14-16) - en underlig attitude hvis dåb er essentiel for at blive født på ny! Og selv uden at have døbt dem, erklærede Paulus at han var deres fader i troen, "i Kristus Jesus var det mig, der ved evangeliet blev far til jer" (1 Kor 4,15).

Hvad så med Mark 16,16, "Den, der tror og bliver døbt, skal frelses"? For det første siger dette vers intet om at dåb føder på ny. For det andet leder sand tro til at blive døbt. Den som tror ønsker at følge Kristi befalinger og lader sig således døbe om muligt. Imidlertid er det ikke alle som har denne mulighed for at blive døbt, som tyven på korset. På den anden side vil en afvisning af dåben blot afsløre vantro, altså en uvillighed til at følge Kristi befalinger.

Ja, men Rom 6,4 angiver, "Vi blev altså begravet sammen med ham [Kristus] ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ..., skal leve et nyt liv." Det er klart at Paulus ikke taler om dåben i vand, men derimod om den åndelige realitet denne symbolisere, for han siger at igennem dåben er "vort gamle menneske [der levede i synd] ... blevet korsfæstet sammen med ham [Kristus], for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres." Som en  konsekvens deraf, tilskynder han troende til, at regne dem selv "døde for synden ... Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme" (v. 6 - 13).

Paulus bruger lignende sprog med hensyn til ham selv, når han siger, "Jeg er korsfæstet med Kristus" (Gal 2,19). Han taler tydeligvis om den samme åndelige "dåb", ved hvilken en troende døde for synden og opstod med Kristus, til at leve et nyt liv. Hvis den troende bogstaveligtalt var død for synd, ville han ikke behøve at regne dette for sandt eller leve det nye liv ved tro; han ville automatisk aldrig synde mere. At en kristen kan synde viser, at dåben i vand ikke effektuerer en bogstavelig korsfæstelse med Kristus. Den fremstiller en symbolsk dåb til efterfølgelse af Kristus, som den troende må leve ved tro.

Det er væsentligt at selvom Paulus døbte et par stykker, så døbte Kristus aldrig selv nogen i vand (Joh 4,2) - meget underligt hvis dåben i vand genføder. Ja, Kristus sagde at man må blive “født [igen] af vand og ånd”, for at blive frelst (Joh 3,5), men det er uberettiget at forudsætte, at “vand” her betyder dåb. At gøre således vil modsige de mange skriftsteder vi har set på, som angiver at frelsen ikke er ved dåb.
Kristus ønsker “at hellige den [Kirken] ved at rense den i badet med vand ved ordet [om evangeliet] (Ef 5,25-27). Kristus sagde, “I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer” (Joh 15,3). Ligesom Kristus, kæder Paulus vand og Ånden sammen, “det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden” (Tit 3,5). En person bliver født på ny af Guds hellige ånd, af ordet, Guds evangelium, hvilket undertiden kaldes for “vand” pga. dets rensende kraft. Som Peter sagde, “genfødt af … Guds levende og blivende ord” (1 Pet 1,23).

Det er åbenlyst dåbens symbolske renselse, som Peter kommunikerede til hans jødiske tilhørere i hans forkyndelse pinse dag, "Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse" (ApG 2,38). Det er klart, at det ikke er dåben i sig selv som frelser, men at den tilbød en ceremoniel rensning enestående for hans hebræiske tilhørere, som var ansvarlig for korsfæstelsen af Jesus (Apg 2,36). Ved at blive døbt, blev man over for de fanatiske jøder i Jerusalem identificeret med denne hadede Jesus Kristus, som sit påske lam. Dåben havde en høj pris og viste deres tro på Jesus som deres Kristus, den kostede familie og venner og udsatte deres liv for fare. Så at blive døbt offentlig som israelit på den tid og i den kultur var i en hvis forstand, som at få sine "synder vasket af" (ApG 22,16), som Ananias fortalte Saul.

"Evangeliet [om Guds rige]; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror [det]" (Rom 1,16). At forkynde genfødsel ved dåb er at forkynde et evangelium som ikke kan genføde.


Fodnoter

1. H. J. Schroeder, trans., The Canons and Decrees of the Council of Trent (Tan Books, 1978), 33, 53 ["merited for us justification by His most holy passion...the instrumental cause [of justification/regeneration] is the sacrament of baptism....If anyone says that baptism is...not necessary for salvation, let him be anathema."]

2. Det andet Vatikankoncil [Vatican Council II], The Conciliar and Post Conciliar Documents, ed. Austin Flannery, O.P., (Costello Publishing Company, 1988), rev. ed., 412.

3. Ibid, 365.

4. Den Katolske Kirkes Katekismus [Catechism of the Catholic Church] (The Wanderer Press, 1994), 224, 320. ["Baptism is necessary for salvation...the Church does not know of any [other] means...that assures entry into eternal beatitude...."]

5. Tridentinerkoncilet, 22, 23, 54. ["the merit of Jesus Christ is applied...to infants by the sacrament of baptism" or who deny that by baptism "the guilt of original sin is remitted...."]

6. Code of Canon Law (Paulist Press, 1985), 122, 614. [Today's Code of Canon Law (Canon 849) declares that those baptized are thereby "freed from their sins, are reborn as children of God and... incorporated in the Church." Canon 204 states, "The Christian faithful are those who...have been incorporated in Christ through baptism" and are thereby members of the one, true Catholic Church.]


Hvis der ikke er angivet andet er bibelteksten hentet fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992.

Original
af Dave Hunt (The Berean Call) - 1. marts 1995

Ingen kommentarer:

Send en kommentar