lørdag den 12. november 2011

Hebræerbrevet 8 - Andet Korintherbrev 3 - En Ny og Bedre Pagt


Den Nye Pagt reviderede ikke, ej heller opdaterede den, den Gamle - den afløste den fuldstændigt.



En helt Ny Pagt
Hvad vil du tænke, hvis en advokat forsøgte at argumentere for en sag i retten i USA, ved at bruge lovene i fx England eller Kina? Du vil sikkert sige, "Du tager gas på mig! Ikke sandt?" Og dog, når kristne forsøger at undervise om den Nye Pagts lære, ved at bruge love og traditioner designet for Israel under den Gamle Pagt, så gør de nøjagtigt den samme ting! Den Gamle Pagt, specielt Anden Mosebog til Femte Mosebog, er Israels lovsamling, i den periode af historien.

Af og til, på grund af nødvendige radikale ændringer, bliver en nation klar til at ophæve sin grundlov og etablere en ny. Når det er gjort, så bliver ENHVER lov, forskrift, dom, forordning, regulering, regel, procedure og mandat, fuldstændigt fjernet fra den oprindelige grundlov. Det er som om, at den oprindelige grundlov aldrig havde eksisteret - både godt og skidt forsvinder. Nationen tager så det BEDSTE af den gamle grundlov. Nationen tydeliggør, simplificerer, korrigerer, kommer med et nyt grundlag og starter helt forfra igen.

Det var det Gud gjorde! De nødvendige radikale ændringer, skete i og kort efter nytestamentlig tid. Gud stoppede, ophævede og annullerede den Gamle Pagt, altså hver eneste lov, bud, forordning, dom og forskrift givet igennem Moses ved Sinaj-bjerget! Idet hver type, symbol og skygge blev opfyldt helt og holdent af Jesus og hans kirke. Til slut ødelagde Gud bogstaveligtalt den Gamle Pagts ordning, med templet, præsteskabet etc. ved Jerusalems ødelæggelse.
Guds evige moralske principper er selvsagt gællende både før og efter den Gamle Pagt, så som kærlighed, retfærdighed, barmhjertighed og tro (Luk 11,42; Matt 23,23).

Når vi åbner vores Bibler, så må vi først bede Gud om, at lede os til at forstå Hans ord. Dernæst må vi tilpasse os mentalt, til det sted i teksten, som vi skal til at læse. Er dette fra den Gamle eller Nye Pagt? Er det Moseloven eller anden åbenbaring fra det Gamle Testamente? Er det før korset eller efter korset? Hvis teksten er fra før korset, angiver det så en midlertidig "skygge" børnehavelære, som er endt ved korset, eller indeholder det et evigt princip, som gik forud for skabelsen og som blev gentaget efter korset til kirken i den Nye Pagt?

Millioner af seriøse kristne misforstår Bibelen, fordi det ikke har lykkedes dem at forstå forskellen mellem den Gamle og Nye Pagt! Bibelen er opdelt, af en grund! Hvad er grunden? Selv om mennesket, og ikke Gud, valgte at begynde det "Nye Testamente" med Mattæus, Markus, Lukas og Johannes evangelierne - ifølge Guds synspunkt, blev den "Nye Pagt" meddelt ved den sidste nadver af Kristus og den begyndte ikke før Hans død på korset. Mattæus, Markus, Lukas og Johannes dækker den forbindende gråzone periode; de indeholder indblik i den Nye, men er mest Gammel Pagt.

I nettop det øjeblik da Kristus døde, da han sagde "Det er fuldbragt", flængedes forhænget i Templet fra øverst til nederst og blottede det Allerhelligste sted. På nøjagtigt det tidspunkt mistede den levitiske præst hans job (og hans tiende), i Guds øjne. Endelig, blev enhver troende, en præst med direkte adgang til det Allerhelligste, til Gud. Endvidere stoppede tempelofringerne, ritualerne, hellige dage, madlove og alle de andre Gammeltestamentlige forordninger, såsom tiende.

Ingen af de tre hovedfremgangsmåder for udlægning af Bibelen i dag, understøtter tiende. Fortalerne for Pagts Teologi opdeler loven i moralske bud, ceremonielle love og civile domme. De anerkender og afviser dernæst tiende som en ceremoniel lov.

Fortalerne for Dispensations Teologi, deler også loven op i bud, love og domme. De ser det dog som et udeleligt hele og forkaster hele loven og starter om igen med Gud, der gentager Sine evige moralske principper, i den Nye Pagt efter korset.

Mange fortalere for en tredje fremgangsmåde for udlægning af Bibelen [Ny Pagts Teologi], der lægger sig mellem Pagts Teologi og Dispensations Teologi, afviser også tiende, på grund af dens ceremonielle ikke moralske brug. Apostlen Paulus var uenig med dem, som ville føje elementer fra Moseloven til formlen "af nåde ved tro". Protestanter præcisere, at dette betyder "af nåde ved tro alene" - plus ingenting! At tilføje elementer, såsom helligholdelse af sabbatten, omskærelse, uren mad og tiende, svækker rent faktisk den Nye Pagt, ved at føje ceremoniel lov til det fra den Gamle Pagt. Paulus pralte af, at han ikke havde undladt noget vigtigt, ved at prædike hele evangeliet, alligevel nævnte han aldrig en eneste gang tiende.



En bedre pagt, med bedre løfter

Hebr 8,6 Men nu har Kristus fået en langt højere tjeneste, idet han er formidler af en bedre pagt, der er lovfæstet ved bedre løfter.

Om man diskuttere tiende eller meget vigtigere emner, er den Nye Pagt ikke bare en simpel "forbedring" af den Gamle Pagt - den er såmænd en "NY" pagt, en "langt højere tjeneste", en "bedre pagt" og den er "lovfæstet ved bedre løfter". Jeg kan ikke forstå, at denne simple sandhed, er så svær at begribe. Dette betyder, at det at give ved nåde, er en langt højere tjeneste, at give ved nåde, er en del af en bedre pagt og at give ved nåde er lovfæstet ved bedre løfter. Gud fandt det ikke passende, at gentage tiende i dokumenterne for den Nye Pagt.

Hebr 8:7 For havde den første pagt ikke været at dadle, havde der ikke været brug for en anden i stedet.
Hebr 8:8 For han dadler dem under den første pagt, når han siger: »Der skal komme dage, siger Herren, da jeg opretter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus,

Den "første pagt" var HELE Loven, givet igennem Moses ved Sinaj-bjerget. Imidlertid var der noget i vejen med folkene i den Gamle Pagt. Hele Israel havde sværget, "Alt, hvad Herren befaler, vil vi gøre.« Moses bragte folkets svar til Herren" (2 Mos 19,8). Hele Israel havde sagt "Amen" tolv gange, imens tolv forbandelser blev læst op for dem (5 Mos 27,15-26). Paulus skrev, "Loven derimod siger ikke, at det er af tro, men den siger: »Den, der holder budene, skal leve ved dem.« Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld" Gal 3,12-13). Idet det mislykkedes Israel at holde Loven ved egen kraft, kom de under Guds forbandelse. Mens de var under Guds forbandelse, ville deres eneste frelse komme, når de satte deres lid til Guds nåde, som blev åbenbaret i Jesus.


"Loven der ikke er af tro" inkluderer tiende!

Tiende var en befalet forordning. Faktisk optrådte den som DEN grundlæggende forordning for hele Loven i den Gamle Pagt! Tiende var Lovens middel til at understøtte det levittiske præsteskab, igennem hvem Gud administrerede resten af loven, dens ofringer og alle dens andre bestemmelser og domme (4 Mos 3 og 18).

Hebr 8,9 en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De blev ikke i min pagt, derfor lod jeg hånt om dem, siger Herren.

Den Nye Pagt er klart anderledes, fordi den "ikke er som den, [Gud] sluttede med deres fædre". Dette er ikke tvetydig snak - det betyder lige nøjagtigt hvad der står! Loven angav "Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogen, og følger det" (5 Mos 27,26; Gal 3,10). Ved at forsømme tiende, bliver en kvalificeret Israelit, placeret under Lovens forbandelse i den Gamle Pagt (Mal 3,9). Imidlertid kan en kristen ikke på nogen måde blive forbandet af Loven i den Gamle Pagt. Da Paulus sagde "Kristus har løskøbt OS fra lovens forbandelse" (Gal 3,13), henviste han til hans lændsmænd, jødiske kristne som engang havde være under denne forbandelse.

Hebr 8,10 Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger mine love i deres indre og skriver dem i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.
Hebr 8,11 Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: ›Kend Herren!‹ For alle kender mig, fra den mindste til den største.
Hebr 8,12 Jeg tilgiver deres uret og husker ikke længere på deres synd.

Gud sagde: "Jeg lægger mine love i deres indre og skriver dem i deres hjerte." Lovene i Guds Nye Pagt er evige moralske love, som reflekterer hans karakter. Evige love er klare og åbenlyse i det indre og i hjerterne hos enhver sand troende. Mens "give"-aspektet i tiende, kan være evigt, er de "ti procent" helt klart en forordning og ikke åbenbaret af Gud som et evigt princip efter korset. Guds moralske love er ikke af natur som tiende, hvilket kræver at en person overbeviser en anden person, om det som ikke er åbenlyst allerede "i det indre og hjertet". For at gentage pointen, mens "at give" kan være moralsk, eller naturligt, så er "ti procent" helt klart forordnet og er ikke allerede indlysende.
Disse tekster indebærer at der i den Nye Pagt, vil være et præsteskab af alle troende, i stedet for en gruppe af præster, understøttet af tiende, der underviser resten.

Hebr 8:13 Ved at tale om en ny pagt har han gjort den tidligere forældet; men det, som er gjort forældet og er gammelt, er nær ved at forsvinde.

For to tusind år siden, var det skrevet, at loven i den Gamle Pagt, allerede "er gjort forældet og er gammelt" og "nær ved at forsvinde", hvilket den bogstavelig talt gjorde ved Jerusalems ødelæggelse. Galaterbrevet 4,30-31 siger desuden, at den Gamle Pagt skal jages ud. Bibelen er tydelig omkring dette emne.


Fra "Ingen herlighed" til "alt overvældende herlighed"

2 Kor 3,6 som også har gjort os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.

Paulus og alle andre kristne "tjente" for den "Nye Pagt". Kristne er ikke kaldet til at undervise eller tjene for doktriner fra den Gamle Pagt. At prædike "bogstaven" i den Gamle Pagt "slår ihjel", mens "ånden" i den Nye Pagt "gør levende". Alligevel er der både kristne den dag i dag, der er låst inde i den selv samme "bogstavelighed" i ældgammel lovtro, som jøderne i det første århundrede var. De havde ikke oplevet nogen større vækkelse og manglede tilliden, som findes i ægte åndelig frihed. Rom 8,2 siger, "For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov." Vers 4 tilføjer, "for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden." Kristne underviser ud fra den Gamle Pagt, ved at lære tiende (eller for den sags skyld, nogen anden forordning fra den Gamle Pagt).

2 Kor 3,7 Men når dødens tjeneste, indhugget i sten med bogstaver, havde sin herlighed, så at Israels børn ikke kunne se på Moses' ansigt på grund af hans ansigts stråleglans, der dog forsvandt,
2 Kor 3,8 hvor meget mere vil så ikke Åndens tjeneste have sin herlighed.
2 Kor 3,9 Når den tjeneste, der fører til fordømmelse, havde sin herlighed, så er den tjeneste, der fører til retfærdighed, langt mere rig på herlighed.
2 Kor 3,10 Det, der var herligt, har jo i dette tilfælde INGEN HERLIGHED sammenlignet med den alt overvældende herlighed.
2 Kor 3,11 For når det, der forsvandt, havde sin herlighed, så skal det, der bliver ved med at bestå, have endnu større herlighed.

Bemærk udviklingen for ordet "herlighed" i disse vers. Selvom den Gamle Pagt havde "herlighed" og Moses reflekterede denne i hans ansigt, så forsvandt den "herlighed" (v. 7). Skulle Helligåndens tjeneste, så ikke have "meget mere herlighed" (v. 8)? "Herligheden" ved en tjeneste der fører til retfærdighed vil naturligvis overstige "herligheden" ved en tjeneste der fører til fordømmelse (v. 9). Mens den gamle tjeneste havde "herlighed", så har den nye tjeneste ”endnu større herlighed” (v. 11).

Faktisk, når "herligheden" sammenlignes, har den Gamle Pagt så meget mindre herlighed, at den "ingen herlighed" har, sammenlignet med "den alt overvældende herlighed" (v. 10). Wow! Sikke en erklæring! Forstår vi den fuldt ud? Mens brugen af principper fra den Gamle Pagt måske kan producere "herlige" resultater, så er det sikkert, at brugen af de tydeligt angivne principper i den Nye Pagt, vil producere resultater, der langt overgår i herlighed! Det er hvad Bibelen lære!

2 Kor 3,14 Dog forhærdedes deres tanker, for indtil den dag i dag bliver det samme slør ved med at ligge over oplæsningen af den gamle pagt uden at tages bort, for det fjernes først i Kristus.

Undervisning af tiende falder i fælden som beskrevet i vers 14. For at lære tiende, kan man kun gå tilbage til tekster før korset, såsom 1 Mos 14, 3 Mos 27, Mal 3 og Mattæus 23. Derfor står fortalerne for tiende på den Gamle Pagts grund før korset og ser ikke de ændringer, som ses igennem Kristus. "Det samme slør [bliver] ved med at ligge over oplæsningen af den gamle pagt".

Idet Hebræerbrevet 7 lære os, at "efter lovens bestemmelse tage tiende af folket" var "forandret" da præsteskabet forandrede sig, så burde sløret have været taget væk, fra sandheden om Kristi som ypperstepræst og præsteskabet af enhver troende (Hebr 7,5, 12, 18).

2 Kor 3,16 »Men hver gang én vender om til Herren, tages sløret bort«
2 Kor 3,18 Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.

Den kristne må lære at stole på principperne om nåde og tro i den Nye Pagt, for at blomstre og være Gud til behag. Tiende afslører en mistillid til de bedre principper og en tilbagevenden til en afhængighed af forældede principper i den Gamle Pagt. Ved at se på Kristus, har den kristne garanti for, at blive ændret fra en ikke herlighedsstatus i den Gamle Pagt til en herlighedsposition i den Nye Pagt.

Original af Russell Earl Kelly

Ingen kommentarer:

Send en kommentar