fredag den 25. november 2011

Helligåndens dåb vs. dåb med Helligånden samt moderne tungetale vs. bibelsk tungetale

Helligåndens dåb vs. dåb med helligånden

Pinsebevægelsens og den karismatiske bevægelses fokus har altid været centreret om fælles oplevelse, ikke teologi. Dette er specielt sandt for dem i den karismatiske bevægelse som overskrider alle kirke retninger. Altså er der fx katolske karismatikere, som tror på en sakramental form for frelse og der er lutherske karismatikere som tror på, at barnedåben frelser og der er baptist karismatikere som tror på, at de er frelst ved tro alene. Mens disse tre typer af karismatikere varierer bredt i deres syn på det fundamentale i deres tro, så har de en oplevelse tilfælles - oplevelsen af at tale i tunger. Mens det ikke er alle karismatikere der personligt taler i tunger, vil alle acceptere gyldigheden af vor tids tungetale. Denne oplevelse har selvfølgelig en doktrinær struktur, som kan udtrykkes i de følgende to udsagn:

Helligåndens dåb er det andet værk af nåde, som bringer kraft i den troendes liv.
Tegnet på Helligåndens dåb er, at tale i tunger.

Den logiske konklusion på disse udsagn er, at en person som ikke er blevet døbt af Helligånden, er en 'andenrangs' kristen og oplever ikke Guds kraft i sit liv. Hvis karismatikerne har ret, så mangler der en vigtig ingrediens i det åndelige liv for de fleste kristne. Hvis de tager fejl, så har de ophøjet en, i bedste fald tvivlsom, og i værste fald bedragerisk praksis til det centrale i det kristne liv. For et så vitalt emne, vil det kunne tænkes, at troende vil have et svar på denne gåde, men det er ofte ikke tilfældet. I stedet for finder man en ambivalens i de fleste kredse - Hvis at tale i tunger virker for dig, så fint, hvis ikke, så ingen stor ståhej. Men vi taler ikke om den sidste nye dille indenfor løbesko, men vi diskuterer et vigtigt element af sandhed. Hvis Helligåndens dåb virkelig er en efterfølgende oplevelse, med beviset af at tale i tunger, så burde alle kristne søge denne dåb. Hvis den ikke er, så burde denne teologi blive afsløret og tages afstand fra. Man kan ikke have både i pose og i sæk.

Det bibelske fundament for den karismatiske unikke teologiske position, findes næsten fuldstændig i Apostlenes Gerninger.

Fire passager er kritiske:

ApG 2,1-8
Pinsedag, hvor det først gang nævnes, at der blev talt i tunger.

ApG 8,14-18
I Samaria hvor de nye troende ikke modtog Helligånden før apostlene kom, selv om der ikke er nogen optegnelse over, at der blev talt i tunger.

ApG 10,44-48
Ved Kornelius’ hus, da hedningene modtog Ånden.

ApG 19,1-7
Da Johannes' disciple modtog Ånden ved omvendelse og talte i tunger. 

Et omhyggeligt studie af de ovennævnte passager og andre, vil afsløre at det er ekstremt svært, at basere doktrin på Apostlenes Gerninger. Apostlenes Gerninger er en historisk bog, der følger den tidlige kirkes forandrende natur. Bemærk den forandrende natur og forskellen i måden på modtagelsen af Helligånden i disse fire passager. Eksempelvis er der ingen tungetale i ApG 8; ingen vind eller ild undtagen i ApG 2; nogle, som allerede var frelst, modtog Ånden, sammen med nogle nye omvendte, etc. Imidlertid, ifølge Romerbrevet 8,9 og 1 Kor 12,13, bliver Helligånden altid modtaget i øjeblikket for omvendelsen.

Det bør også bemærkes at de fleste omvendte, selv i Apostlenes Gerninger, ikke talte i tunger. Følgende troende talte tilsyneladende ikke i tunger: 3000 ved pinsedag (ApG 2,41), 5000 mænd (4,4); hofmanden (8,35-38); Saulus (9,3-18); Sergius Paulus (13,7-12); ved Antiokia (13,43); Lydia (16,14-15); fangevogteren (16,27-34); Berøa og and Thessalonika (17,4,12); Athen (17,34); Krispus (18,8); og ved Efesos (19,18).

"Det vil være umuligt at bygge en konsistent doktrin vedrørende Helligånden fra Apostlenes Gerninger. Det er derfor epistlerne blev skrevet - for at give os doktrin. Ingen apostolisk prædiken indeholder en appel til at blive døbt med Ånden" - J.R.W. Stott.

Epistlerne underviser klart at formålet med Åndsdåb er, at bringe
den troende ind i Kristi legeme - Rom 6,3; Gal 3,26-27, Ef 4,5 (en dåb); Kol 2,12; 1 Kor 12,13 (12,14-31 påpeger, at ikke alle taler i tunger).

Så hvordan håndterer karismatikerne den apostolske lære om, at Åndsdåb sker ved øjeblikket for omvendelse, at den bringer
den troende ind i Kristi legeme og ikke bliver efterfulgt af tungetale? De håndterer det ved at lære, at der faktisk er to Åndsdåb i det Nye Testamente. Dette synspunkt fastholder, at den første dåb, kaldet omvendelsens dåb, sker for alle troende og bringer dem ind i Kristi legeme. Den anden dåb er Helligåndens dåb eller kraftens gave, hvilket stadfæstes med tungetale. Den første er dåb af Helligånden, den næste er med Helligånden. Den karismatiske position er, at da Paulus henviste til tungetale i 1 Kor 12-14, så talte han til troende, som havde modtaget den første dåb (af ånden) og dermed var en del af Kristi legeme. Som en del af Kristi legeme, så havde nogle modtaget gaven at tale i tunger - men ikke alle. Så tydeligvis, er det ikke alle troende som kan tale i tunger. På den anden side, når en kristen har modtaget den anden dåb ("med" Helligånden) så vil beviset være at tale i tunger, som et tegn på den oplevelse. Derfor, ifølge dette synspunkt, vil nogle kristne kunne tale i tunger, men alle kristne som har modtaget den anden dåb, vil give bevis for dette faktum, ved i det mindste at have haft en oplevelse af, at tale i tunger. Det er nemt at se, at brevenes tydelige undervisning bliver underkendt, af en ringe forståelse af Apostlenes Gerninger.

Endvidere findes der opposition til denne position i Ef 4,5, som fortæller at der
kun er én dåb. En skelen mellem "af" og "med" kan ikke opretholdes. Det samme græske forholdsord "en" bliver brugt både i 1 Kor 12,13 og i ApG 1,5. Gud fortæller os, at ikke alle kristne har de samme gaver (læs 1 Kor 12,4,7-11, 14-18 og 28-31).

Er det Helligånden der døber? Eller bliver den troende døbt med Helligånden? For at besvarer det spørgsmål vil det være behjælpeligt at sammenligne dåben med vand med Åndsdåb. Dåb med vand kræver tre ting, en dåbskandidat, et element at døbe vedkommende med og en til at foretage dåben. Dåbskandidaten er en troende, elementet er vand, den der foretager dåben er en anden kristen og resultatet er en god samvittigheds pagt med Gud (1 Pet 3,21). I Matt 3,11 står der, at Jesus "skal døbe jer med Helligånden". Åndsdåben har derfor som kandidat en omvendt person, elementet er Helligånden, den der foretager dåben er Herren Jesus og resultatet er en frelst person.

I hele det Nye Testamente, er det kun 1 Kor 12,13 der forklarer formålet med, at blive døbt med Helligånden, hvilket er at bringe den troende ind i Kristi legeme (kirken). At påstå, at dens formål er, at give den troende kraft fra Gud, og som bevis derfor, at tale i tunger, er uden bibelsk grundlag.



Hvad er bibelsk tungetale


De fleste nytestamentlige lærde er enige om, at tungetale i det Nye Testamente var fremmede sprog - ikke usammenhængende volapyk. ApG 2,4-8 er en blandt mange andre passager i det Nye Testamente, der kaster lys på tungetalens natur. Ved den begivenhed, kunne de der hørte disciplene tale i tunger, forstå dem på deres eget sprog. Disciplene talte tilsyneladende i sprog, som tilhørerne forstod. Flere af fortalerne for vor tids tungetale hævder, at disciplene ikke selv forstod hvad de sagde, men det angiver teksten ikke direkte. For en dybere gennemgang af ApG 2, se Detektiv Columbo som teolog af Robert Zerhusen.

Tungetale er oversat fra det græske ord 'glossa', som vi finder flittigt brugt i Johannes' Åbenbaring, se fx Åb 10,11 "Du skal igen profetere om mange folk og folkeslag, tungemål [glossa] og konger". Ud fra sammenhængen er der tydeligvis tale om almindelige sprog. Se også Åb 5,9; 7,9; 11,9; 13,7; 14,6 og 17,15.

Første Korintherbrev kapitel 14, som ellers benyttes til bevisførelse for vor tids tungetale, angiver faktisk selv, at tungetale betyder fremmede sprog, overvej eksempelvis 1 Kor 14,21 "I loven står der skrevet: Ved folk med fremmede sprog [heteroglōssos] og ved fremmedes læber vil jeg tale til dette folk, og selv da vil de ikke høre på mig, siger Herren". Fremmede sprog er oversat fra det græske ord 'heteroglossos', hvilket er et sammensat ord af 'heteros', der betyder fremmed og 'glossa' der betyder sprog. Sammenhængen viser tydeligt, at der her er tale om fremmede sprog, idet det er en henvisning til Es 28,11-12, som profeterer om den gang Israel blev invaderet af assyrerne, som talte på fremmede sprog.

Apostlenes Gerninger underbyger endvidere, at der er tale om fremmede sprog, eksempelvis står der skrevet i ApG 10,45-46 "Og de troende af jødisk herkomst, som var kommet derhen sammen med Peter, undrede sig over, at Helligåndens gave også blev udgydt over hedninger; for de hørte dem tale i tunger og lovprise Gud" Her beskrives der hvordan en gruppe hedninger blev frelst og priste Gud på deres modersmål. I dette tilfælde, henviser Helligåndens gave altså ikke til, at tale i tunger, men til at blive frelst.

Ofte bliver 1 Kor 14,2 taget ud af sin sammenhæng som bevistekst, for at der er en særlig slags tungetale, som kun Gud kan forstå. Men når verset læses i sin sammenhæng bliver det klart, at tungetale for det første drejer sig om fremmede sprog og for det andet, at det blev forstået af de som kendte sproget. Eksempelvis læser vi i vers 28 "Hvis der ikke er nogen til at tolke det, skal den, der kan tale i tunger, tie stille i menigheden. Han kan tale til sig selv og til Gud!" Altså forstår vedkommende selv tungetalen udover Gud. Det bliver endnu tydeligere når vi læser vers 16 "For når du lovpriser med ånden, hvordan skal så den, der ikke er fortrolig hermed, kunne sige amen til din takkebøn? Han forstår jo ikke, hvad du siger". Her ses det, at udover den som taler det fremmede sprog og Gud, så er der også andre som forstår sproget, altså den som er fortrolig med det, han forstår hvad der bliver sagt. Endelig slår vers 10 og 11, det fuldstændigt fast, at der ud over enhver tvivl tales om fremmede sprog, "Der er så og så mange slags sprog i verden, og intet sprog er stumt; men kan jeg ikke sproget, vil jeg stå som en fremmed for den, der taler det, og han som en fremmed for mig".

Når det der bliver sagt, bliver forstået, så bliver menigheden opbygget, hvis nogen taler på et fremmed sprog, må de oversætte det, så det ikke kun er dem selv, der bliver opbygget, men så at hele menigheden bliver opbygget (1 Kor 14,3-5). I dag ser vi eksempelvis Bibelsk tungetale i funktion, når der forkyndes på et fremmed sprog i menigheden, som bliver oversat af en tolk. Det kunne dreje sig om en forkynder fra England, der taler på det engelske tungemål, som så udlægges af en dansker, der både mestre det engelske og det danske tungemål.



Moderne tungetale

Hvis vor tids forståelse af tungetale, slet ikke er bibelsk, hvad er så det, som foregår i dag? Altså, hvordan forklarer vi, vor tids tungetale-fænomen. Hvad er kilden til den moderne kirkes tungetale?

Der er helt bestemt mere end en kilde. Tungetale kan være hedensk, som demonstreret af dokumenteret tungetale i hedenske religioner. Tungetale kan simuleres med det formål, at blive godkendt af gruppen. Trods alt, hvis du deltager i en kirke, som underviser, at tungetale er et tegn på åndelig modenhed, kan presset om at indordne sig, være enormt.

Min personlige overbevisning er, at hovedparten af tungetale i vor tid, er en tillært reaktion. Med andre ord, folk bliver undervist, enten direkte eller indirekte, i hvordan man taler i tunger. Lad os tage et kig på den teori.



Karakteristika for den moderne
tungetale-bevægelse

Tungetalens natur: Tungetale i det Nye Testamente var helt klart sprog, forståelige for de som kendte det sprog, der blev talt. Dette er ikke tilfældet i dag. Sprogforskere har beskrevet moderne tungetale, som en form for ekstatisk tale, tilsvarende hvad der foregår over hele verden, i megen religiøs praksis. Interessant nok, troede de første pinsefolk, at de talte på fremmede sprog, med det formål at formidle evangeliet på missions-marken. Nogle tidlige pinsefolk skyndte sig endda af sted, til fremmede lande, uden nogen form for sprogtræning og begyndte at forkynde evangeliet, mens de stolede på, at tilhørerne ville forstå dem. Da det blev åbenlyst, at de ikke blev forstået, måtte disse nidkære missionære vende hjem og revidere deres forståelse af dette fænomen (Se Christian History Magazine, "The Rise of Pentecostalism," bind XVII, side 2).

Undervisning i tungetale: Moderne fortalere af tungetale, fremlægger formularer og instruktioner, designet til at undervise folk i, hvordan man taler i tunger. Normalt indeholder disse instruktioner en forskrift om, at begynde at lave lyde af en eller anden slags, ved fx at gentage en sætning.

Karismatikere fremlægger tungetale som en troshandling. Det er noget, som du bevidst må begynde på og stole på, at Gud vil fortsætte. Larry Christenson, en lutheransk præst, sagde:

For at tale i tunger, må du holde op med at bede på engelsk ... Du glider simpelthen ind i stilhed og beslutter dig for, ikke at tale en eneste stavelse af noget som helst sprog, som du nogensinde har lært. Dine tanker fokuseres på Kristus og så løfter du blot din stemme op og udtaler overbevisende i tro på, at Herren vil tage den lyd, du giver Ham og forme den til et sprog. Du tænker ikke over hvad du siger. Så vidt det angår dig, er det bare en række lyde. De første lyde vil lyde underligt og unaturligt for dig og de kan være haltende og uartikulerede (har du nogen sinde hørt en baby lære at tale?) — (citeret af Robert Gromacki, s. 41, i The Modern Tongues Movement)

Harold Bredesen gav disse instruktioner til tungetale-søgere ved Yale:

  1. Tænk visuelt og konkret, frem for abstrakt: Prøv for eksempel, at visualisere Jesus som en person.
  2. Overgiv bevidst jeres stemmer og taleorganer til Helligånden.
  3. Gentag visse enkelte elementære lyde, såsom 'bah-bah-bah' eller noget lignende. Bredesen lagde så sine hænder på hver søgende, bad for vedkommende og vedkommende talte faktisk i tunger (citeret af Gromacki, s. 42).

John Kildahl forklarer det, i en interessant bog med titlen The Psychology of Speaking in Tongues, på denne måde:

Når jeg hypnotiserer nogen, begynder jeg med, at sige ”læg dig ned ... luk dine øjne ... slap af ... træk vejret dybt ... og lyt til lyden af dit åndedræt, alt imens du slapper af. Du føler, at du bliver træt og døsig”. Her er et uddrag fra en tungetale-leder, der underviser en i at tale i tunger, ”Herren er i dit nærvær ... Han er med dig nu ... åben dig selv for Ham ... Lad alle dine bekymringer flyde ud af dig ... Herren vil gerne give dig Helligåndens gave ... Åbn din mund og Han vil give dig udtalelse”. Hypnotisøren har essentielt set en tosporet strategi: at neutralisere sanserne og oprette et specielt slags forhold, med andre ord et forhold af afhængighed og tillid (s. 37).

Desillusioner: Christenson citerer to universelle fristelser i forbindelse med tungetale. En er kunstig – fristelsen til at tænke, ”Det er bare noget jeg finder på”. Han siger at denne fristelse må afvises med al kraft. Den anden fristelse er frugtesløshed – når entusiasmen over tungetale er stillet af, kan en person måske begynde at forsømme eller helt ophøre med, at tale i tunger. Christenson siger, at enhver Guds gave indebære forvaltning og derfor må man bestemme sig for, at bruge den resten af sit liv. Med andre ord, må 'gaven', som blev søgt og begyndt på kunstig vis, fortsættes for enhver pris, selv når almindelig fornuft fortæller at der er noget der ikke stemmer.

Kildahl hævder, at når tungetale er et vigtigt mål i livet, så er der altid et forhold til en leder eller en gruppe, som giver en følelse af accept og tilhørsforhold. Hvis tilliden til autoritets-skikkelsen mistes, så vil personen ganske ofte stoppe, med at tale i tunger. Kildahl sagde i sine studier, at han ”ikke fandt nogen der talte i tunger, som ikke havde en relation til en glossolalia autoritets-skikkelse, som vedkommende respekterede. De som havde talt i tunger, men som nu var ligeglade med det, i denne undersøgelse, havde i alle tilfælde, haft en uenighed med lederen i tungetale-gruppen” (s. 53).

Udlægning: Hvis tungetale er problematisk, så er udlægningen af tungetale, det endnu mere. Mens tungetale kan simuleres eller forklares som et himmelsk sprog, håndteres udlægninger ikke så nemt. Udlægningen af tungetale, ses som en overnaturlig evne, til at forstå og udlægge en besked i tunger, til gavn og opbyggelse for Kristi legeme. Rækkefølgen skulle være: Gud giver en besked i tunger til Jens, som så giver denne besked ved en gudstjeneste, men han forstår den ikke selv. Sara får så evnen, til at forstå hvad Jens sagde og transmitterer den til kirken. Det er på dette punkt, at den moderne tungetale, på dramatisk vis bryder helt sammen. Der er udført et antal studier, der alt andet end understøtter den karismatiske position. Tungetale er blevet optaget og siden afspillet for de som påstår, at de er begavet til at udlægge tungetale. I alle eksperimenter af denne natur, som jeg er klar over, er disse optagne beskeder, blevet udlagt forskelligt af hver udlægger. I et tilfælde blev Joh 3,3 fremsagt på tysk, men udlæggeren påstod, at det var ApG 19,2, der blev fremsagt på fransk. En anden gang blev salme 23 fremsagt på hebræisk, men udlægningen havde ikke noget at gøre med salme 23. Nogle gange modsiger udlægningen Jesu klare undervisning. Udlægning er altid, blevet fundet for let (se Handbook on Tongues, side 80 & 95).
Kildahl og hans forskere, optog flere folk der talte i tunger, til brug for udlæggere:

I intet tilfælde, var der nogen form for lighed mellem de mange udlægninger ... Når de der udlagde blev konfronteret med forskellen i deres udlægninger, forklarede de, at Gud gav en udlægning af tungetalen til en person og en anden udlægning, til en anden person (s. 73).

Sådanne studier prikker gabende huller i det karismatiske synspunkt og afslører tungetale for hvad det er – en tillært reaktion og ikke bibelsk tungetale, som er naturlige sprog.



Naturlige forklaringer

Kildahl fremfører følgende mulige forklaringer på den moderne tungetale-bevægelse:

En motorisk automatisme – Noget tungetale er resultatet af en trance-lignende tilstand.

Ekstase – Noget tungetale er resultatet af en stærk og usædvanlig følelsesmæssig begejstring.

Hypnose – På grund af gentagende antydning, af hvad der forventes af en og den gentagende appel, til at give sig selv hen til 'kræften', har mange forfattere konkluderet, at hypnose ofte er involveret i fremkaldelsen af tungetale.

Psykisk renselse – Kildahl opdagede i hans forskning, at bekymring var en forudsætning for, at udvikle evnen til at tale i tunger. Endvidere havde personer, med lav følelsesmæssig stabilet, en tendens til at være ekstreme, i deres bekræftelse af fordelene ved tungetale.

Kildahl, side 40:
Forskning viste, at folk der taler i tunger [glossolalists], er mere føjelige, let påvirkelige og afhængige af tilstedeværelsen af autoritets-skikkelser, end folk der ikke taler i tunger. Dette er vigtigt, fordi man skal følge en leders antydninger for at blive hypnotiseret. Forskning viste også, at de som talte i tunger, tænkte på en velgørende autoritets-skikkelse, da de begyndte at tale i tunger.

Kildahl, side 54:
Evnen til at blive hypnotiseret, kræver at vedkommende har tillid nok, til at give sig selv over til en anden og lægge sin skæbne i hans hænder. Hvis man kan hypnotiseres, så kan man også, under de rigtige omstændigheder, lære at tale i tunger.

Kildahl, side 74:
Det er vores klare holdning, at de som har de nødvendige psykologiske træk, kan lære at tale i tunger. Dette giver anledning til spørgsmålet, ”Hvis det virkelig er en gave fra Helligånden, hvorfor skal det så demonstreres og undervises?” Jeg har observeret den samme rutine, alle steder jeg har været:

  1. Et møde tilegnet intens koncentration om tungetale, efterfulgt af
  2. en atmosfære af forhøjet påvirkning af tungetale-lederens ord, hvor efter
  3. den indviede kan lave de lyde, han er instrueret til. Det er den samme fremgangsmåde, som en kompetent hypnotisør bruger. Jeg er nået til den konklusion, at tungetale er et tillært fænomen.


Hvorfor den nuværende interesse
for tungetale?

I vores samfund er der en længsel efter et ægte religiøst udtryk, midt iblandt al presset fra et sekulariseret samfund. Folk længes efter et autentisk fællesskab med Gud, men de er ikke interesseret i at kende Gud i sandhed. Hvis åndelig modenhed kan opnås, ved at deltage i følelsesladede møder og ved omgående at modtage overnaturlige oplevelser, som giver åndelighed, hvorfor så gøre det hårde arbejde, såsom at studere Bibelen? Den karismatiske bevægelse har tilbudt en genvej til gudsfrygt. At denne genvej virkelig er en omvej, som leder folk til en blindgyde, bliver ofte ikke opdaget, før man har rejst langt ned ad den og stået ansigt til ansigt med desillusionen. Da er mange faret håbløst vild og kender ikke til noget bibelsk kompas, som kan lede dem sikkert tilbage på sandhedens vej.



Af Martin Willemoes Hansen
Til dels baseret på Gary E. Gilley's artikel
Doctrinal Distinctives of the Charismatic Movement - Part 1 & Part 2

Ingen kommentarer:

Send en kommentar