mandag den 21. november 2011

Instrumentalmusik i kristen tilbedelse og vidnesbyrd: Er det sanktioneret i Skriften?



Hvilken plads, hvis der er nogen, har musikinstrumenter
i kristen tilbedelse og tjeneste?



Forord
I løbet af det halve århundrede som forfatteren af dette dokument har været iblandt brødre, samlet alene om Herrens navn, på grundlag af Hans lovede nærvær hvor to eller tre er forsamlet (Matt 18,20), har han været vidne til gentagende forsøg på, at introducere instrumentalmusik som tillæg til vidnesbyrd om evangeliet. Indtil videre har denne bestræbelse været begrænset til søndagsskole-arbejde, missionsarbejde, ungdomsmøder, evangelie-møder, bryllupper og begravelser.

Eftersom denne tendens er iblandt os, anser vi det igen for rettidig, at granske hele den skriftmæssige sammenhæng, hvis der er nogen, mellem musikinstrumenter og Bibelsk kristendom. Vi vil søge nåde om, at gøre dette, ikke i en kontroversiel ånd, men snarere ved en sober og tankefuld udforskning af Ordet, efter Herrens sind angående denne sag. Guds Ord er altid den sidste appel-domstol, hvad angår alt som har at gøre med orden i Hans hus. Lad os da gå til dette spørgsmål, med hjerter der vil lære og kun søge Hans sind, som det har behaget Ham, at åbenbare for os. ”Til læren og vidnesbyrdet: hvis de ikke taler i overensstemmelse med dette ord, er det fordi, der ikke er noget lys i dem” (KJV: Es 8,20).



Kapitel 1
Det Nytestamentlig mønster
Vi er alle tilbøjelig til, at acceptere det populære koncept, ”hvad der er, er rigtigt”. Som børn født ind i denne tid, finder vi os selv omringet af en kirke, som allerede fungerer i henhold til accepterede tankemønstre og metoder. Det er ganske naturligt for os, mens vi udvikler vores mentale og åndelige evner, at tilpasse os til det vi ser omkring os, på grundlag af den formodning, at det er sanktioneret i Skriften.

Forfatteren, deltog som barn i en såkaldt ”kirke”, hvor orglet blev brugt ved hver gudstjeneste. Sømmeligheden af alt dette blev taget for givet. Som han senere udvide hans omgangskreds, så han at klaveret, orglet og endda orkestret optog en mere eller mindre fremtrædende plads, i alle de forskellige religiøse grupper, han kom i kontakt med. Det faldt ham aldrig ind, at stille spørgsmål ved deres tilstedeværelse. Han accepterede det hele, som om det altid har været en del af kristen tilbedelse og vidnesbyrd. Vi drister os til at sige, at en sådan attitude er ganske typisk iblandt kristne i dag.

Kort efter hans konvertering, da han var omkring 17 år, blev forfatteren inviteret til at deltage i et lille møde af troende, samlet i al enkelhed om Herren Jesu Kristi navn. Alt forekom ham så anderledes, fra alt det han nogensinde havde set. Der var ikke noget orgel eller musikinstrument af nogen art, ej heller var der noget der tydede på et kor. Det var fællessang uden nogen form for synlig dirigent. Alt dette gjorde indtryk på ham, som noget ganske besynderligt og han følte sig overhovedet ikke tiltrukket, af hele denne sære simpelhed. Han havde ikke på det tidspunkt, nået det punkt for hans åndelige vækst, hvor han havde nogen tilbøjelighed til, at undersøge grunden for alt dette.

Det er på dette punkt, at emnet for dette kapitel tager sin endelige form. Lad mig fremføre det så klart som muligt, i form af dette dristige spørgsmål: Havde instrumental musik nogen del i kirkens tilbedelse eller vidnesbyrd om de Gode Nyheder, fra historiens begyndelse for Guds kirke på jorden, og videre igennem apostlenes tid og ind i de tidlige århundreder og derefter? Som svar på dette spørgsmål fremføres der efterfølgende en række kendsgerninger.

Lad os minde os selv om at starte med, at den rigtige ”kristne”- eller kirke-dispensation, ikke begyndte før pinsedag. Da vor Frelser var på jord, fortalte Han Peter i Matthæusevangeliet 16,18, ”På denne Klippe vil jeg bygge min kirke” - og ikke, ”Jeg bygger Min kirke”, ej heller ”Jeg har bygget Min kirke”, men, ”Jeg [vil] bygge min kirke”; det var stadig fremtid. Den eneste anden henvisning til kirken i nogen af de fire evangelier, er i Matthæusevangeliet 18,17: ”sig det til kirken”. Men en opmærksom undersøgelse af vers 15-20 viser os, at vor Herre her tænker på de kommende dage, efter Hans afrejse fra jorden. Dette ses tydeligt, hvis vi overvejer vers 20: ”For hvor to eller tre er forsamlede om mit Navn, der er jeg midt iblandt dem”. Dette foregriber tiden efter Hans himmelfart, hvor Han ville skænke Hans usete, dog ægte tilstedeværelse iblandt de to eller tre forsamlede om Hans Navn.

Kirkens virkelighed, som et tilstedeværende, funktionelt legeme på jorden, tager sin begyndelse fra pinsedag, som beskrevet i Apostlenes Gerninger 2. Dette er med sikkerhed underbygget af Ordet i Første Korintherbrev 12,13: ”med en Ånd blev vi jo alle døbt til at være et Legeme”. Første gang ordet ”kirke” (eller ”forsamling”, fra det græske ord ekklesia) bliver brugt i Apostlenes Gerninger, til at betegne dette nye legeme er i kapitel 5,11: ”Stor frygt kom over hele kirken”1. Så vi står på ganske sikker grund, hvis vi konkluderer, at vi må begrænse vores undersøgelse af apostolisk praksis i kirken, til de portioner af det Nye Testamente, som efterfølger de fire evangelier. Med det i mente, vil vi fortsætte med vores emne.

Det første som slår os, når vi undersøge Apostlenes Gerninger, er udeladelsen af noget som helst, der minder om vor tids brug af musikinstrumenter i kirken. Faktisk, er den eneste omtale af sang i hele Apostlenes Gerninger, i anledning af Pauls og Silas fængsling i Filippi, se kapitel 16, vers 25: ”Ved midnat bad Paulus og Silas og sang lovsange til Gud”. Vi føler os sikre på, at der ikke vil være nogen, som tænker på, at der vil være musikinstrumenter i det dybe og mørke fangehul.

Når vi fortsætter til epistlerne, opdager vi den samme tavshed, hvad angår brugen af mekanisk hjælp til kristen tilbedelse eller vidnesbyrd. Lad os her opremse alle forekomster i de Nytestamentlige epistler, som nævner sang eller musik.

Som der er skrevet: Derfor vil jeg bekende Dig iblandt hedninger og lovsynge Dit Navn” (Rom 15,9; dette er et direkte citat fra salme 18,49 i Septuagintaen).

Jeg vil lovsynge med Ånden, men jeg vil også lovsynge med Forstanden” (1 Kor 14,15).

Så I taler til hinanden med salmer og lovsange og åndelige viser og synger og spiller i jeres hjerte for Herren” (Ef 5,19).

Lær og påmind hinanden med salmer, lovsange og åndelige viser, idet i synger med ynde i jeres hjerter for Gud” (Kol 3,16).

Midt i kirken vil jeg lovsynge dig” (Hebr 2,12; dette er et direkte citat fra salme 22,22 i Septuagintaen).

Er nogen vel til mode, skal han synge lovsang!” (Jak 5,13).

Nuvel, vi fremsætter, at der ikke er noget i nogen af de seks referencer, der indebærer den mindste antydning af musikalsk akkompagnement. Det nævnte ”spiller” bliver decideret angivet til at være ”i jeres hjerter”.

Sandelig, hvis Gud havde haft i sinde, at musikinstrumenter skulle have en plads i kirken, ville Han så ikke have kundgjort os Hans sanktionering et eller andet sted, enten i de 28 kapitler i Apostlenes Gerninger eller iblandt de 14 epistler af Paulus, de 3 af Johannes, de 2 af Peters eller de af Jakob og Judas? Hvor slående er det faktum, at det som nu har så stort omfang i tanke og praksis i vor tids kristendom, ikke nævnes i disse 22 korrespondancer, skrevet af 6 forskellige af Herrens tjenere og som strækker sig over en periode af ca. 70 år2.

Hvad med den sidste bog i det Nye Testamente? Vi bør ikke være overrasket over, at vi finder hyppig omtale af sang i denne bog, af himmelsk triumf efter den jordiske pilgrimsrejses lidelser og prøvelser. Og det er ikke engles sang som hilser vores øre i denne apokalyptiske bog. Det er en bemærkning værdig, at der ikke er nogen Bibelsk optegnelse, af engle der synger. De er ikke løskøbt.

Iklædt denne klædning, hvor klart jeg stråler!
Engle ejer ingen sådan klædning;
Engle har ikke en klædning som min -
Herren Jesus min retfærdighed.

Selvom engle priser den himmelske Konge,
Og Han deres Herre tilbedende ejer.
Vi kan med jubel synge,
Han bærer vores natur på tronen.

Den første omtale af sang i Johannes' Åbenbaring, er i kapitel 5:8-9: ”De fire væsener og de fireogtyve ældste [faldt] ned for Lammet, holdende hver sin harpe og guldskåle fyldt med røgelse, som er de helliges bønner. Og de sang en ny sang.”

Gruppen der fremstilles symbolsk som de fireogtyve ældste, er uden tvivl de herliggjorte hellige. I J. N. Darby's sammenfattede oversigt over Johannes Åbenbaring (Synopsis on Revelation), siger han, ”Rundt om den (tronen) sidder de, som repræsenterer de hellige, taget imod ved Kristi komme, kongerne og præsterne, på troner” (s. 519). Her møder vi en gruppe udstyret med harper og guldskåle fyldt med røgelse. Hvad indebærer det for vores undersøgelse?

For det første, kan vi ikke benytte denne himmelske scene, som et mønster for jordisk tilbedelse og vidnesbyrd. Det er ikke kirkens tilbedelse og vidnesbyrd hernede. Hvis det var tilfældet, ville der helt sikkert være nævnt noget, der lignede denne scene et eller andet sted i Apostlenes Gerninger eller i epistlerne. Så det må betyde, at denne scene er ment til at skildre, ikke mønstret for jordisk tilbedelse, men noget af en ny orden.

For det andet, må vi huske på, når vi læser Johannes Åbenbaring, at det er en bog fyldt med symboler. Dr. A. H. Burton opremser i hans hæfte, Symbolerne i Johannes Åbenbaring, defineret i korte træk (The Symbols of the Apocalypse Briefly Defined), ikke mindre end to hundrede forskellige symboler i denne åbenbaringens bog.

Logisk set bør man da ikke, lægge for megen vægt på det bogstavelige, i det som man møder, i denne særdeles bemærkelsesværdige afsløring af fremtiden. For eksempel, selvom vi uden videre anerkender det faktum, at de fireogtyve ældste symboliserer de herliggjorte hellige, vil vi ikke, blot for et øjeblik antage, at antallet 'fireogtyve' er ment bogstaveligt. Rent faktisk tror vi ikke, at vi kan beregne deres antal. Hvis vi ikke har svært ved, at se den symbolske betydning, i antallet 'fireogtyve', hvorfor skal vi så tøve med, at antage harperne som noget helt symbolsk? Dr. Burton opremser harper, i sin føromtalte bog, som ”symbolsk for kortjeneste af lovprisning” (Sl 98,5).

Ydermere, hvis vi skal se en bogstavelig betydning i de himmelske harper, så må vi også acceptere de medfølgende figurer som bogstavelige. Hvis vi bør føje harper (musikinstrumenter) til vores tilbedelse i forsamlingen og vidnesbyrd, fordi vi finder harper i himlen, så lad os da være konsekvente og også tilføje guldskålene og røgelsen, guldalteret og guldkronerne på hovedet! Nej, brødre, vi vil komme langt væk fra de løskøbtes enkelhed i ApG 2,42, hvis vi prøver, at indlemme de materielle symboler i Johannes Åbenbaring. Hvor velsignet det simple mønster er:

Og de holdt fast ved Apostlenes lære og samfundet, brødets brydelse og bønnerne”

Hvis læseren ønsker yderligere, at afveje henvisningerne i Johannes' Åbenbaring til sang eller musikinstrumenter, så opremser vi dem her, for bekvemmeligheds skyld: Johannes' Åbenbaring 5,8-9; 14,2-3; 15,2-3.

I de sidste to henvisninger, står vi igen ansigt til ansigt med himmelske harper og harpespillere, men de ovenstående bemærkninger vil også kunne anvendes her. Vi ved, at der ikke vil være noget bogstaveligt ”glashav, blandet med ild”. Hvorfor skulle vi da, bogstaveliggøre ”Guds harper”?

Følgeslutningen må være, at vi med sikkerheden af Guds åbenbarede vilje, som den findes i Nytestamentlig lære og praksis, kan sige, at instrumentalmusik, ikke havde nogen plads i den apostoliske kirke3.



Kapitel 2
Musikinstrumenter
I den post-apostoliske kirke4

Vi føler os sikre på, at mange af de som læser disse linjer, vil blive meget overrasket over at lære, at der forløb mange århundreder af kirkehistorien, før musikinstrumenter blev introduceret. Fortalerne for musik i kirken, har meget svært ved, at finde nogen som helst omtale af en sådan fornyelse, i løbet af de første syv århundrede af kirkehistorien. Der er gjort et omstændeligt forsøg på, at hverve Clemens af Alexandria, som det første vidne til fordel for instrumentalmusik i kirken. Clemens var en græsk teolog, som underviste i Alexandria og som var fremstående i kirke-anliggender, fra ca. 192 e.Kr. indtil sin død ca. 215 e.Kr. Vi citerer her fra Kurfees, Instrumentalmusik i tilbedelsen, s. 125. - 134.:

Joseph Bingham, den respekterede forfatter af 'Den kristne oldtids-kirke' (Antiquities of the Christian Church), siger uden at tøve: 'Clemens argumenterer snarere for, at instrumentalmusik, lutten og harpen, om hvilke han taler, ikke blev brugt i de offentlige kirker' (Antikken [Antiquities], bind 2, s. 485).

Men dette er ikke alt ... Nogle respekterede lærde er direkte overbevist om, at denne passage som nu er under diskussion, uden tvivl er en afskrivers forvanskning ... Johann Caspor Suicer, en fremtræden forfatter, der skrev på latin, fra det 17-århundrede ... citerer visse tekster fra Clemens, heriblandt følgende: 'Overflødig musik skal afvises, fordi det både bryder og påvirker sindets tanker' ... Suicer drager denne skarpe konklusion: 'Clemens har derfor ikke skrevet noget, som er til fordel for orgler og deres nutidige brug, ikke det mindste, ja faktisk det stik modsatte'.

Det er simpelthen umuligt, at tolke Clemens til fordel for instrumentalmusik i kristen tilbedelse, uden at involvere ham i uforklarlig selvmodsigelse”.

Den næste i rækkefølgen af formodede vidner, sammenkaldt til fordel for instrumentalmusik i kirken, er Ambrosius, biskop af Milano, år 340 - 397 e.Kr. Men Kurfees, som har lavet et så uddybende studie af denne sag, angiver:

Vi pointerer blot her, at beviserne så vidt fremført til fordel for påstanden, ikke blot er utilstrækkelig, men helt bestemt peger på den konklusion, at Ambrosius aldrig på nogen måde introducerede det. Faktisk siger McClintock og Strong's leksikon at: 'Hverken Ambrosius, ej heller Basil, eller Chrysostomos nævnte musikinstrumenter, i de ædle skrifter [ecomiums] i hvilke de hver for sig udtalte sig om musik' [Bind 6, s. 759, Art. Musik]” (Kurfees, s. 123-124).

Dernæst citerer Kurfees fra flere autoriteter for musik og kirke-praksis. Han citerer først Dr. Ritter, Leder af Musikskolen ved Vassar fagskolen, i hans Musikkens historie (History of Music), s. 144:

Vi har ikke nogen reel viden om den eksakte karakter for musikken, som udgjorde en del af de første kristne forsamlingers religiøse hengivenhed. Den var dog ren og skær vokal. Instrumentalmusik var i første omgang ekskluderet, som værende brugt af romerne, ved deres fordærvede festligheder; og alt som mindede dem om hedensk tilbedelse, kunne ikke holdes ud af de nye religionister.”

Edward Dickinson, professor i musikhistorie, ved musikkonservatoriet i Oberlin-fagskole, citerer fra Johannes Chrysostomos, kirkelærd i Antiokia, den største af de græske fædre, som levede fra 347(?) - 407 e.Kr. Han sagde:

Før i tiden sang David salmer; også vi synger med ham i dag; han havde en lyre med livløse strenge; kirken har en lyre med levende strenge. Vores tunger er lyrens strenge, med en anden tone, ganske vist, men mere i harmoni med fromhed” (s. 145).

Professor Dickinson bemærker også med hensyn til Augustin, 354 – 430 e.Kr., som var biskop i Hippo Regis i Nordafrika:

Han bønfaldt troende, om ikke at vende deres hjerter til teater instrumenter. De tidlige kristnes religiøse ledere følte, at der ville være en uoverensstemmelse ... i brugen af ... instrumental-lyd i deres .... tilbedelse ... Den rene sangstemme, var det mere passende udtryk for deres tro” (Musik i den vestlige kirkes historie [Music in the History of the Western Church], s. 54-55).

På dette sted kan vi rejse spørgsmålet, hvis al vidnesbyrd fra de tidlige kirkefædre er imod brugen af instrumenter i kirken, hvornår fandt holdningsændringen da sted, hen mod introduktionen af instrumenter? Det amerikanske leksikon angiver:

Det berettes, at Pave Vitalion var den første, til at introducere orgler i nogle af Vesteuropas kirker omkring 670 e.Kr.; men den tidligst troværdige beretning, er den om orglet, som blev sendt som gave fra den græske kejser Konstantin Kopronymos til Pepin, Frankernes konge, i 775-? e.Kr.” (Bind 12, s. 688).

Pepin gav dernæst orglet til St. Corneille-kirken, ved Compiegne (Ny international encyklopædi [New International Encyclopedia], bind 13, s. 446).

McClintock og Strong's leksikon angiver:

Men de der studerer kirkelig arkæologi, er generelt enige om, at instrumentalmusik ikke blev brugt i kirkerne før meget senere [end Pave Vitalion i år 660 e.Kr.]; for Thomas Aquinas [berømt italiensk teolog; år 1225 – 1274 e.Kr.], år 1250 e.Kr., havde disse bemærkelsesværdige ord: 'vores kirke bruger ikke musikinstrumenter, såsom harpen eller strengeinstrumenter, til at prise Gud, for at hun ikke må blive for jødisk.' Fra denne passage kan vi med garanteret sikkerhed konkludere, at der ikke var nogen kirkelig brug af orgler i Aquinas tid. Det er påstået, at Marinus Sanutus, som levede omkring år 1290 e.Kr., var den første, som bragte brugen af vind-orgler ind i kirkerne” (Bind 8. s. 739).

Det kortfattede leksikon om religiøs viden (Concise Cyclopedia of Religious Knowledge) angiver i artiklen ”Orgel”, på side 683:

Under reformationen blev de [orglerne] afskaffet, for de blev anset for de mest afskyelige rester fra pavevældet”.

Det kan komme som en overraskelse, for mange af læserne af dette dokument, at lære, at den østlige-ortodokse kirke, som ifølge Verdens Almanakken fra 1955 har 125.000.000 medlemmer, aldrig, på noget tidspunkt i sin historie (1800 år), har introduceret instrumentalmusik5.

John Bingham, forfatter af Den kristne oldtids-kirke (Antiquities of the Christian Church), og lærd i Englands Kirke (Church of England), bemærker:

Ej heller var det [orglet] nogen sinde indført i de græske kirker, der er ikke nævnt noget om et orgel i al deres liturgi, fra oldtiden eller moderne tid” (Ord [Words], bind 2, s. 482-484, London udgaven).

McClintock og Strong's leksikon angiver:

Aldrig har hverken orglet eller noget andet instrument, været brugt i offentlig tilbedelse i Østlige kirker, ej heller findes der nævnt noget, om instrumentalmusik i al deres liturgi, fra oldtiden eller moderne tid” (Bind 8, s. 739).

Professor John Gibardeau, en presbyterianer, bemærker i sit værk om Musik i kirken, skrevet mens han var professor på Columbia Teologisk Seminarium, i South Carolina:

Det er således blevet bevist, ved en appel til historiske fakta, at kirken, skønt den henfaldt mere og mere til frafald fra sandheden og ind i en korruption af apostolisk praksis, ikke gjorde brug af instrumentalmusik i tolvhundrede år [han mener, at det ikke blev alment i den periode], og at den calvinistiske reformerte kirke fjernede det fra sine gudstjenester, som et element fra pavevældet. Selv Englands kirke (Church of England), var kommet meget tæt på, at udelukke det fra sin tilbedelse. Det historiske argument, kombineret med Skriften ... rejser derfor en alvorsfuld og kraftig protest imod dets brug i den presbyterianske kirke. Det er kætteri indenfor området af tilbedelses” (s. 179).

Adam Clark, metodist kommentatoren, sagde:

Jeg tror at brugen af sådanne musikinstrumenter i den kristne kirke, er uden Guds sanktionering og imod Guds vilje; at de er undergravende for sand åndelig hengivenhed ... Jeg har aldrig set dem producere noget godt i tilbedelsen af Gud. Musik som videnskab, agter jeg højt og beundrer; men musikinstrumenter i Guds hus, afskyer og fordrager jeg” (Bind 4, s. 686).

John Wesley, den bedst kendte af alle metodister, var imod brugen af instrumenter i kirken (ibid, foroven). John Calvin, den store reformator, siger i sin kommentar om salme 33:

Musikinstrumenter i lovprisningen af Gud, vil være lige så upassende, som at afbrænde røgelse, tænde lamper og genetableringen af de andre af lovens skygger”.

Charles Haddon Spurgeon, den fremtrædende baptist fra Metropolitan Tabernaklet i London i England, brugte ingen musikinstrumenter i sine gudstjenester. Se Girardeau, Instrumentalmusik i kirken [Instrumental Music in the Church] (s. 176).

Alexander Campbell, 1788 – 1866, grundlægger af ”Kristi disciple” (Disciples of Christ), stod stærkt på sin afvisning af musikinstrumenter i kirken (Kurfees, s. 210). Året efter Campbell døde, gjorde en af hans fremtrædende efterfølgere Dr. H. Christopher, en gribende appel imod brugen af instrumenter i kirken. Han sagde til dels:

Jeg kan derfor, i hele min synsvide, ikke se et eneste faktum, begrundelse eller anmodning, som kan retfærdiggøre os, i brugen af musikinstrumenter ved tilbedelsen i kirken ... Det er en fornyelse af apostolsk praksis ... lad os lære fra andres erfaring og stille os tilfreds med hvad Gud har ordineret, og undgå instrumentalmusik og alt der ledsager det, og lade det forblive, hvor det blev født, midt i forvanskningerne af en frafalden kirke” (Herrens kvartårlige [Lord's Quarterly], okt. 1867, s. 365-368).

I lyset af alle de citerede beviser, der taler om fraværet af musik i de første syvhundrede år af kirkehistorien, i lyset af den stormende modstand, det måtte møde de næste syvhundrede år, og i lyset af den gudfrygtige modstand mod det, helt ind i det nittende århundre. Kan vi da ikke rettelig konkludere, at Guds kirkes historie på jord, er overvældende imod introduktionen af musikinstrumenter, i kirkens tilbedelse og vidnesbyrd?



Kapitel 3
Spørgsmålet angående de græske ord

Der er tre græske udsagnsord, samt deres relaterede navneord, som bliver brugt i forbindelse med sang eller melodi i kirken. Det drejer sig om ado, humneo og psallo. Kurfees siger:

Der har aldrig været nogen kontrovers angående musiktypen, generelt set, som indikeres af de første to af disse udsagnsord og deres navneord, ej heller, sandelig, har der været nogen, før de senere år, angående betydningen af psallo samt dets navneord” (s. 4).

Kurfees har, efter et uddybende studie af dette ord psallo, meget kyndigt præsenteret hans opdagelser i de første ni kapitler i sin Instrumentalmusik i tilbedelsen (s. 3-97). Vi vil stille os tilfreds, med blot at gengive hans konklusioner.

Alle leksikografer og teologer er enige i, at ved begyndelsen af den Nytestamentlige periode, var psallo kommet til at betyde, 'at synge'”

John Henry Thayer, forfatteren af Leksikon over det Nye Testamente (the New Testament Lexicon), som ved enstemmig vedtagelse af den tids lærde, ikke blot står i spidsen for, men langt højere end alle andre autoriteter, indenfor det særlige felt for nytestamentlig leksikografi, var kongregationalistisk; men ikke desto mindre nægtede han (hvilket mislykkedes for andre), at blive påvirket af teologiske overvejelser, og skrev dermed, i sit nu berømte leksikon, en trofast registrering af ords sande betydning” (s. 69-70).

Lad os citerer Thayer in loco om psallo.

I det Nye Testamente, at synge en hymne, at fejre lovprisningen af Gud med sang. Jakobsbrevet 5,13.”

Dr. James Begg citerer bifaldende i sit værk med titlen, Brugen af orgler, fra den skottiske presbyterianske teolog, dr. William Porteous fra Glasgow (1735-1812), angående betydningen af psallo i det Nye Testamente:

Det er indlysende, at det græske ord psallo på deres [græske fædre] tid, betød at synge med stemmen alene ... psallo forekommer aldrig i det Nye Testamente i sin grundlæggende betydning, at slå eller spille på et instrument” (citeret i Kurfees, s. 60-61).

Vi konkluderer vores kortfattede undersøgelse af den nytestamentlig betydning af psallo, med denne skarpe opsummering fra Kurfees:

Når Thayer kommer til den Nytestamentlig periode, siger han, det [psallo] betyder, 'I det Nye Testamente, at synge en hymne, fejre lovprisningen af Gud med sang'”.

Så, som for at sætte en ende på kontroversen, siger Sophocles6 i sit storartede leksikon, eksklusivt tilegnet de romerske og byzantinske perioder, og således dækkende for hele perioden af nytestamentlig og patristisk litteratur, at han ikke fandt et eneste eksempel på, at ordet havde nogen anden mening” (Kurfees, s. 48).

Vi kan altså se bort fra enhver retfærdiggørelse, af brugen af musikinstrumenter i kirken, på grundlag af en sådan formodet bibetydning af de benyttede græske ord, som værende ren og skær gætværk eller ønsketænkning.



Kapitel 4
Kristendom i kontrast til jødedommen7

Vi er fuldt og fast overbevist om, at accepten af musikinstrumenter i kristen tilbedelse og vidnesbyrd, basalt set skyldes de troendes manglende skelnen, mellem de to systemer af lov og nåde. En vor Herres mest bemærkelsesværdige udtalelser, da han var her på jord, finder vi i slutningen af Lukasevangeliet 5.

Og ingen kommer ung vin på gamle læderflasker; ellers sprænger den unge vin læderflaskerne, og den spildes, og læderflaskerne ødelægges. Men man skal komme ung vin på nye læderflasker, så blive de begge bevarede. Og ingen, som har drukket den gamle, vil have den unge; for han siger: Den gamle er god” (v. 37-39)

Sikke en interessant udtalelse! Hvad ville vores Herre, lære os med denne hjemlige allegori? Vi tror det simpelthen, er dette: Jødedommen og kristendommen kan ikke blandes; de udelukker hinanden. At forsøge på at forene dem, er fuldstændig, at gå glip af betydningen af dem begge.

Det jødiske system stammede fra et løfte givet til Abram, da han stadig var i landet Ur i Kaldæa. ”Jeg [vil] gøre dig til et stort folk, og ... i dig skal alle Jordens slægter velsignes!” (1 Mos 12,2-3). Senere fornyer Gud Sit løfte med disse ord, ”Jeg er Herren, som førte dig bort fra Ur i Kaldæa for at give dig dette land i eje!” (1 Mos 15,7). Gud møder Abram endnu engang, da han er 99 år, Gud ændre hans navn til Abraham og gentager Sit løfte til ham med disse ord: ”Jeg giver dig og dit afkom efter dig det land, hvor du er udlænding, hele Kana'ans land, til evigt eje” (1 Mos 17:8).

Læseren bedes nøje bemærke de tre ovennævnte løfter. Der blev ikke sagt et eneste ord om Himlen, ej heller om efterlivet. Alt sammen er forbundet med denne jord, specielt en del af den, kaldet ”Kana'an”, og løfterne er helt og aldeles, i lyset af den midlertidige fremgang, her forneden.

Senere hen, efter nationen Israel blev ført ud af Egypten og bragt ind i det lovede Kana'ans land, finder vi, at de søger, at handle på løftet gjort igennem Moses, med det resultat at, ”Når I nu hører disse lovbud og holder dem og handler efter dem, så skal Herren din Gud til løn derfor holde fast ved den pagt og den miskundhed, han tilsvor dine fædre” (5 Mos 7,12). Derefter følger et detaljeret løfte om jordisk fremgang, en stor familie, hjord og høst, samt ophør af sygdom iblandt dem og den sikre sejr over deres fjender. (Se hele passagen i 5 Mos 7,9-18). I alt dette, er der ikke noget spor af noget som helst ud over velsignelser i dette liv. Spørgsmålet om Himmel og Helvede, bliver ikke rejst; alt er jordisk.

Når vi begynder, at undersøge Guds bestemmelser, for Sit jordiske folks formelle tilbedelse, bliver vi slået af den enorme kontrast til det vi finder i kristendommen. Både i den detaljerede beretning over planerne for tilbedelsen ved tabernaklet, beskrevet i Anden Mosebog 25-30 og i indvielsen af tilbedelsen ved templet, beskrevet i Anden Krønikebog 2-7, står vi ansigt til ansigt, med et guddommeligt sanktioneret tilbedelses-system, som er eksternt, formelt, ritualistisk og jordisk ned til mindste detalje.

Det er ofte blevet bemærket, under vores studier af Paulus brev til hebræerne, at det ikke primært er en sammenligning af de to systemer af lov og nåde, men snarere en kontrast mellem de to. Alligevel, på trods af alt det Gud har gjort, for at vise os de essentielle og basale forskelle i de to måder, at håndtere mennesket på jorden, har kristendommen afvist, at anerkende forskellen og forsøgt, ganske katastrofalt, at kombinere de to. Lad os ganske kort opsummere nogle af de guddommelige markerede kontraster i de to forhold. I kontrast til det jødiske løfte om jordiske velsignelser, bliver den kristne lovet himmelske velsignelser. Se Efeserbrevet 1,3: ”Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som har velsignet os med al åndelig velsignelse i det himmelske i Kristus”. Vores Herre efterlod os med følgende udsigt, ”I verden vil i have trængsel” (Joh 16,33). ”Fordi I ikke er af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer” (Joh 15,19). Her er intet løfte om sejr over midlertidige fjender, men snarere det modsatte.

I det jødiske system var der ingen adgang til Guds nærvær, undtagen igennem en mellemmand, ypperstepræsten og det, kun én gang om året (Hebr 9,7-9). Men i kristendom har vi det velsignede privilegium, at have adgang til det helligste, ved Jesu blod (Hebr 10,19). I det ene system, kunne kun en speciel gruppe af mennesker, Levis stamme, gøre tjeneste med de guddommelige sager. Men vi har kendskabet til, at vi alle er et helligt og kongeligt præsteskab, der skal bringe åndelige ofre og forkynde Hans dyder (Sammenlign 1 Pet 2,5 & 9). I det første system var der intet kendskab, om at være accepteret af Gud, men vi jubler over at vide, at vor synder er tilgivet (Sammenlign Ef 1,6 med Hebr 10,1-3). I det første system var der en konstant gentagelse af ofringer, år efter år og de daglige ofringer af lam i det kontinuerlige brandoffer (2 Mos 29,38-42). Men i Hebræerbrevet 10,14 læser vi, ”For med et eneste offer har Han for bestandig fuldkommet dem, som helliges”.

Nu kommer vi til det aspekt af jødedommen, som har en særlig forbindelse til emnet for vor undersøgelse. Vi refererer til tempel gudstjenestens ydre storslåethed. Når vi ser på beskrivelsen af tempel indvielsen i Anden Krønikebog 2-7, var denne pragtfulde bygning, opført til en anslået pris af over seks tusind millioner kroner8, uden tvivl den mest kostbare og omstændelige konstruktion, der nogensinde er blevet opført af mennesket. Med dette fortilfælde som forbillede, har kristendom opført basilikaer, templer og katedraler. Men når vi vender os til Åndens instruktion for kirkens tidsalder, møder vi en komplet tavshed, hvad angår sanktionering af nogen som helst fysisk struktur, til at huse kirken. Nej; vi finder tværtimod denne direkte erklæring, ”Ved i ikke, at i er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer?” (1 Kor 3,16). Endvidere, ”I hvem også i med os bliver opbyggede til Guds bolig i Ånden” (Ef 2,22). Og i 1 Pet 2,5, ”Og lader jer selv, som levende sten opbygge som et åndeligt hus”. Lad det da stå krystalklart i vore sind, at der ikke er noget sådant på jorden i dag, som en fysik bygning, om det er af træ eller sten eller marmor, som har nogen form for sanktionering i Guds øjne.

Lad os dernæst overveje tempel-gudstjenesten, som beskrevet i Anden Krønikebog 5,12-14: ”Og alle de levitiske sangere ... i klæder af fint linned med cymbler, harper og citere, og sammen med dem stod 120 præster, der blæste i trompeter - i samme øjeblik som trompetblæserne og sangerne på en gang stemte i for at love og prise Herren og lod trompeterne, cymblerne og musikinstrumenterne klinge og lovede Herren ... - fyldte skyen Herrens hus”.

Her brødre, har vi den guddommeligt sanktionerede tilbedelses-måde, for det gammeltestamentlige system, jødedommen, for de århundrede hvor Gud håndterede Sit jordiske folk, før korset. Her er den gamle vin, når den er bedst. Her ser vi det guddommeligt beskikkede tempel, det guddommeligt udpegede kor med dragter, det guddommeligt udpegede orkester og det guddommeligt udvalgte præsteskab. Det er ikke underligt at vor Herre kunne sige, ”Og ingen, som har drukket den gamle [vin], vil have den unge; for han siger: Den gamle er god” (Luk 5,39). Hvis vi ønsker en forklaring, på hvad vi ser omkring os kristendom i dag, har vi svaret her. At det har mislykket, at se forskel på den jødiske ydre tilbedelse, for det kødlige menneske og den kristne åndelige tilbedelse i det helligste, har resulteret i kristendommens fordærvede tilstand i dag. Dette beskrives af vor Herre i Sin tale til de syv kirker i Lilleasien, i lighed med den sidste af de syv, Laodikea. Til hende siger Han højtideligt, ”Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund” (Åb 3,16).

Vi ser altså, at vores spørgsmål angående musikinstrumenter i kirken, går meget dybere end tingene selv; det er snarere, blot et af elementerne i et generelt sammenbrud, af at holde den nye vin i de nye flasker. Hvis vi ikke beholder det dér, vil vi miste det. Kan vi da ikke stille os selv det spørgsmål: Tør vi risikere, at miste denne kostbare nye vin, ved igen at vende os til svage elementer af en ”jordisk helligdom” (Hebr 9,1)? Bør vi ikke hellere lytte til vor velsignede Herres stemme i Johannes Åbenbaring 3, hvor Han taler til kirken i Filadelfia, ”Se, jeg har givet dig, at der foran dig er en åben dør, som ingen kan lukke; for du har kun liden kraft, og dog har du bevaret mit ord og ikke fornægtet mit navn”?



Kapitel 5
Kaldet til at skille sig ud

Vi har nu i korte træk gennemgået historien for introduktionen af og den generelle accept af instrumentalmusik i kristen tilbedelse og vidnesbyrd. Vi har set, at det blev accepteret meget modvilligt af kirken og ikke blev billiget, generelt set, før efter reformationen. Karakteren af det akkompagnement, som blev bragt ind først, var forholdsvis simpelt, det var begrænset til orglet, som illustreret af Konstantins gave til Pepin i år 670 (se kapitel 2).

Men i dag finder vi os omringet af et mærkværdigt skue. Instrumentalmusik i dens mange former, er ikke blot blevet accepteret, generelt set, af den bekendende kirke, men det har også i høj grad fordrevet læsningen af Guds Ord og den sunde og solide prædiken af det samme. Jeg citerer her et afsnit, fra en pjece på fire sider, med titlen Musik i forsamlingerne (Music in the Assemblies).

Dette er tidsalderen for hymnelogi. I dag sætter man sin tillid til religiøs musik, for at bevæge sindet. Guds Ord kommer i anden række og Åndens Sværd bliver stukket i skeden i halvtreds, tres eller flere procent af tiden i radioprogrammer. Musik bliver sat så meget i forgrunden, og gjort så attraktiv, at når Ordet endelig bliver prædiket, så har tilhørerne mistet deres lyst til Ordet”

Lad os nu citerer fra 400 Spørgsmål og svar, sammensat af H. B. Coder9:

Alt imens virkeligheden af Kristus forlader sjælen, afløses den af ritualer og former uden liv rejser sig overalt. Dette har udviklet sig i sådan en grad, at selv verden, er ved at miste sin respekt for kristendom, som ser ud til, at gå mere op i underholdning, end at konvertere mennesker. Vi tror derfor, at enhver brug af instrumentalmusik i tilbedelsen af Gud, over hele spektret, i søndagsskolen, evangelie-mødet, eller i noget andet ... vil have en tendens til, at sænke karakteren af kristendommen selv” (s. 212-213).

Vi er overbevist om, at man i det sidste århundrede af kirkens historie, har set en øget nedgang i tonen for tilbedelse og vidnesbyrd. Det er vores overbevisning, ud fra vores studier, at den øgede vægt på brugen af musikinstrumenter, koblet med en sekulær type af hymnelogi, har været en betydningsfuld bidragyder, til den nedadgående bevægelse.

Jeg håber, at vi ikke er uretfærdige, over for den meget brugte evangelist, den kære Dwight L. Moody, når vi citerer ham som en, som uden tvivl opfostrede den moderne tilgang til evangelie-arbejde. Vores respekterede bror John Nelson Darby, var personlig bekendt med Moody og søgte at være ham behjælpelig. Darby's evaluering af Moody's metoder for evangelie-arbejde, er uden tvivl profetisk. Vi citerer her dele af hans bemærkninger, som de er nedfældet i hans offentliggjorte breve:

Jeg glæder mig, jeg må glæde mig, over hver en sjæl konverteret – jeg bliver nød til det - og frelst for evigt. Ej heller tvivler jeg på Moody's alvor, for jeg kender manden godt. Jeg ser at Gud bruger ekstraordinære midler til at vække Sine sovende hellige, ... men jeg bliver ikke revet med af det. Med hensyn til resultatet af det som helhed, vil det ikke holde ... Jeg bedømmer helt og holdent, at det vil opfostre verdslighed i de hellige. ... Enkelte kan blive konverteret; det må vi glæde os over; effekten på Guds kirke vil være ødelæggende” (Breve af J. N. Darby, bind 2, s. 308)

M's arbejde ... mikser uforbeholdent kristendom med verden og verdslige indflydelser, og bruger det, fordi det gavner hans arbejde, og det fostre en verdslighed og andet ondskab i kristendom” (Bind 2. s. 394).

Han mikser aktiviteter, med det som er kødeligt, for at skade kristne og mikse de hellige med verden” (Bind 2. s. 428).

Selvom Moody satte fortilfældet for kæmpestore kor og musikalske akkompagnementer, så var det alt sammen meget mildt, i sammenligning med vor tids spektakulære ceremonier, i såkaldt ”kristen” vidnesbyrd. De som kom i generationen efter Moody, har været umættelig i deres forsøg på, at gøre kristendom attraktiv for det kødlige menneske og i særdeleshed for unge mennesker.

For halvtreds år siden, anerkendte den bekendende kirke, en skillelinje mellem hvad der blev anset for ”verdsligt” og hvad der var passende for en kristen. Men i dag kappes kirken med den store korrupt-inde, Hollywood, om at appellere til masserne. Engang blev teatret anset for at tilhøre verden og blev udtrykkeligt nævnt, som noget troende bør undgå. Men i dag udgør teater-drama en bestemt del af aktiviteterne for bekendende kristne. Såkaldte ”fundamentale” skoler, udsender attraktive appeller, til potentielle studerende, hvor de angiver deres exceptionelle faciliteter for træning i drama. Besnærende titler og illustrationer af angiveliget ”kristne” film, bliver vist i annoncerne i bladene. Troende, som engang tænkte at biografen hørte til verden, strømmer nu til midtbyens biograf, for at se ”Martin Luther” eller dets lige. Det er unødvendigt at sige, at al dette skuespil, bliver akkompagneret af udførlig musik, som fanger følelserne og ens fantasi, men som ikke bringer lytteren ind i nærværet af Ham som trofast sagde i Sit Ord, ”For vore stridsvåben er ikke kødelige” (2 Kor 10,4).

Som vi bladre igennem et af vor tids fundamentale blade, Kristent liv (Christian Life), bliver vi slået af den store andel af annoncesider, som fremfører påstandene fra konkurrerende virksomheder, der tilbyder forskellige og udførlige musikinstrumenter og musik-anordninger i hymnelogi. Appellen er helt sikker sensuel.

Åh Guds hellige, lad os vågne op og se hvor vi er på vej hen! Kristendom, og sammen med den, sørgeligt nok, ”fundamental kristendom”, har nået et ”for alle tiders højdepunkt” i sin efterligning af verdslig underholdning og et ”nyt lavpunkt” i åndelig kraft. Skuespillere fra Hollywood, bliver fremvist som ledende attraktioner, ved såkaldte evangelistiske fremstød, det går endda så vidt, til at rekvirere tv-helte i dyreverdenen. Hvilken parodi på standarden givet os i Guds Ord: ”Min prædiken var ikke med visdoms overtalende ord, men med Ånden og kraft som bevis” (1 Kor 2,4).

I mange tilfælde er forelskelsen i musikalske oplevelser, gået så langt, at kirkens platform bliver brugt, til ren og skær indøvelse af musiktalenter. I stedet for den seriøst, alvorsfulde appel fra den åndsfyldte prædikant af Guds gode nyheder, angående Sin velsignede Søn, bliver der hørt lyden af klapren fra xylofonen, klimpren fra guitaren, den vemodige jamren fra violinen, eller gjalden fra trompeten eller saxofonen. Og alt dette i Kristi navn!

Lad os på dette sted igen citere fra 400 Spørgsmål og svar, af H. B. Coder, side 212-214:

Vi er ikke fjende af instrumentalmusik. Vi elsker det, hvis det bliver holdt fri af den umoralitet, som så ofte hæfter sig til det, og hvis det bliver holdt der, hvor det høre hjemme, i social-livet og hjemmets område. Men på det kristne område – området for det himmelske folk, som kender Gud og nærmer sig Ham i al virkelighed af hvad Han er – tror vi at det er inkonsistent og irrelevant. Det har været midlet, tror vi, til i høj grad, at nedbryde kristendom.”

Se på dets indvirkning på kristne forsamlinger: Det var i første omgang til at hjælpe dem med at synge; nu, uden forståelse for tilbedelse af Gud, får de i stedet en musikalsk fornøjelse for dem selv. Er det noget under, at de efter det, kan forbinde teatret med kirken? Det ene sted giver dem nydelse og ligeså det andet.”

Endnu engang, se på dets indvirkning på moderne evangelisation. Det har gjort det til en ny slags underholdning, og i stedet for omvendte, kendetegnet ved at have grædt i omvendelse over synd, ved ivrig adskillelse, selv fra kjortlen besmittet med det, og ved en bønnens og hengivelsens ånd til Kristus, så har det formet, et letsindigt, nydelses-elskende sind i dem, destruktivt for ægte kristendom.”

Da Moses på sin tid kom ned fra bjerget, og fandt Israels lejr i vild hengivenhed til en falsk gud, tog han et telt og slog ”det op udenfor lejren i nogen afstand derfra; han gav det navnet 'Åbenbaringsteltet'. Enhver som vilde rådspørge Herren, gik ud til Åbenbaringsteltet uden for lejren” (2 Mos 33,7). Guds Ånd tager dette eksempel og giver det en kristen anvendelse i Hebræerbrevet 13,13: ”Så lad os da gå ud til Ham uden for lejren, idet vi bære hans forsmædelse.”

Tidligt i det sidste århundrede, kaldte Guds Ånd på tusinder af troende, til at handle ud fra dette skriftsted og træde ud af en jødedoms-præget kristen lejr, for at finde Kristus, der hvor to eller tre er forsamlede i Hans navn. De handlede i fuld tiltro til løftet i Matt 18,20. Gud velsignede dem vidunderligt og åbnede Skrifterne for dem på en måde, som de aldrig havde været åbnet, siden apostlenes dage. Disse troende forlod religiøse titler, sakramenter, dragter, bygninger, orgler, kor, bønne-bøger og skriftestole. Det Nye Testamente blev deres eneste vejledning og dyrebare åndsfyldte lovprisnings hymner blev med glæde, givet til Gud i alle deres forsamlinger. Introduktionen af nogen som helst mekanisk hjælp til deres tilbedelse, ville have været afskyeligt for dem. Deres vidnesbyrd om de gode nyheder var simpel, men med kraft. Intet glamour ledsagede deres sjæl-til-sjæl arbejde i evangeliet. De søgte i virkelig selvransagelse, at blive forvandlet efter Herrens sind, som det er udtrykt i Åb 3,8: ”Du har kun lidt kraft, og dog har du bevaret Mit Ord og ikke fornægtet Mit Navn.”

Skal vi kære brødre, som er arvinger til sådant et helligt vidnesbyrd, forråde den tiltro vi er givet og give efter for presset og mønstret for vor tid, og ødelægge vor dyrebare arv? Lad os derimod høre Guds Ånd, tale til os på ny, ”Jeg byder dig for Guds åsyn, som holder alle ting i live, og for Kristus Jesus, som vidnede den gode bekendelse for Pontius Pilatus, at du holder buddet uplettet, ulasteligt indtil vor Herres Jesu Kristi Åbenbarelse” (1 Tim 6,13-14).

Vor Herre bekendtgjorde for kvinden i Sykar i Joh 4,23-24, at Gud Faderen søger tilbedere, som skal tilbede Ham i ånd og i sandhed. Dette var ikke tilfældet i jødedommens system. Må vore sjæle da være dybt bevæget foran Herren, at vi må give gensvar til Hans ”søgning” og blive fundet som ægte tilbedere, ikke med orgelpibe og orgel, men med hjerte og sjæl. Han kommer snart! Da skal vi tilslutte os det himmelske kor og synge Hans lovprisning i Faderens hus. ”Amen. Kom, Herre Jesus!”



Bilag

Til de som ønsker en kort opsummering af de foregående synspunkter, angående musikinstrumenter i kristen tilbedelse og vidnesbyrd, gengiver vi her en kort artikel, der udkom i bladet Den unge kristen (The Young Christian), under titlen, ”Et ungdomsmøde – Spørgekassen” (A Young People's Meeting – The Question Box).

Spørgsmål: Hvorfor bliver musikinstrumenter ikke brugt i møderne for dem som er forsamlet i Herren Jesu Kristi navn?

Svar: Sand kristen tilbedelse er ”i ånd og sandhed” (Joh 4,23-24). Det er ”med Ånden og ”ved Ånden” (1 Kor 14,15-16; Fil 3,3 [Bibelen 1992]) og behøver ingen kødlige hjælpemidler. Helligånden, som inddvæler den troende individuelt og forsamlingen kollektivt (Joh 14,17), er drivkraften for kristen tilbedelse. Alt andet som blot appellerer til kødet og bortleder hjertet fra den ægte genstand for tilbedelse, er kun en hindring. Det er sikkert at sige, at alt som det kødlige menneske kan nyde, ikke er passende for de ting, der har med Gud at gøre. Vi kan bede og synge og prise Gud i Ånden, men har et orgel en ånd? Musikinstrumenter vil uden tvivl hjælpe på nøjagtigheden og timingen af vor sang, men ville hindre tilbedelsens åndelige karakter og det alene, er hvad der er acceptabelt for Gud.

Intet hjerte, undtagen det som af Ånden har lært,
spiller melodi for Dig.

Når vi bemærker musikinstrumenters oprindelse (1 Mos 4,21), lærer vi, at ligesom andre ting, som ikke er forkerte i sig selv, at de først blev brugt af Kains familie, til at hjælpe dem med, at glemme Gud.

Dette er stadig den måde, de bliver brugt i verden i dag. I Daniels Bog 3,5,7,10,15 blev musikinstrumenter brugt i forbindelse med afgudsdyrkelse. Ved at appellere til kødets religiøse følelse, skaber de en falsk følelse af tilbedelse.

Musikinstrumenter havde deres plads i det Gamle Testamente og vil igen blive brugt i tusindårsriget (2 Krøn 5,11-13; Sl 150). De, ligesom præste-klæder og ofringer, er forbundet med en jordisk helligdom. Men kristen tilbedelse er af tro, ikke af det som kan ses; himmelsk, ikke jordisk.

Matt 9,15 indeholder et vigtigt princip i forbindelse med dette emne. Herren Jesus, foragtet og forkastet af denne verden, er fraværende, og dette bør i høj grad karakterisere vor tilbedelse. Kirken føler fraværet af Brudgommen! Trompeternes gjalden er helt sikkert ikke konsistent, med vores relation til Herren som den Fraværende! Hvordan kan vi tilbede Ham, som verden har dræbt, med de selv samme instrumenter, som de bruger til at fjerne Ham fra deres tanker? Er vores position, i denne hensende, ikke den samme som Israel i Babylon (Sl 137,1-4)? Deres harper hang i poplerne ”Hvordan kan vi synge Herrens sange på fremmed grund?” Underkuelse bør karakterisere vor tilbedelse, mens vi tænker på vor Herre, som den Afviste og sørger over Hans fravær.

Hvad med musikinstrumenter i forbindelse med de Gode Nyheder? Igen, her vil appellen være til hvad kødet nyder og vil ikke have nogen indvirkning på samvittigheden. Den megen plads givet til omstændelige musikalske gudstjenester i lejren, er uden tvivl en attraktion for mange og at Gud i Sin suverænitet, kunne bruge opførelsen af en hymne, selv af en fortabt musiker, til at frelse en sjæl, sætter vi ikke spørgsmål ved. Men kan vi, som er forsamlet om Herren Jesu navn, uden for lejren (Hebr 13,13), i overensstemmelse med vores himmelske kald, i vor tjeneste for de Gode Nyheder, bruge hvad Gud har afvist, som uegnet i tilbedelse af Ham i Sit nærvær og tro, at det for Ham, er egnet i Hans tjeneste med de Gode Nyheder, enten for børn eller voksne? Tværtimod, lad os for altid søge, ved nåde, hvad der er egnet i Hans nærvær og som behager Ham.

Forbyder Guds Ord os at eje musikinstrumenter og bruge dem i vore hjem? Nej. Kristne er frie til at blive ledt, ved Guds nåde, som har frelst dem og til at være begrænset af Kristi kærlighed, til at leve, ikke for dem selv, men for Ham som døde for dem og opstod igen (Rom 12,1-2).

Afslutningsvis, imens sang har en anerkendt plads i kristen gudstjeneste (ApG 16,25; Kol 3,16; Ef 5,19), bliver musikinstrumenter aldrig nævnt en eneste gang i forbindelse med den kristne gudstjeneste.



Noter


1I ApG 2,47, ”til kirken” [KJV] findes ikke i de bedre manuskripter. Se Westcott & Hort, Nestle, and Oxford tekster in loco.
2Apostlen Johannes levede længere end alle de andre apostle og døde ved Efesus ca. 100 e.Kr. Se Davis & Gehman's Westminster Bibel-ordbog, in loco.
3Senere i vores dokument, tager vi fat på argumentet om, at nogle af de græske ord, oversat ”synger” og ”spiller i jeres hjerte”, antyder akkompagnement af instrumenter. Se kapitel 3.
4Materialet for dette kapitel er for en stor del lånt fra M. C. Kurfees' omfattende værk, Instrumental Music in the Worship (1911), Gospel Advocate Co., Nashville, Tennessee, 1950.
5Omkring år 1900, ser det ud til at de Græsk Ortodokse kirker i USA, begyndte at bruge instrumenter, men det var ikke tilfældet for den europæiske kirke.
6En græsk-amerikansk lærd, professor i græsk ved Harvard College. Han udgav en græsk grammatik-bog i 1883, og andre værker angående græsk, græsk grammatik og et græsk leksikon omhandlende de romerske og byzantinske perioder, 1870. (Se Century Dictionary and Cyclopedia, in loco)
7For de som ønsker en komplet og habil diskussion af dette emne, anbefaler vi meget J. L. Harris værk med titlen: Om tilbedelse (On Worship), eller Jødisk og kristen tilbedelse sammenlignet (Jewish and Christian Worship Contrasted). For en kortere præsentation, anbefaler vi en nyere pamflet af vores bror H. E. Hayhoe: Kristendom og jødedom sammenlignet: En gennemgang af Hebræerbrevet 6 (Christianity and Judaism Contrasted: An Exposition of Hebrews 6).
8Se Down og Gehman, ”Temple”, Westminster Dictionary Bible, s. 594.
9H. B. Coder (redaktør), 400 Spørgsmål og svar [400 Questions and Answers] (med henvisning til over 1200 passager i Skriften), Loizeaux Bros., New York, 1928.



Bibelteksten er baseret på den danske autoriserede Bibel fra 1933 opdateret til
sproget for det 21 århundrede.

Oversat af Martin Willemoes Hansen, med tilladelse fra:
BibleTruthPublishers 59 Industrial Road, Addison, IL 60101, U.S.A.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar