søndag den 6. november 2011

Sund og usund lære om dåben

Kære forkæmpere for læren om barnedåb

Jeg har læst flere indlæg i dåbsdebatten på nettet, hvor modstandere af barnedåb kaldes for sværmere og dåbsfornægtere. Jeg vil, så langt som jeg mener at kunne forstå, forholde mig til bibelske argumenter, hvilket også efterlyses.

Der tales om et fortolkningsprincip, en hermeneutisk grundregel, som går ud på at lade den enkle og ligefremme forståelse af et skriftsted være gældende, med mindre dette modsiges af sammenhængen.
Jeg vil forsøge at lade skrift forklare skrift. Og med skrift ikke blot forstå den nære kontekst, men skrifterne som helhed. Jesus sagde jo til de lærde, at de for vild, bl.a. fordi de ikke kendte skrifterne. Og som bekendt er det hele summen af Guds ord, der er sandhed.

 

U–bibelske udsagn

Her er først nogle udtryk/udsagn, som jeg har lagt mærke til og som kan undre.
  • Guds nådemidler
  • Dåbsbefalingen
  • At modtage dåben
  • Dåbens gave
  • Dåben og den rette lære om dåben er evangelium                                                                    
  • Gud har frelst os ved dåb og tro
  • Spædbørn frelses ved troen alene
  • Dåben genføder og frelser
  • Den tro de fik i dåben
  • Troen modtager … syndernes forladelse i dåben
  • Dåben … giver og besegler syndsforladelse … uafhængig af troen
  • Dåben … et middel, hvorigennem Gud frelser og genføder
  • Dåben er …  et middel, hvori Gud giver og besegler frelsen
  • Kraften i Guds nådemidler
  • Deres dåbs nåde
  • At fortrøste sig til de midler, hvori Gud uddeler nåden
  • Det er Gud, der handler i dåben
  • Dåben er nødvendig til frelse, men dåben er ikke absolut nødvendig
  • Omskærelse gjorde israelitternes børn til arvinger       

Hvis det er bibelske argumenter, der efterlyses, hvorfor så dette ’arsenal’ af ikke-bibelske udtryk og udsagn? Har sådanne udsagn ikke en vis manipulerende virkning? Hvis læren om genfødsel i dåben er indlysende og soleklar, set ud fra Bibelen, hvorfor skal denne lære så hjælpes på vej af et sådant ’arsenal’ … ?  Jeg tror ganske bestemt, at sådanne udtryk og udsagn er med til at forplumre Guds Ord. Hvis nogen taler, skal han 'tale med ord fra Gud' (1 Pet 4,11).

De som kæmper for denne lære, vil nok sige, at de kan bevise disse udsagn. Hvis en dommer kommer til en forkert konklusion og dermed afsiger en forkert dom, er det vel meget tænkeligt, at der var fejl i bevisførelsen, eller at bevisførelsen byggede på falske udsagn. Det er ikke anderledes for os andre.


Matthæusevangeliet 28

Når der med henvisning til Matt 28,18-20 tales om ’dåbsbefalingen’, så er det første skridt i den forkerte retning, allerede taget. Og når logisk tænkning har fortalt os, at børnene er en del af alle folkeslagene, kan man nok få den tanke, at børnene skal døbes, eftersom ’dåbsbefalingen’ jo befaler dåb.
At kalde Matt 28,18-20 for ’dåbsbefalingen’ er forkert. Jesus befaler at gøre til disciple – ’Gå derfor hen og gør …’. De mennesker, der havde øjne til at se med og ører til at høre med (Matt 13,16) –  tog imod ordet og lod sig frelse. Det var disse, som disciplene skulle gøre til Jesu disciple, dels ved at døbe, dels ved at lære.
 
At det er sådan Matt 28,18-20 skal forstås, bekræftes af hvad Jesus siger i Joh 17. Jesus fuldførte den gerning, som Gud havde givet ham: ’Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord’, (Joh 17,6).

Jesus (hyrden over alle hyrder) siger mere detaljeret om sin hyrdegerning (det at gøre til disciple):

  • 'For de ord, du gav mig, har jeg givet dem ...' (Joh 17, 8)
  • '... jeg vogtede dem ...' (v. 12)
  • 'Jeg har givet dem dit ord ..." (v. 14)
Guds gerning er at frelse mennesker – du gav mig fra verden(Joh 17,6). Jesus – ’fårenes store hyrde’ (Hebr 13,20)var hyrde for de mennesker, som Faderen gav ham. For som der også står: ’Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig’ (Joh 6,45). Forud for Jesu gerning havde Gud gjort sin. Således går Guds gerning forud for apostlenes gerning – ’Gå derfor hen og gør’ (Matt 28,19). 

’Hele huse’

Tilhængere af barnedåb vil fremhæve ’hele huse’, som i NT kom til tro og blev døbt. Det antal ’hele huse’ som er nævnt i NT, er formentlig en brøkdel i sammenligning med antal ’hele huse’, som kom til tro i tiden omkring pinsedagen, og senere da Filip kom til Samaria og prædikede for skarerne (ApG 8). Disse skarer, står der, var ’alle som en optaget af det Filip sagde’ (v. 6). Og ’Alle, små og store, var optaget af ham’ (v. 10). Eftersom børnene fulgte med i det der skete, og dersom apostlene virkelig døbte spædbørn/børn, kunne man forvente en oplysning om, at både voksne og børn blev døbt – det får vi ikke!

Derimod siges der tre ting i vers 12, om de som efterfølgende blev døbt:

  • at de 'troede Filip'
  • at de 'lod sig døbe' (aktiv vilje)
  • at de døbte omfattede 'både mænd og kvinder'
Alle tre ting synes at udelukke spædbørn….!
 

Åndens bad

En anden ’bastion’ for læren om barnedåb er fra Titus 3,5: ’det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden. Ud fra dette hævdes det: 
  • at det er et åbenlyst faktum, at dette vers handler om dåb
  • at genfødsel finder sted i dåben
Det er imidlertid alt andet end åbenlyst, at dette vers handler om dåb i vand. Hverken før eller efter vers 5 tales der om dåb. Paulus siger i vers 5, at Gud frelste ’os’. Dette ’os’ refererer til vers 3, hvor der bl.a. siges: ’vi levede i ondskab og misundelse, vi var forhadt og hadede hinanden’. Det var altså ikke spædbørn, Paulus havde i tankerne, da han i vers 5 skrev ’os’! Og der er absolut ingen, der kan få Paulus til at sige, at han selv blev frelst (tilregnet Guds retfærdighed) i dåben.

Det er Paulus, som gør opmærksom på, at
 Skriften forudså, at det er af tro, Gud erklærer folkeslagene retfærdige (Gal 3,8). Og at '... Troen blev regnet Abraham til retfærdighed’ (Rom 4,9). Endvidere siger Paulus: 'Men ikke for hans [Abrahams] skyld alene står der skrevet, at det blev tilregnet ham; det gælder også os, som det skal tilregnes, os, som tror på Gud ...' (Rom 4,23-24). 'Så skal I vide, at det er dem, som har troen, der er Abrahams sønner' (Gal 3,7).
Abraham troede 'Med håb imod håb ...' (Rom 4,18), og den tro var ikke en lovgerning. Jesus siger i Joh 6,29: 'Guds gerning er den, at I tror [på Jesus] ...'

Men hvis Titus 3,5 ikke handler om dåb i vand, hvad da? Georg S. Adamsen gjorde opmærksom på grundteksten: Gud frelste os ved ’Helligåndens genfødelses og fornyelses bad’. Med dette beviste han, at det er Gud, der handler (frelser) i badet. Men for at bevise, at der med ’bad’ menes dåb i vand, sprang han tilbage til den forkvaklede danske oversættelse af vers 5, som taler om ’det bad, der genføder’, og som nærmest forfører folk til at tro, at der her er tale om dåb i vand.
Men Åndens bad er ikke dåb i vand! Disse ’os’ – inklusiv Paulus – blev frelst ved Åndens bad. Hvis Åndens bad betød dåb i vand, blev også Paulus frelst i dåben – men det blev han ikke. Han fik tilregnet Guds retfærdighed ligesom Abraham – ved tro! Hvorledes modtog galaterne Ånden? '... ved at høre i tro' (Gal 3,2).

Da Gud gav omvendelse til Israels rest, så de vendte sig til Gud og blev genfødt, så skete det ikke ved dåben, som hævdes at ’genføde og frelse’, men ved Åndens bad: 'men over Davids hus og Jerusalems indbyggere vil jeg udgyde nådens og bønnens ånd, og de skal se hen til mig, ham de har gennemboret ...' (Zak 12,10). Israels rest fortrøster sig ikke til et ’middel, hvori Gud uddeler nåden’, men til ’al nådes Gud’ (1 Pet 5,10), som ved sin ånd herliggør Jesus fra Nazaret - deres Messias, 'aftegnet for øjnene ... som den korsfæstede' (Gal 3,1) –  så de ser hen til ham. Altså ligesom israelitterne i ørkenen så hen på kobberslangen og blev frelst …!

Vand og Ånd

Titus 3,5 – Åndens bad (grundtekst) – bekræfter altså ikke, at Jesus med ’vand og Ånd’ i Joh 3,5 mente dåb med vand og ånd – tværtimod! Her er der snarere tale om 'Kristi ord' og ånden. '... [ånden] skal tage af mit [Kristi ord] og forkynde det for jer' (Joh 16,14). Paulus siger da også i Rom 10,17: 'Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord'.

Jesus siger til den samaritanske kvinde i Joh 4,14: 'Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv'. Her er det oplagt, at ’vand’ ikke har med almindeligt vand at gøre, men derimod er et billede på ’hans ord’. Alene ud fra dette, må man rimeligvis slutte, at det på ingen måde er givet, at Jesus med ’vand og ånd’ henviste til almindeligt vand eller dåb med vand.

Jesus er helt kategorisk, når han siger: '... Sandelig, sandelig ... Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige' (Joh 3,5). Røveren på korset blev altså også født af ’vand og ånd’! Dermed er det udelukket, at ’vand’ henviser til dåb med vand.

Sagt på en anden måde, så blev røveren frelst, da han så hen til ham, som var gennemboret, og som var ’ophøjet’ ligesom kobberslangen (Joh 3,14). Jesus siger jo i Joh 6,40: 'For min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv ...' Hvis man læser beretningen om Nikodemus til ende, så er det værd at bemærke, at Jesus lader Nikodemus og os andre ane, hvad han mente med udtrykket ’vand og ånd’, i og med at han ikke nævner et ord om dåb, men derimod peger på kobberslangen – et billede på Jesus selv, ophøjet fra jorden på Korset (Joh 12,32-33).

Man siger: ’Dåben er nødvendig til frelse, men dåben er ikke absolut nødvendig’.
Dersom dette udsagn er sandt, udelukker det så ikke også, at Jesus med ’vand og ånd’ havde dåben i tankerne, når nu ’vand og ånd’ er absolut nødvendig, hvis et menneske skal komme ind i Guds Rige?
 

Blot stedfortrædere

De som kæmper for læren om genfødelse i dåben, siger, at det er Gud, der handler i dåben og pointerer, at denne dåb ikke er en lovgerning, og de som udfører den, kun stedfortrædere.
Der er dog noget de gør, og som så at sige skjuler sig under udsagnet: ’Det er Gud, der handler i dåben’ (hermed ingen antydning af luskeri!). Når barnedåben er aftalt med forældrene, sættes der kryds i kalenderen. Planlægges der ikke dermed på Guds vegne? Og binder man ikke dermed Guds ånd til at være til stede på et bestemt sted, en bestemt dag og et bestemt tidspunkt, for der at genføde et bestemt menneske?


Noa og syndfloden

Denne beretning bruges som endnu et ’forsvarsværk’ for læren om frelse i dåben.
Peter siger i 1 Pet 3,20-21: '... i den [arken] blev ... otte sjæle, frelst gennem vand. Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse'. Det er på ingen måde indlysende og soleklart, at dåben frelser.

For det første: Noa vandrede med Gud før syndfloden.

For det andet: Hvis den billedlige betydning af syndfloden er frelse, hvad er så betydningen af dette, at Noa gik ind gennem døren og ind i arken?
Det er snarere sådan, at det er det sidste, der er et billede på frelse, og det første, syndfloden, der er et billede på den gamle verdens undergang – den blev begravet i vandmasserne, og det er hvad dåben taler om, Rom 6,4: 'Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden ...'.

Også jævnfør Jesu ord i Joh 10,9: 'Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig [døren i arken], skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud [syndfloden] og finde græsgange'. Dersom Noa ikke først var gået ind i arken, var han ikke blevet frelst fra syndfloden og ikke kommet ind i den nye verden! At ’gå ind’, går altså forud for dette at ’gå ud’! Frelse er altså det første, herefter kommer dåben.
 

Israelitternes udfrielse af trældommen

I GT er der to beretninger, som i NT sættes i forbindelse med dåb.
  •   Beretningen om syndfloden (som omtalt ovenfor)
  •   Beretningen om israelitternes udfrielse af trældommen i Ægypten.

Sidstnævnte må siges at være det største frelsesunder i GT. Og eftersom GT jo er en skygge af den virkelighed, der kom med NT, og da NT taler om, at israelitterne '... alle [blev] døbt til Moses i skyen og i havet' (1 Kor 10,2), må læren om dåben nødvendigvis, og vel især, ses i lyset af denne beretning.

Der er vel næppe nogen, der for alvor vil mene, at israelitterne billedlig talt blev ’genfødt’, da de gik igennem havet. De havde jo forinden i tro strøget blodet på overliggeren og dørstolperne, og spist påskelammet. Med andre ord, de ’tog imod ordet’ (påskelammet – Kristus) billedligt og blev ’genfødt’.  Inden de spiste påskelammet, var det blevet tilberedt. De måtte ikke spise det råt, og det måtte ikke koges, men det skulle tilberedes over ilden – et billede på ånden. Eftersom selve påskelammet er et billede på Kristus og dermed ordet, bekræfter dette endnu en gang, at den rigtige betydning af ’vand og ånd’ i Joh 3,5, er ’Kristi ord’
og ånden.

De 'blev alle døbt ... i skyen og i havet', siger Paulus. Rækkefølgen er bemærkelsesværdig. Skyen (ildsøjlen) – et billede på ånden, som førte og vejledte israelitterne på deres vandring – viste sig efter påskemåltidet, men før overgangen over havet. Altså på linje med hvad Paulus siger til galaterne, at de fik ånden ved i tro at høre (Gal 3,2). Og til efeserne, 'i ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med forjættelsens hellige ånd' (Ef 1,13).


Først herefter forlader israelitterne Ægypten, hvor de havde været Faraos trælle (’syndens trælle’). De går igennem havet og bliver dermed døbt til Moses (’Kristus’).
Husk igen Jesu ord i Joh 10,9: '... Den, der går ind gennem mig [spiser påskelammet], skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud [forlade Ægypten, den gamle verdens trældom, gennem havet] og finde græsgange [i ørkenen]'. Israelitterne 'spiste alle den samme åndelige mad [brødet, som kom ned fra himlen (Kristus)] og drak alle den samme åndelige drik – for de drak af en åndelig klippe ... og den klippe var [et forbillede på] Kristus' (1 Kor 10,3-4).

Da israelitterne var kommet igennem havet, blev Faraos hær fanget af vandmasserne. Nu lå de der i vandet, fuldstændig knust og åbenlyst til skue – det var Guds værk!

Guds frelse består ikke kun i at Jesus '... slettede vort gældsbevis' (ved korsfæstelsen af Guds lam), men også i at Jesus ’afvæbnede magterne og myndighederne' (Satans – ’Faraos’ – hær) og 'stillede dem offentligt til skue’ (Jesu begravelse og opstandelse), jævnfør Kol 2,14-15. Derfor kunne apostelen Johannes skrive: ’Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd’ (1 Joh 3,9). Guds frelse betyder ikke blot, at Gud så at sige visker tavlen ren og giver en ny chance, som er dømt til at mislykkes, men også at Gud fra sin side frier fra den magt, som gjorde de kristne til syndens trælle. ’Vi blev … begravet sammen med [Kristus] ...' for at vi '... skal leve et nyt liv’ – Kristus i os – og ... så vi ikke mere er trælle for synden’ (Rom 6,4-6).

Hvad israelitternes spædbørn angår, så spiste de ikke af påskelammet – en fysisk umulighed – og ’kom derfor ikke til tro’.
 

Omskærelse

Dåben omtales også som ’omskærelse til Kristus’, og peger dermed tilbage på omskærelse i GT.

I Kol 2,9-12, siges der: 'For i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod, og i ham, som er hoved for al magt og myndighed, er I blevet fyldt med den. I ham blev I også omskåret, ikke med hånden, men ved at aflægge det syndige legeme, ved omskærelse til Kristus, da I blev begravet sammen med ham i dåben, og i den blev I også oprejst sammen med ham ved troen på Guds kraft, der oprejste ham fra de døde'.

Børn som i GT blev omskåret, blev ikke dermed israelitter. Det var fordi, at de var israelitter (Guds folk) af fødsel (billede på genfødsel), at de skulle omskæres – ligesom Abraham først blev omskåret efter retfærdiggørelsen af tro! Rom 4,11: 'Omskærelsen fik han som et tegn og som et segl på den retfærdighed ved tro, som han [allerede] havde, inden han blev omskåret'.

Dette er i overensstemmelse med Kol 2, hvor kolosenserne havde fået del i Jesu guddomsfylde. Ydermere blev de så ’også’ omskåret til Kristus (dåben). De fik altså ikke som fejlagtigt påstået del i guddomsfylden, som en følge af dåben.
 

Na’aman

NT-henvisninger til dåb:
  • 1 Kor 10,2 – De blev alle døbt til Moses.
  • Kol 2,9-12 – Omskærelsen til Kristus (dåben).
  • Pet 3,21 – Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer

Disse tre henvisninger fører os tilbage til GT. I GT er der endnu en beretning, som føres frem som argument for læren om genfødsel i dåben. Det er beretningen om syreren Na’aman, der blev helbredt for sin spedalskhed ved at dyppe sig syv gange i jordanfloden (2 Kong 5). Mit indtryk er, at der i lutherske kredse nok er en vis forkærlighed for denne beretning, for den er jo et ’bevis’ på genfødsel ved dåb. Der er dog et problem. NT henviser ikke til Na’aman i forbindelse med dåb!

Hvis (hvis!) De som kæmper og strider for læren om genfødsel i dåben, fremhæver Na’aman-beretningen og tilmed forbigår, at de ’alle blev døbt til Moses i skyen og i havet’, har de så ikke skabt for dem selv et troværdighedsproblem? Svarer det ikke til at finde nøglen til husets bagindgang og så låse sig ind ad den vej, når hoveddøren står åben?
 

Kun ved tro

En fortaler for barnedåben skriver: ’Selvom jeg ved, at jeg ikke modtog dåben i tro, da jeg blev døbt som halvvoksen … ved jeg, at Gud i dåben fra sin side gav syndernes forladelse’.
Denne taler, som om man kan modtage dåben (’dåbens gave’) – sådan taler bibelen ikke!
Denne mener at have fået syndernes forladelse uden tro. Paulus 'ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus'! (Gal 2,16).
 

Begravelse og opstandelse (iklædning)

Endnu et argument for genfødsel i dåben føres frem ud fra Gal 3,27: 'Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus'.
Følgende hævdes ud fra dette isolerede vers: ’Det (dåben) er ikke kun en begravelse, men det er at blive indlemmet i Kristus/Kristi legeme og i ham få al velsignelse. Genfødelse, fornyelse, arveret osv.’

Hvad har iklædning med indlemmelse at gøre … ?

At ’iklæde’ sig, taler om noget ydre og er ikke det første. Når et barn fødes, er det nøgent, men bliver efterfølgende ’iklædt’. Da Jesus var født, blev han svøbt og lagt i en krybbe.
Grenen fra det vilde oliventræ, må først indpodes i det ædle oliventræ (’genfødes’), før den kan bære (’iklæde sig’) det ædle træs gode frugt.

Hvordan gik det til at grenen blev indpodet (’indlemmet i Kristus’)? Ved tro! Det er netop, hvad Paulus postulerer i vers 26: 'For I er alle Guds børn [genfødte] ved troen, i Kristus Jesus'. Beviset herfor er vers 27.
At galaterne har ’iklædt sig Kristus’ er altså beviset på, at de allerede er Guds børn. Ligesom grenens gode frugt er beviset på, at den ikke tilhører det vilde oliventræ, men allerede er indpodet i det ædle oliventræ. Indpodning går forud for dette at bære det ædle træs gode frugt. På samme måde går indlemmelse (genfødelse) forud for dette at ’iklæde sig Kristus’. At kalde ’iklædning’ (frugten) for indlemmelse (indpodning) giver ingen mening.

Hvad begravelse (dåb) angår, hvad har så dette med genfødelse at gøre … ?

Når præsten forretter begravelsen, siger han: Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord skal du genopstå. Ikke: … af jord skal du fødes på ny! I den kristne kirke tror vi ikke på genfødelse, når et menneske dør og bliver begravet. Det er jo reinkarnation. Hvordan kan nogen så tale om genfødsel i dåben, som jo er en begravelse?!
Dåben taler ikke om begravelse og genfødsel, men om begravelse og opstandelse!

Jesus siger til Martha i Joh 11,25: 'Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør'. Derfor kunne Paulus sige: 'Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig' (Gal 2,20). Paulus blev – mens han levede – ikke blot ’begravet’ med Kristus, men også ’opvakt’ sammen med Ham, som ’er opstandelsen og livet’ – og som ikke er ’genfødelsen og livet’.

Genfødelse er af Gud, som 'efter sin vilje fødte ... os ved sandhedens ord ...' (Jak 1,18). Fødsler, som sker på naturlig vis, kan vi ikke planlægge. Og langt mindre kan mennesker planlægge dette ’at fødes på ny, at fødes ovenfra’, eftersom et sådant menneske er født ’af Gud’ (Joh 1,13). Dåben derimod kan mennesker bedre planlægge – den har jo med begravelse at gøre.
  

Min hjord

Med dette vil jeg slutte. Hvad jeg her har skrevet er ikke udtømmende, men hvad jeg mener at kunne forstå. Og, håber jeg, ikke ’sværmerisk’, men i overensstemmelse med ’den sunde lære’.  For Gud anklager jo Israels hyrder for ’sværmeri’, når han siger: 'Mine får må græsse, hvor I har trampet ned, og drikke, hvor I har trampet rundt'! (Ez 34,19).
En ting er det selv at fare vild fra den sunde lære, noget helt andet at føre ’mine får’ på afveje!
 
'Dine ord giver lys, når de åbner sig, og giver de uerfarne forstand'

Gud velsigne enhver broder og søster.



Original af Ole Sørensen
 
Hvis der ikke er angivet andet er bibelteksten hentet fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar