mandag den 21. november 2011

Vor tids sangbøger

 
En karismatisk revolution
En salmebog og en Bibel. I hundredvis af år tog alle dem med i kirke; men i det 21 århundrede finder vi, at de fleste dukker tomhændet op søndag morgen. Kun forkynderen bærer på en Bibel og salmerne er på powerpoint. Faktisk er salmerne mange steder praktisk set forsvundet fuldstændigt. Deres nutidige afløsere er kortere, mindre doktrinære, nemmere at huske og rytmen og harmonien giver en mindre 'religiøs' følelse. Hvad mere er, at de bliver sunget om og om igen – akkompagneret af et 'lovsangs-band' – og udgør halvdelen af tiden for 'gudstjenesten'. Tydeligvis har der fundet en 'tilbedelses'-revolution sted og centralt for denne har været indtoget af sangbøgerne Mission Praise og Songs of Fellowship.

I 1874, som resultat af Ira Sankey's meget elskede valg af salmer ved D.L. Moody's evangelistiske korstog i England, blev salmebogen ”Hellige Sange og Soloer” født. 110 år efter, under forberedelserne for Billy Graham's besøg til England i 1984, blev Mission Praise udarbejdet. Den var meget anderledes i forhold til Sankey's (ingen overraskelse). Imidlertid vil den mere bedømmende iagttager, bemærke en skarp kontrast selv mellem Mission Praise og den salmebog der blev brugt ved Billy Graham's første besøg i England, blot 31 år tidligere. Mellem 1953 og 1984 eksploderede den karismatiske bevægelse verden over og med den, var en ny genre af 'lovsange' født. Under Peter Horrobin1 og andres ledelse, bestod Mission Praise, sammen med nogle 'gode gamle samler', af en stor samling af åbenlyse tendentiøse karismatiske sange så som 'Majesty', 'For I'm Building a People of Power' og 'Be Still for the Presence of the Lord'. Navnene Isaac Watts, Charles Wesley og John Newton fremstod på linje med karismatiske sangskrivere så som Graham Kendrick, Dave Bilbrough og Andrae Crouch. For dem som 'kendte til det', gik denne udvikling ikke ubemærket forbi. Ved konferencen for omrejsende evangelister i Amsterdam i 1983, bemærkede pinsemanden Dennis Peterson, Billy Graham's ”skift i musikken med et gevaldigt antal fornyelses-sange, sunget ved hver gudstjeneste”.

Det var en dramatisk effekt. Titusinder af almindelige evangeliske kristne blev introduceret til sange skrevet af karismatiske forfattere, indeholdende karismatiske idéer og sat til vor tids stilarter (pop, rock, jazz etc.). Fastholdelsen af nogle af de ældre, mere 'pålidelige' salmer, viste sig at være en vinder, hos mange varsomme traditionalister som var resistente mod det 'lettere' materiale. Tusinder som ingenting vidste, fx om Graham Kendrick's stærke tro på 'tungetalens'-gave, åndelig krigsførelse og ”Guds Rige Nu”-teologi, accepterede hans fængende nye sange, uden forbehold. Disse sange blev mere populariserede end nogen sinde før og kom igennem Mission Praise (MP) ind i hundredvis af hidtil ikke-karismatiske kirker, som aldrig før ville have drømt om, at bruge den mere åbenlyse karismatiske Songs of Fellowship (SF).



Økumeni og Tungetale
Det økumeniske fik et kraftigt skub fremad igennem den brede accept af MP. Hvordan det? Det er værd at bemærke, at den verdensomspændende vækst i oplevelsen af, at 'tale i tunger' I 60'erne og 70'erne, præsterede en grad af enhed mellem katolske, evangeliske og karismatiske kristne, hvor alt andet havde slået fejl. Den anglikanske domherre Michael Harper, talte for mange, da han sagde,

Grunden til at jeg i første omgang, relaterede til katolikker, var at jeg så de havde fået den samme oplevelse som jeg havde – af dåben i Helligånden [bevidnet af tungetale] ... hvis Gud accepterer dem, så gør jeg det også.”2

Hvad 'tungetale' gjorde for økumenisk enhed i 60'erne og 70'erne, konsoliderede og udvidede MP i 80'erne og 90'erne.

Denne doktrin-manglende 'enhed' forårsaget af MP, var ikke noget tilfælde. Peter Horrobin skrev i introduktionen til den første udgave,

Denne bog er blevet lavet med et formål; for at forene kristne fra alle benævnelser i tilbedelse og lovsang, imens de arbejder sammen om evangelisering” (fremhævning tilføjet).

Tom Houston angav i forordet,

Denne bog er blevet lavet for at muliggøre, at musikkens forenende kraft arbejder under og efter Mission England.”

Historien viser, at den fælles oplevelse med at 'tale i tunger', kombineret med styrken af de almindeligt sungne karismatiske sange, blev to af de mest magtfulde faktorer, i at nedbryde de doktrinære barrierer mellem den romerske kirke og alle de almindelige protestantiske benævnelser.

Darlene Zschech, forfatter til den berømte sang 'Shout to the Lord' siger,

Jeg har været i den katolske kirke, den forenede kirke, den anglikanske kirke og i mange andre kirker, og når tilbedelse frembydes i sandhed, kommer denne lyd frem – uanset stilen. Det er lyden af det menneskelige hjerte, der forbinder sig med sin skaber.”3

Siden alle synger de samme sange, alle taler i de samme 'tunger' og alle nyder en vidunderlig tilbedelse sammen i det 'følte nærvær af Gud', hvorfor så ordkløves længere om transsubstantiation, Mariadyrkelse, pavens ufejlbarlighed, skærsilden og den pletfrie undfangelse? Dave Fellingham, forfatter til dusinvis af sangene i MP og SF skriver bifaldende,

Når vi alle priser Gud sammen, så har vi en tendens til at glemme vores teologiske forskelligheder.”4

Accept af den Romersk Katolske Kirkes legitimitet, som en sand kristen benævnelse, er 'givet' i vor tids sangbogs-bevægelse (såvel som i Alpha-kurset). Romersk katolske salmer er tilføjet i rigelige mængder, hele vejen igennem MP og SF. Flere af dem indeholder linjer på latin og har en Taizé ophavsret. Taizé er et økumenisk samfund i Frankrig, grundlagt af den nu afdøde 'broder Roger', som deltog i det andet Vatikankoncil og som var ven med pave Johannes Paul II (som selv har besøgt Taizé to gange). At bede foran ikoner af Maria, synge Marias lovsang og messe, er normale begivenheder ved Taizé.5 En hvis forståelse af det høje integrationsniveau, nu dokumenteret, mellem Romerkirken og det karismatiske kan begribes når man overvejer at de 'gode gamle karismatiske sange' akkompagnerer messen, bedekransen og bønner om helbredelse ved Maria-skriner som det ved Medjugorje, Jugoslavien.6

Alan Morrison forklarer: ”de moderne sange ... kommer med en hel bunke baggage ... disse nye sange er ikke produktet af uafhængige individer der spontant bliver inspireret til at skrive lovsangs-salmer; de er produktet af en historisk bevægelse, som har en magtfuld dagsorden for ændringer – og deres sange er deres hovedmiddel i den dagsorden.”7

Et par citater fra nogle karismatiske sangskrivere bør gøre denne pointe klar. Dave Fellingham er en 'lovsangs-leder' og har skrevet dusinvis af sange i MP og SF. Han er fortaler for at synge i tunger, som en form for åndelig krigsførelse og på den måde jage dæmoner væk og ”bringe Riget ind”.8 Med hensyn til dagsordenen for hans indlæg i MP og SF, kunne Fellingham ikke være mere tydelig:

Det moderne lovsangs-fænomen er en integreret del i hvad Gud gør verden over [i de karismatiske og økumeniske bevægelser”] ... At lede lovsang og musik er en afgørende tjeneste i at fremme opfyldelsen af Guds formål og Guds riges komme på jord9 (fremhævning tilføjet).

Fellingham, som indrømmer at hans sangskrivning og lovsangs-leder-tjeneste udviklede sig fra hans karismatiske pilgrimsrejse, er meget åben omkring hans musikalske aktiviteter. Efter at have accepteret 'Helligåndens dåb', 'tale i tunger' og genoprettelses 'Guds Rige Nu'-teologi10, skriver han sange, som er i overensstemmelse med dette paradigme. Eksempelvis:

”Og vi vil vække nationerne, for at bringe deres tilbedelse til Jesus, og riget vil blive åbenbaret i kraft, med tegn, undere og mirakler ...”11

Jack Hayford, en karismatisk pastor, som skrev en hel bog om, at tale i tunger12 og som skrev sangen Majesty, tror at ”en ny lovsangs-reformation vil opnå det samme [som den protestantiske reformation].”13 Yderligere underbyggende citater fra Matt Redman, Terry Virgo, Christ Bowater, Graham Kendrick, Philip Lawson-Johnston, Gerald Coates og John Wimber er frit tilgængelige i den relevante litteratur.

Så meget står klart. Disse sange har medvirket til den karismatiske 'revolution' af kristendommen og har virket som forløberne til 'Helligåndens dåb'. Et mønster er blevet gentaget tusindvis af gange: de nye sangbøger holder deres indtog, bandet slår tonen an, hænderne bliver løftet og meget kort efter påstår medlemmerne af kirken, at have modtaget 'dåben' og 'tunger'. Det er et unægtelig faktum i det religiøse liv, at de nye sange og den karismatiske oplevelse er uadskillelige kammerater. Husk på, at alle sangskriverne deler den samme karismatiske oplevelse. Fra Gerald Coates på hans cykel, til Graham Kendrick der børster tænder ved vasken, de har alle overgivet sig til den tankeløse oplevelse af, at tale i tunger.

Mange kirker og salmebøger har gjort den fejltagelse, at håndplukke et par af Graham Kendrick's bedre sange (for at være 'tidssvarende' og 'holde fast på de unge'). Kendrick, som har været rockmusiker siden 60'erne, opfordrer til, at tid med tilbedelse, skal være en fejring med ”sjov, latter, støj og rytme”, kulminerende i et ”stort applaus til Herren”, efterfulgt af stilhed, som kan ”bane vejen for det smukke i at synge i tunger.”14 Med Kendrick’s sange, fordi de er tendentiøse, betyder implicit godkendelse. Sandt nok, Kendrick har skrevet nogle dejlige vers, men for at sige det med Alan Howe's ord;

At bruge Kendrick’s materiale er ... implicit at gå med på en dagsorden, som søger at ændre tilbedelsens natur; og så snart tilbedelsen er blevet ændret (normalt ved diskrete skridt), så kan resten af den karismatiske dagsorden følge.15

Kendrick skrev mange af hans sange specifikt til karismatiske begivenheder, fx Spring Harvest og March for Jesus. Ved at 'marchere for Jesus' tror Kendrick at han indgår i åndelig krigsførelse i det himmelske og 'igen gør krav på grund' under hans fødder for Kong Jesus. Kendrick skrev Shine Jesus Shine til March for Jesus. Han ville gerne høre millioner af Kristne, marchere igennem verden, mens de synger:

”Skin, Jesus skin, fyld dette land med din Faders herlighed;
Brænd, Helligånd brænd, sæt vor hjerter i brand.
Strøm, flod strøm, oversvøm nationerne med nåde og barmhjertighed; Send Dit ord frem Herre og lad der blive lys!”16

Brugen af bare et par af disse sange, vil starte med, at producere et 'karismatisk værdisæt' i en kirke. Når det sker, vil det praktisk set være umuligt, at trække en linje i sandet, for at forhindre yderligere indtrængen.

Toronto 'velsignelsen' ville have været umulig uden karismatisk 'tilbedelse og lovsang'. De høje, gentagende lovsange fører forsamling efter forsamling ind i en præ-hypnotisk 'Alpha-bølge' hjerne-tilstand17, som medfører udskillelse af eufori-forårsagende endorfiner i kroppen. Mens den forventende skare står med løftede hænder, lyder Kendrick’s ord:

”Åh lad det levende vand strømme, åh lad det levende vand strømme.
Lad floden af Din Helligånd strømme igennem mig [gentag 2x];
Strømme igennem mig” [gentag 4x]. [Gentag igen efter behov].18

Ved Taizé gentager de sangene igen og igen, for at hjælpe folk til at gå, som Søster Suzanne Toolan fra Barmhjertigheds-centret i San Francisco siger,

fra hvilken som helst bevidsthedstilstand du er i, til en meget mere afslappet bevidsthedstilstand.”19

Den resulterende følelse af 'Guds nærvær' og 'samhørighed med Jesus', er blot en karismatisk 'kristengjort' variant, af de alternative bevidsthedstilstande som New Age og Buddhistisk meditation, Shamanisk chantering og psykedeliske stoffer, har medført i århundrede. Sørgeligt nok er hele oplevelsen en vildfarelse.

Det vil chokere nogle af læserne, hvis der blev lavet en opremsning af de respektløse, barnlige og ren og skære 'tossede' sange (inklusiv en om at være bange for edderkopper og ting der bjæffer20) som er indeholdt i MP og SF. Linje efter linje af ubibelsk undervisning vil også kunne opremses, med alt fra at, Jesus er 'vores bror' (As The Deer, MP nr. 37) til, at der er 'helbredelse' i nadverbrødet (Here is Bread, MP nr. 842). Men selvom det, at hymnologien bliver simplificeret, er trist nok i sig selv, så er hovedpointen den, som vi har vist, at MP og SF er mægtige midler til, at implementere den karismatiske dagsorden for verden. Allan Morrison siger:

Disse sange er blevet skrevet med det forsætlige formål, at plante deres undervisning i kirkerne ... I deres misforståede forsøg på, at være relevante for vor tids kultur, importerer kirker, som går med på disse nye sangbøger, vranglære ... Det er derfor modstand ... ikke blot er en valgmulighed, men en nødvendighed.”21



Sangbøgernes karismatiske natur
Her er en opsummering af MP og SF's karismatiske natur, fordelt under fire overskrifter:

1. Sange indeholdende henvisninger til 'dans ... klappe ... fejre ... hæve hænder ... de blinde ser ... løs min tunge ... Hans helbredende berøring ... tegn ... undere og helbredelse.'

2. Sange der fremmer herredømme-teologi, fx 'Guds Rige er ved at blive genoprettet ... Hils Hans Rige velkommen ... i vores hænder vil han give den grund vi gør krav på ... vi ser tegnene på Dit Rige.'

3. Sange designet til fremskynde en karismatisk stemning i en forsamling, fx 'det er her festen er ... rør mig nu ... send ilden ... fald på mig lige nu ... vind blæs på mig ... fyld mig igen' (forvent enhver sang, med ophavsret fra Vineyard i særdeleshed, at indeholde sådan lyrik).

4. Sange designet til at give en øjeblikkelig intimitet, med tekster så som, 'Jeg længes efter at tilbede Dig ... jeg giver mig selv til Dig ... jeg ønsker at elske Dig dybt indefra ... lad mig være Din alene.'



Bedøm selv
A. W. Tozer talte bedømmende om det sidste anliggende:

Mange af vores populære sange ... er ... chokerende i deres amourøse kærtegn og slår en ærbødig sjæl som værende en slags smiger, givet til En som hverken komponist eller sanger er bekendt med. Det hele er en stemning af kærligheds romance, den eneste forskel er brugen af navnet Kristus frem for den jordiske elsker. Hvor forskellige og hvor helt og aldeles vidunderlige er de følelser der vækkes af ægte og Ånds-ansporet kærlighed til Kristus. Sådan kærlighed kan stige til en sådan grad af tilbedelse, næsten udenfor hvad hjertet kan holde til, alligevel vil det på samme tid være seriøst, ophøjet, rent og ærbødigt. Kristus kendes aldrig uden, at en fornemmelse af dyb respekt og ærefrygt følger med kendskabet. ... Ingen som kender Ham indgående, kan nogen sinde være useriøs i Hans nærvær.”22

Ligeledes, behøver bibelkyndige sjæle ikke noget seminar for, at lære dem at rock, pop, jazz og rap ikke har noget at gøre med kristen tilbedelse. Brugen af 'musik' der så åbenlyst er associeret med og fremkommet fra en alternativ oprørsk kultur af fri sex, ugudelighed, stoffer og emotionelle orgier, er værre end uhensigtsmæssigt. Sand tilbedelse er i ånd og sandhed, for sand tilbedelse er et taknemmelig hjerte der løber over, udtrykt i forståelige intelligente ord henvendt til Gud (Ef 5,18-21). Bibelsk set, har kristen tilbedelse altid været helt adskilt fra lyden og stilen af sekulær underholdning. Sange blev skrevet for at fremme doktrin og rettet mod at lovprise Gud og Kristus. De blev aldrig brugt til at skabe følelser af lykke eller fremtrylle en 'atmosfære af tilbedelse'. Ifølge Bibelen, skal sange indeholde nok doktrin til, at kvalificere sig som midler for undervisning og formaning (Kol 3,16). I kirken skal alting, inklusiv sang, være til opbyggelse (1 Kor 14,26). Det efterlader ingen plads til de overfladiske kærligheds og tendentiøse sange, født ud af denne fejlagtige karismatiske bevægelse.



Noter
1. Peter Horrobin leder Ellel Grange, en ekstrem karismatisk tjeneste i ‘Toronto’-stil, www.ellelministries.org
2. The Brighton Interviews, juli 1991 s. 15.
3. Zschech Please, Michael Herman, christianitytoday.com, 4 juni, 2004.
4. To the Praise of His Glory, Dave Fellingham, Kingsway 1995, s. 41.
5. I Went to Taizé, Catholic Truth Society, 1986.
6. Brev i Renewal Magazine, Richard Connor, december 1989.
7. Open Thou Our Lips, Alan Morrison, diakrisis.org, s. 19.
8. Worship Restored, Dave Fellingham, Kingsway 1987, s. 118-123.
9. In Spirit and In Truth, Dave Fellingham, Hodder & Stoughton 1989, s. 53 & 56.
10. Idéen om, at før Kristus kan vende tilbage, så må kirken etablere riget på jorden ved at tage kontrol over ethvert aspekt af det nationale og globale liv. Økumenisk enhed, genetableringen af apostle og profeter, åndelig krigsførsel og tegn og undere, er alle essentielle i opnåelsen af dette.
11. Songs of Fellowship, nr. 648, Kingsway Music, Eastbourne, 2003.
12. The Beauty of Spiritual Language, Nelson Word 1993.
13. Worship His Majesty, Jack Hayford, s. 22-23.
14. Worship, Graham Kendrick, Kingsway Publications 1984, s. 168.
15. CRN Journal, sommer/efterår 2000, s. 18.
16. Mission Praise nr. 867; Songs of Fellowship, nr. 823.
17. Alpha er 8-13 elektriske hjerne-cykler per sekund, sammenlignet med den normale Beta hastighed af 13-26 cps målt med en elektroencefalograf.
18. Mission Praise nr. 445; Songs of Fellowship nr. 362.
19. CNN Web news posting d. 20. maj 1996.
20. Songs of Fellowship nr. 822. Se enhver sang af Ian Smale for skør lyrik.
21. Morrison, s. 9.
22. The Art of True Worship, Christian Publications, Harrisburg PA, 1964, s. 125.
23. Peter Masters, Sword & Trowel, nr. 1, 2001.



Hvis der ikke er angivet andet er bibelteksten hentet fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar