mandag den 21. november 2011

Øyvind Borgsø og Bøn i bevægelse


En dag læste jeg følgende i et nyhedsbrev fra Århus Valgmenighed, hvilket fik mig til at tænke på, hvordan østens religioner og kristendom, ofte smelter sammen.

"Mandag d. 4. august Bøn og krop 19.30-21.30

Øyvind Borgsø fra Solåsen i Norge vil lade os kende lidt af kroppens rolle i bøn. Mange vesterlændinge søger ofte at få al kommunikation til at gå igennem hovedet. Her er det muligt at få en smagsprøve på, hvordan vi kan erfare Guds bevægelser og kommunikation gennem kroppen." 1

Prøv at sammenligne ovenstående med Jesu udtalelse i Luk 24,45:

"Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne"

Fremfor at forstå Bibelen, søger man at forbigå forstanden, igennem diverse østlige religioners praksis, fx kampkunst, yoga, recitation af bønner etc.



I en artikel på religion.dk forklarer Øyvind om Bøn i Bevægelse og hvor han henter sin inspiration fra:

"Bøn i Bevægelse er rolige bevægelser og recitation af Guds ord.
Bøn i Bevægelse er afspænding, opmærksomhed og omsorg.
Bøn i bevægelse er kærlighedsfuld kommunikation med Gud.
Bøn i bevægelse er at blive mødt af Gud, og at møde Gud som ånd, sjæl og krop.


Siden jeg som trettenårig første gang dyrkede kampsport, har jeg været optaget af krop og bevægelse. Samtidig har jeg haft problemer med at lære gennem bøger og forelæsninger. Gennem oplevelse og erfaring integrerer jeg ny lærdom bedst. Her er kampkunst godt, specielt mange kinesiske retninger, hvor eleverne må øve nærmest på egen hånd for at opdage, hvordan øvelserne skal udøves. Kampkunst, meditation, terapi og studier i anatomi og fysiologi har været med til at øge min kropsbevidsthed. Desuden har jeg her på Solåsen samarbejde med en del ressourcepersoner, teologer, fysioterapeuter, diakoner og andre." 2

Hvor finder vi denne praksis for bøn i Bibelen? Ingen steder! Bøn er samtale med Gud (taksigelser, bekendelser, anmodninger etc.), forestil dig at samtale med en person, mens du gør en masse gymnastiske øvelser og reciterer til vedkommende ... fjollet, ikke sandt. Jesus instruerede da heller ikke sine disciple til, at reciterer Bibelen (Matt 6,7). Der er derimod fin præcedens for, at GRUNDE over og forstå Guds ord (Sl 119,15).

Bøn i Bevægelse”, bliver beskrevet med en række "dejlige" og ”skønne” ord: kærlighedsfuld kommunikation, afspænding, opmærksomhed og omsorg. Dette lyder jo alt sammen godt, men midt i alt dette, hvor er da Jesu undervisning blevet af?

Kilder
1) Århus Valgmenigheds Nyhedsbrev - 1. august 2008
2) Kroppen skal være med i bønnen

2 kommentarer:

  1. God pointe, tag ikke den asiatiske religion til dig, men skulle det forhindre mig i at bruge kroppen til bøn?
    Jeg har observeret situationer hvor kropsholdninger og bøn er blevet en tradition i den kristne kirke.
    Eksempelvis fortages der knæfald for Gud,man folde hænderne og bøje nakken under bøn, løfte hænderne mod himlen under taksigelse osv.
    Gad vide om der ikke er en forskel på at bruge kroppen i bøn til den bibelske Gud og bruge kroppen i bøn/dyrkelse af afguder uanset hvilke teknik man anvender.
    I min forståelse er der en afgrund til forskel.
    Jeg har også den holdning at ånd, sjæl og legeme hænger sammen. Har du en lukket kropsholdning eks. krydser armene eller ben, får du automatisk en mere lukket følelse i kroppen.
    Har du en åben kropsholdning, eks. stå med lige ben, strækker armene lidt ud, har du en lidt mere åben følelse i kroppen. Dette forbinder jeg ikke med noget religiøst, mere med den måde vi mennesker er skruet sammen på mekanisk/følelsesmæssigt. Som du bemærker siger Jesus ikke noget om hvordan du må bevæger dig under bøn, men han går stærkt op i hvordan dit sindelag er, altså står det mig frit for at bruge forskellige tekniker også dem jeg kan lære af Øjvind Borgsø. Hvad der så er gavnligt tjaa..
    Der må vel være en grund til de traditioner der er bygget op i den kristne kirken gennem tiderne.

    Med venlig hilsen Bo Bräuner

    SvarSlet
  2. Hei. Jeg har har bare lyst å gi et par kommentarer til det du har skrevet.
    En ting er at vi ønsker ikke forbigå forstanden, vi ønsker å kommunisere med Gud med alt hva vi er, også forstanden. Vi ønsker å bøye kne som Daniel (Dan 6,11), strekke armene i været som Paulus anbefaler i sin gudstjenesteforordning (1.tim 2,8)og vi ønsker å resitere skriften for å forstå den bedre med forstanden og å gjemme ordet i vår hjerte (som bla, Maria Luk 2,19).
    Resitasjon har lange tradisjoner i kirken, med røtter tilbake til det jødiske folks tradisjoner, noe Jesus også tok del i, i sine bønner i synagogen.
    Du refererer til sal 119,15, og det ordet du uthever "grunde", "siyach" på hebraisk, betyr nettopp dette - å gjenta mange ganger, å ha på leppene. Det blir oftest oversatt med "meditation" på engelsk. Et annet hebraisk ord som også oversettes til "grunde", eller "meditation" på engelsk, er "hagah", salme 1,2. Dette ordet betyr også å gjenta mange ganger, eller resitere. Gjentagelse av skriften går langt tilbake, noe vi bl.a. kan se i 5.Mos 6,7. Så resitasjon er bibelsk og i tråd med det vi kjenner til av Jesu egen praksis.
    Hva om du prøver ut noen av mine øvelser, og ser om det tar deg tettere på Gud? Jeg kommer nå med en DVD også, i tillegg til boken min "Lytte til Gud". Her vil du få tydelige beskrivelser i tråd med bibelen og kirkens praksis. Tør du ta utfordringen?

    Vennlig hilsen
    Øyvind Borgsø

    SvarSlet